Som ungt moderne menneske bruger jeg, ligesom de fleste, store mængder af tid på at labbe digitale såvel som fysiske kulturtilbud i mig, der er lette at tilgå og ikke kræver store mængder koncentration.
Spotify-algoritmen ’Discover Weekly’’ og videoer på YouTube, som er klippet i så et højt tempo, at det kan give de fleste i 40-årsalderen høj puls, er alle med til at ægge til det voldsomme tempo, der kræves for at være en del af vort samfund. Tilbuddene er nemme at tilgå og lige så nemme at slippe væk fra igen. Det skal gå stærkt, og der er ikke plads til spildtid.
Selv er jeg i midttyverne, og min egen generation er i allerhøjeste grad med til at bidrage til ugideligheden, som jeg mener, de hurtige tendenser medfører. Har din yndlingsmusikartist udgivet et nyt album, behøver du ikke trevle det igennem for at finde de største hits, men derimod kan du blot tjekke, hvad der streamer bedst en uge efter releasedatoen. Og hvis du heller ikke orker det, kommer streamingtjenesterne med deres egne bud på, hvad de tror, du vil bryde dig om at lytte til på daglig basis.
For mit eget vedkommende har algoritmerne, og det faktum at jeg gennem min favoritmusikstreamingtjeneste Spotify bliver fodret med den ene single efter den anden, været med til, at jeg ikke så ofte lytter til hele albums. Jeg er selv offer for de mange muligheder, og særligt lider min musikalske interesse under det, da jeg ikke tillader mig selv at opleve de universer, som mange musikartister mestrer at udforme gennem albums. Simpelthen fordi det er hurtigere overstået, hvis det kun drejer sig om en enkelt single.
Alting skal gå hurtigt, det meste overlades til tilfældigheder eller algoritmer, og så stilles der ingen krav til fordybelsen. Selv Lars Von Triers kontroversielle film ’Nymphomaniac’ er blevet forkortet fra sin oprindelige spilletid på omkring fire timer til sølle to timer, som du kan streame på Netflix.
På trods af de hurtige kulturtilbud, som særligt internettet præsenterer os for, er der dog stadig kulturelle oplevelser, der insisterer på at gå langsomt til værks.
Kunstmuseer er et eksempel på en kulturindustri, som nægter at gå på kompromis med tidens tendenser. Går du op i kunst, og vil du have noget ud af den kunst, som du betragter, når du fx går på Statens Museum for Kunst, er tiden, du investerer, en nødvendighed.
Kunsten har i store træk nægtet at omstille sig, og selvom det måske virker konservativt, er det faktisk også forfriskende, at man ikke har gjort udstillinger mindre eller lavet en forkortet udgave, som ’Nymphomaniac’.
De fleste marketingfolk vil nok være uenige i, at det gavner kulturtilbuddene at sætte tempoet ned, men selv synes jeg, at der er noget fascinerende over kunstmuseer, der med deres store lokaler, absolutte stilhed og krav om fordybelse har fået lov at bevare deres originalitet.
En af de måder, hvorpå jeg får mest ud af mine fridage, er ved at gå på kunstmuseum, og mange af mine søndage er blevet brugt på Copenhagen Contemporary, som er et af mine yndlingsmuseer i København. For mig er særligt stilheden et af de største trækplastre til at komme afsted, og det er faktisk, paradoksalt nok, enormt afslappende at være tvunget til at koncentrere sig om det maleri, fotografi eller den video, som man står og betragter.
Glemmer vi at fordybe os, er der også risiko for, at vi glemmer at gøre os umage. At tage tempoet ud af dagligdagen og give sig hen til det, der foregår for øjnene af os, samtidig med at vi tillader os at bruge koncentration på det, er der brug for i en tid, der ellers ikke tillader det.
At tage sig tid til at lytte et nyt album igennem fra ende til anden, gå på kunstmuseum eller noget helt tredje gør os klogere, styrker koncentrationsevnen og udvider som oftest vores egne horisonter. Og hvorfor er det så, at alting skal gå så stærkt, når de fleste af os jo egentlig deler den opfattelse?
Livet løber ingen steder, og derfor er der ingen grund til at forhaste det.
