En umiskendelig duft af nytårsaften breder sig i lokalet, og et nonneoptog finder vej gennem Panamas neonoplyste labyrint. Nonnernes uniform er lårkort og med dyb udskæring, og ved siden af deres ærbødige nonnetørklæde bærer de litervis af Moët og stjernekastere på skuldrene. De blinker ikke, mens de går strækmarch gennem klubben.
Optoget efterfølges af Patrick Peitszch, ejeren af Panama, der med solbriller og afbleget slikhår ankommer til champagneåbningen ledsaget af en dramatisk dommedagsmelodi. Nonnerne gør holdt ved et af bordene i +10.000 klassen. De knæler, mens gnisterne fra stjernekasterne slår om hovederne på dem. Patrick Peitszch møver sig gennem mængden og lægger an til poppe flaskerne.
Folk forlader dansegulvet og strækker hals for at se, hvad Peitszch og nonnerne gør ved magnumflaskerne – og ikke mindst, hvem der har købt dem. Hele klubben skal se, at der er et dankort, der gløder i en eller andens lomme lige præcis nu.
Annonse
Indehaveren af Panama Patrick Peitzsch til venstre.
Da den succesfulde rave-klub Jupiter, der var kendt for romerske bade med halvnøgne kvinder, selvlysende gin and tonics og lattergaspatroner, lukkede i februar, gik Patrick Peitszch og kompagnonen Anthon Louis Madsen hver til sit. Makkerparret blev omtalt som Københavns unge klubløver, men i juni hoppede Anthon Louis Madsen over i Remees arme og blev medejer af Arch, og nu har Patrick Peitzsch så gået den modsatte vej og åbnet sit eget sted i den ene ende af Palads på Axeltorv.
I et halvt år har Patrick Peitszch teaset for åbningen af Panama. På snapchat, Facebook og Instagram har folk fulgt med i udviklingen af Københavns nyeste klub og ’internationale oase’. Peitszch er inspireret af Alice i eventyrland og lægger på sin hjemmeside op til, at det skal føles som at dumpe ned i kaninhullets vanvid.
I dag er levevilkåret for en natklub, at det skal være højere og vildere end hos forgængeren, hvis det københavnske klubpublikum skal mættes.
Det er det nye, folk hæfter sig ved. For de keder sig, klubfolket. København er ensformig, og klubbranchen er flygtig. Det er med at bevæge sig videre, inden jetsettet keder sig, forklarer en gruppe 18-årige fyre fra Herlufsholm i køen til Panama.
”Vi skal prøve noget nyt, jo. Vi plejer at tage i byen i Cannes. Og Patrick Peitszch prøver noget nyt. Han kommer fra bunden. Altså Ballerup. Og så har han kæmpet sig op,” siger den ene ven. Jeg drister mig til at spørge om, hvad der så skal til, førend noget er fedt. Og en anden ven i flokken svarer prompte:
Annonse
”Det handler kun om penge. Så længe vi bruger nok penge, så har vi det fedt.”
Natklubbernes levetid er som regel kort, og der er flere teorier om årsagerne hertil. Nogle mener, at de alle sammen ligner hinanden. Andre at ejerne kun lukker deres venner ind og giver for mange cocktails på husets regning. Andre igen at der ikke kommer nok gæster.
Men denne sommers uendelige regnvejr har været akkompagneret af en række knopskydninger af københavnske natklubber. Arche, Bisou, Chateau Motel og nu også Panama. Det er en intern magtkamp om, hvad der er absolut fedest lige nu. Nogen taler sågar om ’klubkrigen’.
19-årige Joakim i blåt jakkesæt, lædersko, pocketsquare og tilbagestrøget hår skal ind og teste, om Panama kan leve op til hypen, eller om det bare ligner alle de andre steder i København.
”De bliver nødt til at være lidt på kanten, ligesom Sunday hvor de havde hængt dværge op på væggene, havde lavet glory-holes på toiletterne. Jeg ved ikke, om det er fedt, men det gør hvert fald, at folk taler om det. Du bliver nødt til at tilbyde noget, de andre ikke har,” fortæller han.
”For vores målgruppe er det sjovt. Det er flamboyant, og det er over stregen.”
”He’s scary that thing,” siger en rumænsk flaskesamler iført grå sweatpants og en mokaï-hat og peger på dørmanden i jernindhegningen foran Panama. Han er minimum to meter høj, en meter bred og bærer fuld militæruniform. ”What have you eaten in your life!?” råber han efter ham.
