Klumme: Hvorfor skal alting gå så stærkt?

Som ungt moderne menneske bruger jeg, ligesom de fleste, store mængder af tid på at labbe digitale såvel som fysiske kulturtilbud i mig, der er lette at tilgå og ikke kræver store mængder koncentration.

Spotify-algoritmen ’Discover Weekly’’ og videoer på YouTube, som er klippet i så et højt tempo, at det kan give de fleste i 40-årsalderen høj puls, er alle med til at ægge til det voldsomme tempo, der kræves for at være en del af vort samfund. Tilbuddene er nemme at tilgå og lige så nemme at slippe væk fra igen. Det skal gå stærkt, og der er ikke plads til spildtid.

Selv er jeg i midttyverne, og min egen generation er i allerhøjeste grad med til at bidrage til ugideligheden, som jeg mener, de hurtige tendenser medfører. Har din yndlingsmusikartist udgivet et nyt album, behøver du ikke trevle det igennem for at finde de største hits, men derimod kan du blot tjekke, hvad der streamer bedst en uge efter releasedatoen. Og hvis du heller ikke orker det, kommer streamingtjenesterne med deres egne bud på, hvad de tror, du vil bryde dig om at lytte til på daglig basis.

For mit eget vedkommende har algoritmerne, og det faktum at jeg gennem min favoritmusikstreamingtjeneste Spotify bliver fodret med den ene single efter den anden, været med til, at jeg ikke så ofte lytter til hele albums. Jeg er selv offer for de mange muligheder, og særligt lider min musikalske interesse under det, da jeg ikke tillader mig selv at opleve de universer, som mange musikartister mestrer at udforme gennem albums. Simpelthen fordi det er hurtigere overstået, hvis det kun drejer sig om en enkelt single.