Kanye klar til at droppe sit politiske engagement

Noget tyder på, at Mr. West har fået en åbenbaring af dimensioner, for nu meddeler han, at det er slut med kontroversielle politiske udmeldinger.

Kanye West siger, at han vil holde sig fra politiske udmeldinger
Offentliggjort

Mange vil hævde, at musikproduceren, rapperen og sneakers-kongen Kanye West har været ude på et mentalt sidespor, i hvert fald når det kommer til hans politiske overbevisning. Selvom vi kender Kanye West som en af tidens helt store provokatører, så har møder med Donald Trump i Det Hvide Hus, opsigtsvækkende udmeldinger på Twitter og billeder af rapperen med sin MAGA-hat fået selv de mest hårdkogte Kanye-fans til at betvivle hans hensigt.

Men nu skal det være slut. Kanye West har nemlig besluttet at stoppe med at råbe højt om sine mere eller mindre bestialske politiske overbevisninger. Det fortæller han os i en række af tweets, hvor han blandt andet understreger, at han støtter en mere fornuftig våbenpolitik, asylansøgere, som flygter fra krig og en fængselsreform. Til slut fortæller han, at han nu vil distancere sig selv fra politik og i stedet fokusere på at være kreativ.

Om dette exit fra politiske udmeldinger er helt permanent eller blot for en periode, melder Twitter endnu ikke noget om, men om ikke andet synes det at markere en u-vending i Kanye Wests værdier. Selvom man er et internationalt hip hop-ikon, kan man altså godt blive overbevist af fornuft.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kanye West, Twitter og Sociale medier