DET ER MED rosinrynkede fingre, jeg skriver disse ord – de har været en længere tur under den varme hane som reaktion på, at jeg har tilbragt en lørdag aften i slutningen af oktober på at være i biografen, men ikke i hvilken som helst biograf: Jeg har været i Himmelbio, en udendørsbiograf beliggende ovenpå Cinemateket i det indre København med plads til 127 mennesker.
Hvorfor har jeg det?
Fordi de viste ’Die Hard’, som jeg aldrig har set, fordi jeg ingen lørdagsaftenplaner havde og, nå ja, for at støtte Det Dansk Filminstitut, der befinder sig i en … skal vi sige økonomisk kattepine?
Årsagen til denne økonomiske kattepine er netop Filmtaget: en tagterrasse på godt og vel 1.700 kvadratmeter på toppen af Cinemateket i Indre København, der, udover den udendørs biograf, selvfølgelig tæller en Meyers-restaurant, en legeplads og diverse udstillinger, der har med dansk film at gøre.
Det er Det Danske Filminstitut, en statslig institution under Kulturministeriet, der har til formål at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark, der står bag projektet på toppen af deres hovedsæde, hvilket har forårsaget dem ikke så få problemer.
Allerførst har vi forsinkelsesspørgsmålet: Filmtaget skulle have været klar i 2021, men det kunne først slå dørene op i 2024. Men sådan er livet jo nu engang her i København, ting bliver forsinkede, og der kommer altid en sporvogn og en pige til.
Så kom budgetoverskridelserne. 38,4 millioner kroner var der sat af til projektet, det endte med en regning på 150 millioner kroner, kunne Ekstra Bladet berette i september. Ærgerligt, men hvem havde da også regnet med, at man kunne etablere en fed tagterrasse med en Meyers-restaurant for samme pris som 2.500 jetjagerspidse?
Budgetoverskridelser har ført til, at kulturministeren nu er blevet kaldt i samråd om sagen.
Så måtte man afskedige et par medarbejdere, naturligvis. I april – fire måneder før filmtaget åbnede – nedlagde man fem faste stillinger. Og nu er det altså kommet frem, at Det Dansk Filminstitut skal fyre yderligere 12 medarbejdere som led i en række besparelser, hvilke blandt andet skyldes de økonomiske problemer, der er kommet på bagkant af etableringen.
Ja, for at styrke økonomien i 2025, skal der helt konkret spares 7 millioner kroner, hvoraf 2,5 skal være et forsøg på et plaster på den hullede båd, der er denne tagterrasse.
En hullet båd, jeg nu vil se an.
FORUDEN ALT DET andet er der på terrassen mange folk fra Jylland og en strandet ballongynge, som jeg nærmer mig, fordi jeg kan høre, at den spiller ’Forelsket i København’ fra filmen af samme navn. Da jeg sætter mig i ballongyngen, vælger højttalerne at skifte til ’Susan Himmelblå’, så jeg rejser mig igen.
En af udstillingerne handler om stumfilm, og man kan få lov til at lægge lyd til sin egen og downloade den efterfølgende. Lyden består i, at man skal trykke på en knap, hvis man godt vil have ’badum’-lyde, en anden hvis der skal være ’batisch’-lyde. Jeg trykker meget på ’tsch’-lyden, så det lyder hele tiden som om, de slår hinanden.
En anden udstilling handler om dokumentarfilm, og på en skærm vises ’Ekstra Bladet: uden for citat’, der handler om et medie, der har været noget kritiske i deres dækning af dette projekt. Skandalebiograf, kalder de det. Og så skriver de, at Meyers serverer megaloman mad.
En tredje udstilling handler om komik, og her vises klip fra ’Ditte og Louise’, hvor komikken er, at den ene har klædt sig ud som en mand.
Ser man bort fra Meyers, er der to forskellige udskænkningssteder oppe på taget, der har det til fælles, at de begge har lukket. På det ene lukkede steds menukort er der et stort, fedt kryds over alle de drikke, der er varme.
’DIE HARD’ ER SAT til at begynde 18.30.
Filmene vises på en LED-skræm, så de er i ok ringe kvalitet, men kan både opleves middag og aften.
Der er markiser og sidegardiner, der benyttes efter vind og vejr. Den ene side køres ned, den direkte ud til gården får lov til at stå åben.
Det er tåget, overskyet og lige omkring 12 grader.
”Vi har valgt at lade halvdelen af taget stå åbent – det er jo himmelbio,” siger en medarbejder, hvilket får folk til at småhuje. Vi er i omegnen af 25 mennesker. Hjemmefra kunne jeg se, der var en del flere, der havde reserveret pladser.
Samme medarbejder kommer ’ind’ i biografen med tæpper. Der, hvor der i en normal biograf ville være børnesæder, er der her tæpper.
”Af bitter erfaring ved jeg, at det altså bliver koldt. Så tag hellere et tæppe til.”
Folk er generelt rimeligt godt klædt på.
”Der er en, der har prøvet det før,” siger en bag mig, da en kvinde kommer gående i en dynejakke.
Hende min genbo har taget et hæklet tæppe med hjemmefra og sidder derudover med et af de fleecetæpper, vi alle sammen har taget til os, og er iklædt en vinterjakke og vanter.
”Hvis først man begynder at fryse, går det galt. Jeg var her i august, og der havde jeg også den her jakke på. Det blev jeg glad for,” siger hun.
Foran mig sidder tre udvekslingsstuderende med huer, tørklæder, der omfavner deres hoveder, tykke jakker og tæpper.
Jeg har følgende på: en uldsweater, en ’Bayport’-jakke, jeans, løbestrømper, loafers og et Barbour-tørklæde. Og så sidder jeg omfavnet af fleecetæppet.
Nu tændes skærmen, og der spilles en trailer: en trailer for Himmelbio, altså det vi sidder til lige nu. Vi sidder og ser en trailer for det, vi befinder os til.
Dem lige foran mig sidder og tager selfies på Snapchat.
To rækker foran sidder en og drikker en iskold fadøl.
Her er ingen popcorn. Ingen sodavand. Det eneste, folk spiser, er drikkeglas fyldt med nødder.
Jeg ånder. Kan se min ånde. Så tager jeg mine fingre op og lader, som om jeg ryger cigaretter, mens Bruce Willis laver et eller andet på skærmen.
Da de onde trænger ind i bygningen, trækker jeg mine hænder op i mine armhuler.
Da de onde skyder chefen for det hele, begynder det at småblæse.
Da politiet ankommer, går dem ved siden af mig.
Da politiet planlægger at trænge ind, begynder nogen nede i gården at smide glasflasker ud.
Da Bruce Willis siger til sin makker, at han skal fortælle hans kone alle mulige ting, kan jeg ikke længere mærke mine tæer.
Da Bruce Willis får en åbenbaring, begynder nogen nede i gården at snakke.
Da helikopterne kommer, kulderyster jeg.
”Nå, så skal vi lige få styr på, hvilke tæpper, der er vores,” siger genboen, da det alligevel blev jul.
’Die Hard’ er en julefilm, men bestemt ikke en film, man bør se i juletiden. I hvert fald ikke i Himmelbio.
