Knud Brix: "Jeg hugger stadig til, hvis folk står til hug – men jeg har ikke den samme blodtørst længere"

Hvordan opstod idéen til ’Genstart’?

”Da Radio24syv lukkede, tænkte jeg, at nu skulle jeg være freelancer. Jeg var fri, nyligt fraskilt, far den ene uge, og den anden uge kunne jeg rejse til Afrika og udleve alle de drømmeprojekter, som jeg havde fortrængt i de 10 år, jeg havde arbejdet som politisk journalist på Christiansborg. Det var en skizofren tilværelse, som virkede fint i de uger, hvor jeg rejste for at følge en storvildtjæger på savannen eller for at lave radioreportager om jagt, og jeg var væk fra hverdagen og min skilsmisse. Men de uger, hvor jeg var hjemme, blev jeg underlig og sad i underbukser i min lejlighed. Efter et par måneder kom min gamle chef fra Radio24syv, Claus Cancel (nu redaktionschef på P1, red.) og spurgte, om jeg ville være vært på en nyhedspodcast hos DR. Jeg havde en idé om, at DR var et stort, støvet hus, hvor en som mig ikke ville passe ind. Men omvendt stod jeg og havde brug for et job. Vi fik et frihedsbrev til at lave, hvad vi ville, og jeg væltede lidt tilfældigt ind i et job, som jeg troede ville være halvkedeligt, men har vist sig at være noget af det sjoveste, jeg nogensinde har lavet.”

Programmet ligger stabilt i top-10 over de mest lyttede podcasts i Danmark. Hvad er det, I er lykkedes med?

”Jeg ved det faktisk ikke, for det startede som noget, jeg sagde modvilligt ja til, men som siden har fået 400.000 downloads om ugen. Derfor kommer det også bag på mig, og nu lyder det som en billig Oscar-takketale. Men måske er det enkelheden i, at det er én historie og én kilde, og at det ikke er et klinisk renset produkt, men et hvor der er plads til, at vi kan fejle, undre os og også gerne må give noget af os selv. Måske har folk også længtes lidt efter fortællingen i nyhedsjournalistikken. Og måske, helt banalt, betyder længden også noget – 20-30 minutter passer lige til cykelturen på vej til arbejde eller ind til Panum Instituttet.”

Hvorfor blev du journalist?

”I et tankeløst forsøg på at træde i min families fodspor begyndte jeg efter gymnasiet at læse økonomi på Handelshøjskolen i Aarhus. Det gjorde min storebror også, og det havde min far og min farfar gjort før ham. Men jeg røvkedede mig og endte med at droppe ud. Hele min ungdom havde jeg følt en stor udlængsel, og dét, der virkelig optog mig, var at rejse. Jeg havde været alene i Paris som 16-årig, jeg havde blaffet til Spanien, og jeg surfede i Indonesien. Samtidig havde jeg hørt det gamle mundheld, at journalistik kunne føre til hvad som helst, hvis bare man kom fra det i tide. DR-journalisten Christian Wohlert var en ven af familien, og han havde både rejst i Brasilien, hængt ud med forfatteren Henrik Stangerup, som var en af mine store helte, og været tour manager for Rod Stewart. Sådan ville jeg også være, tænkte jeg.”

Hvor kommer din udlængsel fra?

”Jeg tror, jeg har en medfødt rastløshed, som blev forstærket af at vokse op i Juelsminde, en lille badeby i Østjylland. Vi boede ude i skoven på en gammel vandmølle, og der skete ingenting, hvis ikke man selv gjorde noget. Det er lidt en kliché, men i stedet fik jeg verden ind gennem fortællinger og litteratur. Vi havde et isbjørneskind i stuen, hvor jeg lå med min far, mens han fortalte om polarforskere og opdagelsesrejsende som Knud Rasmussen og Peter Freuchen, og jeg elskede at læse Jørgen Riels skrøner om Grønland. Da jeg blev ældre, ville jeg også ud at se verden. Mens jeg læste på Journalisthøjskolen, kom jeg i praktik på et mediebureau i Thailand, og senere tog jeg som helt ung reporter til Irak, hvor jeg bildte mig selv ind, at formålet var at dække vigtige historier fra en uretfærdig krig. Men sandheden var, at min drivkraft var et narcissistisk ønske om at udsætte mig selv for fare for at realisere mig selv og mærke, at jeg var i live. Jeg længtes efter kaos og usikkerhed, og Freud ville sikkert sige, at det var en reaktion på, at min barndom havde været så tryg.”

I stedet endte du som politisk journalist på Christiansborg?

”Ja, der gik ikke længe, før min daværende kone sagde til mig, at hvis vi skulle have børn, måtte det stoppe. Det var nok godt, for jeg var endt som en dårlig karikatur af en krigskorrespondent, der sidder på et hotel i Libanon med en halvsløj whisky og fortæller de samme gamle røverhistorier om og om igen. Men dengang følte jeg, at det var uretfærdigt, at jeg måtte opgive den adrenalinrus, jeg følte, når jeg var i Bagdad eller Basra. Det tætteste, jeg kunne komme på at få det kick herhjemme, et sted, hvor der var slagsmål og noget på spil, var Christiansborg, hvor jeg også havde været som journalistpraktikant på Jyllands-Posten. Jeg var god til det, fordi jeg var så forbandet konkurrencepræget, at jeg ville være først med, hvad en eller anden udvalgsformand havde sagt til et skatteudvalgsmøde. Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad det handlede om, jeg ville bare være først, jeg ville slå hårdest, og jeg ville se blod. Det gjorde mig enormt kynisk, og efter 10 år fik jeg nok. Måske et par år for sent.”

