Kurt Cobains uvaskede cardigan er til salg

Den grønne cardigan er del af auktionen ’Icons & Idols: Rock ’n’ Roll’, hvor man også kan købe håndskrevne tekster af Bob Dylan, Michael Jacksons læderhandske og en setliste skrevet af Mick Jagger.

Kurt Cobains uvaskede cardigan er til salg
Offentliggjort

Den legendariske Nirvana-frontmand lavede en næsten lige så legendarisk akustisk optræden til ’MTV Unplugged’. Her havde Kurt Cobain en olivengrøn cardigan på, og den cardigan ryger nu på auktion.

Trøjen, der er et miks af akryl, mohair og lycra, har fem knapper, to lommer og et brændemærke. Derudover er den lodne cardigan ikke blevet vasket, siden Kurt Cobain bar den for over femogtyve år siden.

Der følger også et brev med til trøjen, som er skrevet Jackie Farry, der var barnepige for Frances Bean Cobain. Farry var også en nær ven af Courtney Love, som gav barnepigen den famøse cardigan efter Kurt Cobains død i 1994.

Hvis du gerne vil gå gennem det regnfulde efterår i den grønne, lodne cardigan, så bliver det ikke helt billigt. Mindstebuddet ligger på cirka halvanden million kroner. Det er anden gang, det er muligt at købe trøjen, der også blev solgt i 2015. Dengang var prisen cirka en million kroner.

Det er også muligt at købe Cobains speciallavede Fender Mustang guitar, som blev brugt under Nirvanas ’In Utero’-tour.

Auktionen bliver afholdt den 25. og 26. oktober i New York af auktionshuset Julien’s.