Blandt mine venner, familie og kollegaer er det ikke nogen hemmelighed, at jeg er en ivrig bygænger. Der sker noget, når byen bliver mørk, og folk lusker ind på natklubberne for at svinge en hofte og drikke en ringe Gin og tonic. Det er den ultimative eskapisme fra hverdagens trummerum, og jeg følger med.
’Konge om natten, konge om dagen’ gælder dog ikke så ofte hos mig mere. I nogle år var jeg ellers fredet fra tømmermændenes klamme greb, men jeg kan ikke længere løbe fra tiden, og de er desværre efterhånden blevet en fast del af mine lørdage.
Tømmermændene kan være til at kapere, hvis man blot har planlagt en dag med Blu-ray og peanuts på divaneseren, men det bliver straks en anden sag, hvis man har lovet sig selv væk til endnu et vådt selskab, hvilket jeg stadig er dum nok til at gøre i ny og næ.
Derfor har jeg gennem årene udviklet en ’rutine’, der kan gøre mig klar til at køre stifter ned for anden dag i streg. For en god ordens skyld må jeg understrege, at der intet biologisk bevis er for, at den virker – kun anekdotisk viden fra mig selv og mine venner, der efterhånden også tyer til den.
’Formlen’ er som følger: På et tidspunkt i løbet af dagen, hvor du har tømmermænd, skal du spise noget salt mad og tage en lille gåtur. Lad os så sige, at du har et rendezvous klokken 18 med tre venner på den lokale. Klokken 16 tager du en lur på en time. Den kan vise sig afgørende, når du står og plukker æbler 10 timer senere.
Når vækkeuret ringer – husk at sætte det, ellers vågner du aldrig – drikker du et glas med to Treo-tabletter i. Har du tilfældigvis en Powerade eller en Vitamin Well ’Awake’, kører du den ned ved siden af.
Herefter er det vigtigt at få renset ud i systemet. Der skal sættes noget musik på, og her må det gerne være noget, der får dig lidt op i gear. Så tænder du for bruseren, og du har forhåbentligt to kolde øl i køleskabet fra dagen før, som du tager med dig ud i badet. Den første øl er selvfølgelig den værste, så den skal bare ned i en helvedes fart. Den anden nyder du, mens du lige får styr på mindsettet. Der er ikke noget mere tyngende for et selskab end folk, der ankommer og klager over deres tømmermænd.
Når du er færdig med badet og har drukket de to øl, klæder du dig godt på, tager et par øjendråber og går veloplagt ud ad døren. Du er nu klar til at være konge om natten. Endnu engang.