Annonse
Han tager dybt sug af sin cigaret og spørger om, hvad militæret egentlig laver på natklub? Der er velsagtens tale om ’making an appearance’, prøver jeg at forklare. Og den kæmpe militærmand ved ikke, hvorfor han har militærtøj på.
”Jeg ved det ikke. Det er bare stedet, der har bestemt det jo,” siger han og kigger ned ad sig selv, mens han spørgende løfter armene ud til siden.
Skiltet ovenover indgangen til Panama er sort i sort skrevet med nærmest flydende bogstaver, der smelter ind i hinanden. ”Der er ingen, der kan læse det skilt,” postulerer rumæneren og begynder at teste forbipasserende. ”Undskyld, kan I fortælle mig, hvad der står på det skilt?” spørger han, og to jyske turister erkender, at de ikke aner, hvad der står.
Men det er en del af konceptet at holde mystikken intakt. Det skal føles som en virkelighedsflugt, når du træder ind i Panamas dunkle lokaler og følger trappen ned til et otium af fest og sprut, der aldrig hører op. Inden for bliver de sorte vægge kun oplyst af spejl, der viser frem til trappen, som fører ned i kaninhullet.
For foden af trappen breder kæmpe skaktern sig over gulvet, mens kunstige slyngplanter snirkler sig op ad væggen og ind i mellem flaskerne i baren. Neonlys i forskellige farver deler klubben ind i zoner, og ved siden af baren er der en psykedelisk spiral på en skærm, der vist nok skal lede tankerne hen på kaninhullet i Alice i eventyrland.
Rundt omkring dansegulvet er der små indhak i væggene kun akkurat med plads til et bord. Indhakkene har forskellige farver og temaer. I et af indhakkene er der malet nogle tandhjul på en sponplade. I et andet indhak er loftet plastret til med hvidt silkepapir. Det skal vist ligne bomuldsskyer.
Patrick Peitszch lægger heller ikke skjul på, at det er en klub for de rige og for de smukke. På Panamas hjemmeside reklamerer Peitszch selv for sine pickers, penge og eksklusivitet. I Panamas kaninhul kan du flirte med den nøje udvalgte creme de la creme af det københavnske natteliv; intet andet slipper ind.
Drengene skal have penge, og pigerne skal være lækre iklædt meget lidt tøj. Det er hvert fald den udlægning, jeg får af en af Herlufdrengene fra køen:
”Pickers er aldrig noget problem for os. De er meget rettet mod pigen og dikterer, at de skal have noget bestemt tøj. Det er det, størstedelen af det går ud på, tror jeg. Pigerne skal have et bestemt stykke tøj på, når de går ind på klubber. For drenge handler det bare om penge – hvem der kan vise sig mest.”
Medlemskortet sikrer dig en plads i Panamas lokaler, og angiveligt kan du købe et for den nette sum af en million kroner. Det lykkes mig ikke at finde nogen, der har investeret i det helt dyre kort, men til gengæld har herlufsholmdrengene smidt 11.000 kroner efter et bord i Panamas epicenter. Lige ud til dansegulvet og DJ-pulten. Det vil sige med vuggende bryster og vodka inden for en armslængde.
Som Patrick Peitzsch har lovet, så er DJ’ens spilleliste i sandhed omsiggribende. Vi går fra funk, til R’n’B til trance i løbet af ingen tid. Trancemusikken lokker det unge publikum og fylder dansegulvet med en sang, der bruger tre minutter på at bygge op til droppet. Folk står med deres mobiltelefoner i vejret for at være klar til at forevige det nært forestående klimaks. Og da det endelig kommer, hopper dansegulvet nærmest simultant, og en konfettikanon går i luften, og firkantede stykker af guldplastic drysser ned over folk.
Earth, Wind & Fire bliver til Drake, og så går folk helt amok. Det passer ligesom bedre til generationen, der danser rundt om de lysende vodkaflaske, mens de militærklædte sikkerhedsfolk står på hvert et hjørne.
Der er uendeligt mange jakkesæt, pocketsquares, sejlersko, Chanel-tasker, trøjer, hvor ærmerne er forenet i en knude om halsen, Rolex-ure og andre flash-værdige ting både i baren og på dansegulvet. Den ældste, jeg taler med, er 21 år. Lige på nær en enkelt mand, der spørger, om jeg ikke nok kan skrive, at der altså også er folk over 40, der kan lide at gå på klub.
