I den senere tid har vi oplevet, hvordan det simrende had på internettet er kogt over og har vist en hæslig side af det moderne menneske. ’X Factor’-deltagere får bunkevis af dybt upassende svinere på de sociale medier, mens kommentarsporene på avisernes online-udgaver må redigeres hårdt og Ekstra Bladets ’Nationen!’ helt lukkes ned.
Det virker som om, at de inderste (og grimmeste) tanker, der kan opstå på et splitsekund, bare skal sendes ud – med en fuldstændig mangel på interesse for at reflektere sit ansigt i noget, der er anderledes end én selv.
Men er ’et helt menneske’ ikke defineret ved, at det kan og bør spejle sig i andre for at forstå sig selv? Måske var det en idé at lade den glødende Facebook- eller Twitter-app køle lidt af og i stedet læse en klassiker, tidsånden lader til at have brug for.
For hvis der er ét klassisk værk, som formår at kombinere det indre og ydre liv, formår at fragte læseren om bag linjerne, er det britiske Virginia Woolfs roman ’Bølgerne’ fra 1931. På godt 200 sider fremskrives en række forvirrende følelser så rent, at det skvulper over inde i én. Som på side 59:
”Nu lader jeg igen som om jeg læser. Jeg løfter bogen op, så den næsten skjuler mine øjne. Men jeg kan ikke læse, når der er hestehandlere og blikkenslagere til stede. Jeg har ikke evner for at være indsmigrende. Jeg beundrer ikke den mand; han beundrer ikke mig.”
’Bølgerne’ følger en vennegruppes liv. Alle kæmper med de at definere, hvem de selv er, ja, de gør, hvad mange moderne mennesker også gør i dag: De skeler til andre, forsøger at læse sig selv ind i dem, men har undervejs frustrerende svært ved det. Her er hverken Facebook, Twitter eller Instagram, men alligevel iagttagelser og fornemmelser, som bliver påvirket af omgivelserne og måske – måske ikke – forandrer sig i mødet med dem.
På overfladen rækker persongalleriet ud mod andre, men som romanen skrider frem, fornemmer vi, at de mest af alt er bange for at falde ned i en personlig afgrund. Det er gennem tanker og følelser, vi hører historien. Et både viltert, næsten vildledende og fuldstændig vidunderligt greb.
I sit forfatterskab – der også tæller mesterværker som ’Til fyret’, ’Mrs. Dalloway’ og ’Orlando’ – skrev Woolf sig ind og ud af dette tema: Hvordan bringer man orden og mening i livsforvirringen? Hvem er jeg egentlig? Det kan ikke gøres mere sublimt end i ’Bølgerne’.
Her 90 år efter udgivelsen er romanen stadig et overdådigt eksempel på, hvordan man ælter sanseindtryk og tilfældige begivenheder til en form for mening. Som på side 110:
”Men nu brydes ringen. Nu flyder strømmen. Nu styrter vi af sted endnu hurtigere end før. Nu stiger de lidenskaber, som lå på lur dernede i det mørke vildnis, som gror på bunden, og dundrer mod os med deres bølger. Smerte og jalousi, misundelse og begær og noget, som er dybere end dette, stærkere end kærlighed og mere underjordisk. Handlingens stemme taler.”
Woolf, der i øvrigt både af politisk observans og i privaten var en radikal tænker, blev kendt for at være kvinden bag begrebet ’stream of consciousness’. Selvom nogen nok ville indvende, at James Joyce allerede opfandt dette med ’Ulysses’ i 1922, er Joyces storværk nærmere et stileksperiment krydret med liflig galskab. ’Bølgerne’ er mere nøgternt associerende, fyldt med indre realisme. Romanen er nærmest ikke andet end refleksioner og sansninger, der skyller ind over læseren. Den er om noget den strøm, titlen lægger op til. Vi ser, hvad romanens personer ser, vi hører det, de hører, vi nærmest tvinges til at sætte os i andres sted.
’Bølgerne’ er en protest imod, at virkeligheden kan gå op, imod at livet har et egentligt plot og er fyldt med lette løsninger. I Woolfs roman er en historie aldrig en fuldstændig fortælling, en holdning er noget, man tænker over, og alt kan påvirkes og flyttes, hvis man virkelig forsøger at forstå tilværelsen. Som her på side 132:
”Sov, sov, nynner jeg, hvad enten det er sommer eller vinter, maj eller november. Sov, synger jeg – jeg der er så umusikalsk og ikke hører anden musik end den landlige musik, når en hund gør, en klokke klemter eller vognhjul knaser i gruset. Jeg synger min sang ved ilden som en gammel konkylie, der mumler på stranden.”
Læs ’Bølgerne’ og se verden – både din indre og den omkring dig – i et mere nuanceret lys.
Du kan købe bogen lige her.