På vej ud nåede du at udgive digtsamlingen ’Natfolden’ om livet på Christiansborg. Hvad fik dig til at skrive den?

”Jeg tror, det var et forsøg på at rense mig selv for kynismen. Jeg var blevet en tom skal fuld af selvbedrag og selvhad. Dengang kunne jeg ikke se det, men jeg længtes efter at underskrive min egen fyreseddel, og det endte digtene på en måde også med at blive. De trak på mine erfaringer som Christiansborg-reporter, en masse mennesker mistænkte dem for at være baseret på virkelige hændelser, og nogle blev sure – jeg kan blandt andet huske, at Jakob Ellemann sagde til B.T., at jeg burde have klippet mit pressekort. Det var helt utroligt, at jeg ikke blev fyret fra TV 2 News, men Anders Langballe (daværende politisk redaktør på TV 2 Nyhederne, red.) gik langt for at forsvare mig, og jeg fik lov til at blive, indtil jeg et år senere rykkede videre til Radio24syv, som var arnested for alle de umuliusser, som jeg nok også selv var blevet en af.”

Hvor stammer din interesse for poesi fra?

”Jeg er på ingen måde religiøs, og jeg kommer ikke fra et religiøst hjem, men som barn blev jeg af og til tvunget i kirke, og jeg gik til spejder, hvor vi også sang salmer. Der var noget i Brorson og Grundtvigs tekster, måske en banal sentimentalitet, som inspirerede mig til selv at skrive digte som 11-årig. Jeg fandt dem for nylig, da jeg skulle rydde ud i kælderen efter min skilsmisse, ’Knuds digte 1991’ stod der på kassen. I dem mimer jeg næsten salmerne; det hele er noget med skov og vang, som rimer på sang og så videre. Det fortsatte i gymnasiet, hvor vi læste F.P. Jac og Per Højholt, men jeg turde ikke rigtig stå ved mine digte, så i stedet afleverede jeg dem anonymt i min dansklærers dueslag, underskrevet ’Victor’. Et par dage senere lå de der igen med hans noter og kritik, og jeg sneg mig med bankende hjerte op og hentede dem uden at blive set. Da jeg udgav ’Natfolden’, sendte jeg den til ham og afslørede, at det var mig, der var Victor, hvortil han svarede, at det vidste han da godt.”

I 2019 tog du til Liberia for at følge massemorderen Joshua Blahyi. Hvorfor?

”I et anfald af akademisk mindreværd var jeg begyndt at læse Afrikastudier på Københavns Universitet ved siden af mit arbejde. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det bare var, fordi jeg var nysgerrig, men det ville være løgn. Jeg havde rejst meget i Afrika, men jeg vidste ikke en skid om det – jeg følte i det hele taget, at jeg ikke vidste en skid om noget, og at alle mine venner var klogere end mig. På studiet havde jeg en professor ved navn Bjørn Møller, som elskede at fortælle røverhistorier om afrikanske krigsherrer og diktatorer. En af dem var Joshua Blahyi, som bliver kaldt General Butt Naked, fordi han drog nøgen i krig under den liberiske borgerkrig i 90’erne. Jeg begyndte at følge Joshua, der i dag er præst, på de sociale medier, og da jeg kunne se, at Radio24syv stod til et dødskys, og jeg var midt i en eksistentiel krise efter min skilsmisse, greb jeg til mit gamle trick: At rejse ud til armod og fare, fordi jeg bildte mig selv ind, at det så ville hele mig eller i det mindste gøre mig i stand til at mærke mig selv.”

Hvordan kom du tæt på ham?

”Jeg skrev til ham på Facebook, og han svarede, at jeg bare kunne komme derned. Inden jeg tog af sted, var jeg enormt angst, men da jeg først stod dernede i kaosset, blev den fortrængt. Joshua er sociopat og en ypperlig demagog, og han forførte mig, så jeg til sidst tænkte: ’Man kan åbenbart godt slå 20.000 mennesker ihjel og stadig være en flink fyr.’ Jeg var der i syv-otte dage sammen med ham og hans lille entourage af stofmisbrugere, mordere og tidligere børnesoldater. Men den sidste nat, hvor jeg troede, at jeg skulle trække bukserne af ham og afsløre hans hykleri – en tidligere massemorder, der aldrig er blevet straffet for sine handlinger, men nu prædikede forsoning – gik jeg i opløsning som journalist. Uanset hvordan jeg angreb ham, holdt han bare fast i, at han havde bekendt sig til Jesus og angret sine handlinger. Der var ingen bukser at trække af, han var stadig Butt Naked.”

