Kære 50 Cent, her er sætlisten til din koncert i Tivoli

SPÆND DIN BANDANA og bind dine G-Unit-sneakers: 50 Cent kommer til Danmark.

Okay, han har været her fire gange før (2003, 2007, 2014 og 2018), og man kan ikke bilde nogen ind, at den korpulente rapper, der aldrig er blevet betragtet som nogen stor livekunstner, ikke for længst har passeret sine bedste år. Således malurten – jeg har aldrig set 50 Cent in the flesh, og det er for dårligt, for han har en usandsynligt spektakulær karriere og et album, der er blandt de bedste: det brutale, cinematiske, charmerende ’Get Rich Or Die Tryin’’. Når 50 Cent mister pusten på scenen, for det vil han gøre, skal jeg nok færdiggøre hans sætninger.

Man kunne skrive tykke bøger om 50 Cents utrolige tilværelse, der er fuld af tragedier og mirakler. Han har aldrig kendt sin far, hans mor solgte narko i Queens, før hun blev myrdet og efterlod sig sin 8-årige søn, som så begyndte at sælge narko som sin mor, da han var 12 år. Han droppede ud af skolen og røg i fængsel, hvorefter han blev rapper ved siden af de kriminelle aktiviteter og fik en pladekontrakt med Columbia.

I 2000 blev han skudt ni gange i et likvideringsforsøg, men overlevede – til gengæld blev pladekontrakten revet over, fordi pladeselskabet fandt ham for farlig og utilregnelig efter singlen ’Ghetto Qu’ran’. Skæbnen forsøgte igen og igen at drukne 50 Cent, men han flød altid oven på.

Kombiner det med hans vindende væsen, hans sans for viralitet og et co-sign fra Eminem og Dr. Dre, og alle pile pegede i retning af en uundgåelig kioskbasker af en kommerciel megasucces. Alle disse omstændigheder var en perfekt storm, der formede en gangsterrappende superantihelt. ’Get Rich Or Die Tryin’’ solgte 872.000 eksemplarer den første uge – en bedrift, intet hiphopalbum siden har kunne gentage.

50 Cent formulerede formlen for sin egen succes mest præcist til The Guardian:

”Folk elsker the bad guy. Jeg ser altid film, hepper på skurken og slukker før slutningen, hvor skurken altid dør. Det er en filmisk lov: Skurken skal dø. Men nogle gange får skurken en pladekontrakt og bliver en superstjerne som 50.”

Selvom 50 Cent aldrig har udgivet noget, der nærmer sig debutalbummet i musikalsk spændstighed og global opmærksomhed, kan han med sange fra hele karrieren plukke fra en overdådig buffet til sine liveshows og dosere mellem gennemstegt gangsterrap og soulet sing-a-long fra den helt store sovsekande. Det er derfor en forpligtende opgave at skrue den optimale 50 Cent-sætliste sammen – det er et minefelt af ligegyldige tidsspild og fatale fravalg. Og så skal det hele kunne eksekveres på halvanden time, før den oppustelige rapper punkterer. Jeg ved godt, hvad jeg vil have.

50 Cent har oplagte åbningsnumre i overflod. Hele hans diskografi er mere eller mindre numre, man passende kan åbne en koncert med. Derfor er åbningsnummeret urimeligt svært at vælge, men her kommer et frækt bud: ’Places To Go’ (2002).

Det er 50 Cent med ryggen mod muren, pladekontrakten med Columbia er blevet revet i stykker, branchen hader ham efter ’How To Rob’ (mere om den senere), indtil Dr. Dre og Eminem får dollartegn i øjnene og tager chancen med den kontroversombruste 50 Cent. Her bidrager han til Eminems ’8 Mile’-soundtrack, der primært huskes for ’Wanksta’, men hør lige: ’Places To Go’ er episk og levende, som et åbningsnummer bør være.

Med det sagt, nogen crowdpleaser er den ikke. Efter det fejlfri andet vers må han aktivere det mindre 50 Cent-belæste publikum. Bum, ’Candy Shop’ (2005). Lidt tidligt at smide det kort? Måske, men der er flere af dem, og så er hofterne smurt til resten af seancen.

Nu må det være tid til at affyre et krydsermissil af en tretrinsraket fra ’Get Rich Or Die Tryin’’. Han kan spille numrene, som de er placeret på pladen: fra ’What Up Gangsta’ til ’Patiently Waiting’ (måske kan han finde en ihærdig fan på forreste række, der indvilliger i at sluge sin tunge på scenen under Eminems vers) og så videre til ’Many Men’ (alle 2003). Personligt kommer jeg til at holde øje med, hvilken fan der med størst indbildsk entusiasme kan rappe de sagnomspundne linjer om det fejlslagne attentat i tredje vers:

In the bible it says, ‘what goes around, comes around’

Hommo shot me, and three weeks later he got shot down

Now it's clear that I'm here for a real reason

'Cause he got hit like I got hit, but he ain't fucking breathing

Lad sættet bevæge sig videre til et par indslag fra G-Units debutplade ’Beg for Mercy’, der, hvis man kan tælle den med, vel sagtens er det næststærkeste album i 50 Cents karriere. Han lægger ud med omkvæd, første vers og omkvæd fra ’Stunt 101’ (2003), og hvis stemningen på Plænen (igen) bliver en anelse for testosterontung, går han over i den sødlige ’Wanna Get To Know You’ (2003). Af alle 50 Cents sensuelle, Pelle Hvenegaard-agtige numre er den så afgjort i den tålelige ende.

