Fælde på Tinder

Lækre Ava lokker mænd i en fælde på Tinder

Ny robot-film med billedskøn skuespiller i hovedrollen markedsfører sig på dating-app.

Fælde på Tinder
Offentliggjort

Hun har brune øjne, fyldige læber og ligner en, som mange mænd har lyst til at swipe til højre på Tinder.

25-årige Ava fik også mange matches, da hun dukkede op på skærmen hos mandlige Tinder-brugere under musikfestivalen SXSW i Texas denne weekend.

En af dem er Brock, hvis korrespondance det amerikanske medie Adweek har fået fat i.

Brock og Ava begynder straks at udveksle beskeder for at lære hinanden bedre at kende.

Men det er mest Ava, der stiller spørgsmål.

”Har du nogensinde været forelsket?”

”Hvad gør dig menneskelig?”

”Hvad er du tiltrukket af hos mig?”

Hun slutter af med at sende Brock et link til sin Instagramprofil, @meetava.

Først her går det op for Brock, der beredvilligt har svaret på alle Avas stakato-agtige spørgsmål, at han har åbnet sig over for en robot. På hendes profil ser man et billede af Ava i en robotkrop samt en trailer for science fiction-filmen ’Ex Machina’, der havde premiere lørdag aften i Austin, og som handler om verdens første rigtige kunstige intelligens.