Iåbningsscenen af Wes Andersons ’The Life Aquatic with Steve Zissou’ ser vi premieren af oceanografen Steve Zissous nyeste dokumentar, ’The Jaguar Shark (part 1)’.
Dokumentaren følger hans seneste ekspedition til Atlanterhavet, der desværre går galt, da en endnu-ikke-opdaget 10 meter lang hajlignende, plettet fisk, Zissou titulerer ’jaguar shark’, spiser hans ven.
Da premieren er slut, forklarer Zissou, at hans næste dokumentar vil følge missionen på at lokalisere det unikke dyr for forhåbentligt at dræbe det.
”That’s an endangered species at most. What would be the scientific purpose of killing it?” spørger en i publikum, til hvilket Zissou kortfattet svarer:
”Revenge.”
Jeg elsker hævn, har altid gjort det.
I mine yngre år var jeg fortaler for at slå igen. Det var sådan, det var og skulle være, var der en, der slog dig, slog du igen, og det skulle gerne være hårdere. Ikke meget hårdere, da det ville virke inciterende, hvilket ville føre til en uretfærdighedsfornemmelse hos den anden og altså give dem et behov for hævn, hvorved de måtte slå igen, og således måtte du selvfølgelig slå igen endnu en gang.
Nej, det skulle bare være en anelse hårdere, lige hårdt nok til, at de ville vide, at dig skulle de ikke slå igen.
Nu til dags er der ikke meget af den slags, voksne går trods alt ikke rundt og slår hinanden, og hvis de gør, kommer den dømmende magt og afgør dén retfærdighedssag. Men de kommer ikke og afgør, når nogen har sagt grimme ting om dig bag din ryg, og de kommer desværre slet ikke og fængsler nogen, der har knust dit hjerte.
Nej, den slags ting må man selv ordne.
Nogle påstår, at den bedste slags hævn er at være lykkelig. Det kan det godt være, hvis din lykke altså indebærer noget, der er væsentligt bedre, end det, den der har indigneret dig, er i besiddelse af.
Men hvis din lykke fx kun indebærer en lejlighed i Holbæk, mens den, du føler dig hævngerrig over, sidder i et rækkehus i Humleby, er den bedste hævn ikke at være lykkelig.
Den bedste hævn er banal. Den er ikke livsødelæggende, der skal ikke være tale om en længerevarende skade.
Den bedste hævn er ikke en ridse i bilen. Den bedste hævn er en sten i skoen.
En efterhånden legendarisk nordsjællandsk fortælling er den om Bent Fabricius-Bjerres ekskone, der havde taget ham i at være utro, og som følge af dette stillede sig op på Tisvilde Loppemarked, hvor hun solgte alt det hundedyre mærkevaretøj fra mandens garderobe for en krone stykket.
Et nyere, og helt enormt grelt eksempel, er Katherine Diez’ ’I egen barm’, der vel egentligt ikke kan tolkes som andet end én lang hævnudførelse på hendes ekskærester. For grelt, spørger du skribenten. Men jeg tvivler ikke på, at Diez sidder tilbage med en svirende fornemmelse.
Den bedste hævn er også smålig. Som Svend Tveskæg, der brugte 10 år på at erobre England, som følge af at hans søster var blevet dræbt under danemordet.
Hævn handler om retfærdighed. Den handler om indignation. Den er dyrisk, men på en måde, hvor vi alligevel er hævet over dyrene. Og størst af alt handler den om ego.
De bedste måder at tage hævn på, holder jeg for mig selv. Ligesom at svampe-entusiaster gemmer på deres bedste og mest hemmelige kantarelsteder.
Ved den gode hævn skal det ikke være muligt at afsenderbestemme.
Men det er godt nok spøjst, tænker du måske, at der her på det seneste er dukket flere Jehovas Vidner op ved din dørklokke, som prøver at redde dig fra Harmagedon …
Se, hvad vi ellers skriver om: Film