Publikummet er unge mennesker pakket ind i klæder, man som oftest ser på en 50-årig mand fra Rungsted, der er på vej til golf. Nogen vil sige, at det har sin naturlige forklaring, da snakken går på, at der er blevet lavet målrettet reklame på Herlufsholm, Øregård og Gammel Hellerup Gymnasium.
Gulvet flyder med tomme glas og udtrådt, sort konfetti, der vist nok engang var guld, da det blev skudt af over de dansende gæster. Konfettiens glamour er ligeså forbigående som klubgængernes fascination. Men i nat er dansegulvet konstant fyldt op.
Bag ved en fyr, der skænker af en vodkaflaske, danser Herlufdrengene fra køen alene på deres 11.000 kroners-bord med lukkede øjne, og arme der peger op i luften, mens de råber: ”Bitch, I’ll make you famous,” fra deres plateau ud over dansegulvet. Vodka er vievand på disse kanter.
Deres blikke er lange, og deres tykke vokstotter af hår er gledet fremad i panden i takt med vodkaindtaget. Nok er det ikke Cannes, men de ligner nogen, der har en mægtig fest.
Der lugter som dagen efter en fest, hvor øllet og vodkaen er groet ind gulvbrædderne, og vinduerne endnu ikke er blevet åbnede. Der er omtrent hundrede grader hernede, og der er en evig strøm fra kaninhullet og op ad trappen. Folk skal ånde, inden de kan drikke og danse videre.
”Vi skal lige have fikset airconditionen til i morgen. Måske bare lige en halv grad, ikke?” siger en bartender undskyldende til mig.
Rygtet om den altopslugende hede må have spredt sig til folk uden for sprutoasen, for flere piger ankommer nu til klubben med kinesiske vifter, der skal holde svedperlerne fra overlæben og håret fra at klistre til de nøgne skuldre og rygge.
På vej ud til toilettet støder jeg ind i Patrick Peitszch. Han smiler bag solbrillerne og giver mig et klap på ryggen. Han håber, vi nyder festen. Men så er han også videre. ”Jeg giver ikke interviews, når jeg er fuld,” siger han.
Vejen til herre- og dametoilettet er adskilt af et dobbeltsidet spejl, der kun er oplyst af store hvide bloklys. Man tror, der er enorm kø til toilettet, men det er kun, fordi en flok piger danner en prop. ”Vi SKAL have et squadbillede i aften, girls!” Venindeflokken stiller sig i formation, skyder hoften til side og spidser læberne, indtil blitzen blænder.
Inde hos damerne er vægge og båse malet helt babylyserøde. En dør åbner sig, og det bliver min tur. En pige og en fyr kommer ud hånd i hånd. Spejlene over kummen er fulkommen duggede til, da jeg kommer ind.
Uden for døren snakker et sæt veninder om at kneppe med Oliver Bjerrehus. ”Hvornår kan man tillade sig at hoppe på hans søn?” spørger den ene den anden. Sønnens mor er angiveligt en ”cunt”, men hun har nu engang givet sønnen lækre læber.
Herluffernes selskab er efterhånden gået i opløsning, men jeg møder den ene på dansegulvet. ”Det er så fedt,” siger han med opspilede øjne, der er ved at falde ud af ansigtet på ham og en kæmpe vodkaflaske i hånden.
Folk går ægte amok herinde. Det er som at være til en kæmpe temafest på gymnasiet. Og gymnasievibrationerne er ikke nødvendigvis dårlige. Flere gæster siger, at det ikke er ligeså poleret, som de troede ud fra hypen. At det netop er hvad, der mangler i indre by. En smadrefest, hvor man kan være svedig og danse uhæmmet.
I garderoben får en flok fyre langet deres tweedjakker over disken, mens jeg venter på min tur. Jeg følger med tweedjakkerne ud og spørger dem, om der er fedt på Panama.
”Nej, for nu er jeg der ikke længere, skat,” svarer den ene og forsvinder med sin ven Frank, der bærer et helt jakkesæt af ’showbizztern’, som de ynder at kalde det. En pige tisser op ad den lyserøde biograf, mens bremserne på togene ved Vesterport skriger, og kæresten holder vagt.
Mandag morgen melder Peitszch per mail om en superfin åbningsweekend, og at der i øvrigt er taget hånd om airconditionen.