Nu har han fået det der kælne blik i øjnene, 50 Cent, men stemmebåndene har også været på overarbejde. Det er sjovt, hvordan han allerede på sit andet soloalbum ’The Massacre’ begynder at rappe prustende og stønnende som en ældre herre og i et tempo, hvor fædrene oppe i baren også kan være med. Man kan høre det på aftenens næste nummer, ’Get In My Car’ (2005), hvor han hiver den hjem på veloplagte tekster og et smittende omkvæd. Versene kan købe ham lidt ilt til det næste nummer, en tour de force i komikrap, alle kendere vil sætte pris på: ’How To Rob’ (1999), hvor 50 Cent røver hele musikparnasset fra Ol’ Dirty Bastard til Missy Elliott. 50 Cents superkraft er hans perfide, men sært charmerende ondskab. Som dengang, han blev uvenner med Oprah Winfrey og kaldte sin nye hund for Oprah.

Som lattermusklerne er blevet varme, kan vi lige så godt snuppe ’I Get Money’ (2007) – ikke den mest vellydende, men formentlig den sjoveste sang, der handler om at være rig.

Nu begynder alle dem, der er blevet stillet en romantisk kæresteaften i udsigt, måske at kede sig en smule, og ude i siderne kan man høre enkelte råbe ”du sagde, jeg ville kende alle sangene, skat” ind i øret på partneren. Intet problem, 50 Cent spiller ’Just A Lil Bit’ (2005), og det er svært at forestille sig, at den indiske sitar nogensinde har været så eksponeret på Plænen i Tivoli. Nu, vi alligevel er i det klubbede hjørne, kan han lige så godt få trykket ’Outta Control’ (2005) af – og det skal selvfølgelig være remix-udgaven med Mobb Deep.

Man ved aldrig rigtig, om 50 Cent og The Games pendulsvingende had-kærligheds-forhold (oftest had) er på et stadie, hvor førnævnte kan spille sidstnævntes sange til sine koncerter. Jeg håber, svaret er ja, og så spiller 50 Cent sine bidrag til ’Westside Story’ og ’Hate It Or Love It’ (begge 2005).

Nu lister 50 Cent ud og får 10 hiv i iltmasken og en Vitamin Water, mens storskærmene afspiller en video fra Europa-touren i 2009. Vi skal tilbage til debutalbummet.

Først: ’Blood Hound’ (2003). De bedste 50 Cent-numre er dem, hvor han rapper som besat i ét flow hele nummeret. Fantastisk sang.

Derefter: ’Back Down’ (2003). Det bedste disstrack fra en af de mest ikoniske og uligevægtige konflikter i amerikansk hiphop. Denne fire minutter lange afklædning af Ja Rule var allerede udgivet inden ’Get Rich Or Die Trying’, men blev inkluderet alligevel. Hvis man har et stærkt budskab, er det selvfølgelig også smart at præsentere det på et album, der går ni gange platin (15 år senere købte 50 Cent hele den forreste række til en af Ja Rules koncerter, kun så pladserne ville være tomme).

Så spiller han ’Heat’ (2003). Gangsterrappen havde i mange år været sjov – 50 Cent gjorde den sjovere. ’Heat’ er den ene ”sagde-han-lige-det”-linje efter den anden. Nummeret slutter med, at han fortæller om sin skudsikre hat, der ganske vist giver ham en hjernerystelse, hvis han bliver skudt igen, men det er vel bedre end et hul. Fair nok.

’Get Rich’-kavalkaden slutter med ’Wanksta’ (2003), så vi alle kan skråle: ”Daaamn, homie. In high school you was the maaan, homie. The fuck happened to you?”

Nu bliver det lidt kontroversielt, og de ældste fans, der plejede at rocke en fitted Blue Yankee-cap uden skyggen af ironi, søger hovedrystende mod baren, mens teenagerne med bæltetaske og sorte Air Force Ones presser sig frem mod scenen med en ihærdighed, der får Tivolis sikkerhedsansvarlige til at tage en ekstra stor slurk af sin aftenkaffe, da 50 Cent spiller ’The Woo’. Grin du bare – Pop Smokes posthume Soundboks-hit fra 2020 kommer til at tage kegler blandt de yngre fans, der nu er blevet tæsket igennem en eftertrykkelig mængde 00’er-rap, som far kan lide den. De stivbenede traditionalister kan suge luft til den store finale.

Stemningen mellem generationerne letter, mens salige Nate Doggs omkvæd i ’21 Questions’ (2003) gør sommerluften tyk af potent skønsang blandt publikum. Og når 50 Cent har rappet ”I love you like a fat kid loves cake,” får de det, så mange af dem er kommet for at høre: ’In Da Club’ (2003).

Tre, måske fem raketter letter mod nattehimlen (der skal også være til resten af Europa-touren), kæresteparrene ude i siden råber ind i hinandens hoveder på dansk-newyorksk, at de kommer til at sippe Bacardi, som om det var deres fødselsdag. En fan i 30’erne, der fik billetter til 50 Cents koncert i Valby Hallen til sin konfirmation i 2003, har ladet en af de unge Pop Smoke-fans sidde på sin ryg. Oppe på scenen råber 50 Cent det sidste ord i hver sætning et toneleje for højt. Det bliver mørkt, og pludselig er aftenens hovedperson forduftet.

Var det så dét? Nej, det var det selvfølgelig ikke. Du-du-du-du-du-du plimrer dovent ud af højtalerne, og 50 Cent mosler tilbage ind på scenen til tonerne af ’P.I.M.P.’ (2003). Aftenen afrundes med det storladne og meget oplagte rulletekstnummer ’Window Shopper’ (2005). Og så vil det være, som det plejer at være med 50 Cent: Han har måske hakket, prustet og playbacket sig igennem aftenens sætliste. Men vi kan ikke være rigtig sure på ham.