Du bruger gerne dine weekender på at gå på jagt. Har du altid gjort det?

”Jeg faldt i jægergryden som lille, kan man sige. I fem generationer har alle i min familie været jægere, både mænd og kvinder. Men jeg blev skoldet dengang, dels fordi jeg ikke kunne lide blod og syntes, at det var synd for dyrene, dels fordi jeg blev skudt i røven, da jeg var 10 år gammel. Sammen med det sædvanlige hold af familie og naboer var jeg på jagt efter råvildt i Juelsminde. Klapjagt med haglgevær, hvor man står på linje i en skyttekæde, og vildtet drives ind gennem kæden. Reglen er, at man først må skyde, når vildtet har passeret kæden, men i et anfald af blodfeber, eller hvad ved jeg, trykkede naboskytten for tidligt af."

"Jeg kiggede lige ind i løbet, men haglene rikochetterede, og min farfar greb mig og trak mig ind foran sig. Han tog 90 procent af haglsværmen i sin støvle og i sit lår, mens et enkelt ramte mig i ballen. Min farfar sagde ikke en lyd, mens jeg skreg som en stukket gris. Jeg troede, jeg skulle dø, og det næste, jeg kan huske, er, at jeg lå på maven på mine forældres marmorbor med bukserne nede om knæene. Rundt om mig stod alle jægerne og lyste på mine baller med en lampe. Det viste sig, at haglet kun lige havde perforeret huden, og dermed blev jeg afsløret som den lille skrigeunge, jeg var. I lang tid betød den oplevelse, at jeg var splittet mellem ikke at bryde mig om selve jagten og at dræbe dyr og så det mandlige fællesskab, der også var i jagt, som jeg elskede – men som jeg ikke følte mig god nok til, fordi min storebror og mine fætre var langt bedre jægere, end jeg var.”

Alligevel er du vendt tilbage til jagten?

”Jeg husker ikke præcis hvornår, men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at selvom jeg manglede det tålmod, en god jæger skal have, var jeg en ganske god skytte. Jeg kunne skyde mus og rotter med luftbøsse, harer med salonriffel og senere bukke med jagtriffel. Først var det vel anerkendelsen, jeg fik, når jeg ramte, jeg kunne lide, men med årene har jeg opbygget en ægte glæde ved jagten og ved at slå et dyr ihjel.”

Hvad får du ud af det?

”Det er jo lidt skamfuldt og tabubelagt, men jeg tror, det giver mig en følelse af magt og en udløsning af noget voldeligt, som ligger et eller andet sted dybt i mennesket. Jeg er ikke pervers, for jeg ønsker ikke at se et dyr lide, jeg har ikke siddet som barn og trukket benene af en edderkop, og efter forløsningen føler jeg ofte en stor sorg over at have taget et liv. Og det er jo både paradoksalt og hyklerisk, for det er mig selv, der lige har slået dyret ihjel. Hykleri har altid interesseret mig, ikke mindst mit eget, og der ligger et stort hykleri i den måde, mennesker omgås dyr. Min egen private lommeteori er, at det går galt med Disneys ’Bambi’ fra 1942, fordi vi besjæler dyret med menneskelige følelser og dermed får et forkvaklet forhold til det, så vi på den ene side kan være ved at dø over en hundehvalp på YouTube og samtidig gå ned i supermarkedet og købe en mishandlet lørdagskylling uden at blinke.”

Jeg har læst, at du er begyndt at tage motorcykelkørekort. Hvorfor?

”Jeg har kørt meget på motorcykel i Sydøstasien, men jeg har aldrig haft kortet, først fordi min mor sagde, det var for farligt, og siden fordi min ekskone sagde, det var for farligt. Men sidste vinter besluttede jeg mig for at tage motorcykelkørekort som en kroning af min 40-års krise. Jeg bestod teoriprøven, men dumpede den praktiske prøve, så kom corona, og nu kan jeg først komme op igen til foråret. Måske er det guderne, der prøver at fortælle mig, at jeg skal lade være, fordi jeg er for vild eller for dårlig til det, men jeg har tænkt mig at prøve igen.”

Er du kommet igennem 40-års-krisen nu?

”Da jeg på én gang mistede mit ægteskab og prøvede at miste mit job for første gang, følte jeg mig tom og ligegyldig. Men for mig var der en læring i at smage på håbløsheden, i at gå fra at sidde i mine underbukser derhjemme og tro, at alt var slut; at jeg aldrig ville møde nogen igen, til at snuble helt tilfældigt ind i en succes som ’Genstart’ og finde kærligheden på ny. ’Genstart’ er udfordrende på en anden måde, end hvad jeg har lavet tidligere. Og det passer måske bedre til, at jeg har rundet 40 år og 90 kilo og ikke løber helt lige så stærkt, som jeg gjorde engang. Nogle af mine gamle kolleger fra radioen vil nok sige, at ’Genstart’ er et slapt instrument, at jeg, som altid huggede til kilderne uden at tøve, har mistet min skarphed, og til det må jeg bare sige: ’Ja. Jeg hugger stadig til, hvis folk står til hug – men jeg har ikke den samme blodtørst længere.’”