Larry 44 er landets næste store rapstjerne, men han kan sagtens forestille sig et liv uden musik

Larry 44 er landets næste store rapstjerne, men han kan sagtens forestille sig et liv uden musik

Larry 44 er i høj kurs på den danske gaderapscene. Han tiltrækker gæsteoptrædener fra landets største rap-artister, men drømmer selv om at lave musik med Rasmus Seebach. Og så er stemmekamelæonen fra Herlev en pragmatiker, der ikke vil lave musik for enhver pris.

Offentliggjort

Larry 44 er landets næste store rapstjerne, men han kan sagtens forestille sig et liv uden musik

Få artiklen læst op her.

EN SORT VOLKSWAGEN SUSER ned ad de brede boulevarder, der forbinder Ballerup med Herlev og Herlev med Mørkhøj nordvest for København. På forreste passagersæde sidder rapperen Larry 44 og vipper med hovedet til lyden af fremtiden: Et nummer, han for nylig har lavet med kollegaen Kesi.

”Har ikke tid til sniksnak, for min fætter er lige blevet udvist til Irak,” hører han sig selv rappe over et musikalsk udtryk, vi ikke før har hørt herhjemme. Det er en intens energiudladning af et house-rap-nummer, som 24-årige Larry håber, kan skylle ind over natklubberne i post-corona-Danmark.

”Hele essensen i at kunne lide Larry 44 skal være, at jeg skiller mig ud. Min musik skal være eksklusiv. Sproget er noget andet, ordforrådet er noget andet, vinklerne på tingene er anderledes,” vender Larry 44 sig om mod bagsædet og fortæller med en rappers selvfølgelige selvsikkerhed.

Han er blevet kaldt Larry siden, han var ganske ung. 44 er områdekoden for det kvarter i Herlev, han er vokset op i. Og så bærer han sin selvhøjtidelighed med en vis autoritet, for Larry 44 er uvægerligt en ny type figur på gaderapscenen. Hans referenceunivers vidner om en ung mand, der har fulgt med i skolen, mens han med legende lethed kan skifte stemmeføring fra strofe til strofe. Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at der gik tre artister på et Larry 44-nummer.

”Jeg er selv meget draget af melodikken i musik, og jeg er heller ikke bleg for at bevæge mig ud i forskellige genrer. Det er vigtigt, synes jeg. Jeg vil gerne lave forskelligartet musik for at hive så mange mennesker ind i mit univers som muligt,” siger han.

Selvom livet i den kriminelle løbebane er et gennemgående tema i dette univers, er hans musikalske udtryk mere poppet, end gaderappen ofte tør være. Mere tilgængeligt. I et interview med YouTube-formatet Uden Filter deklarerede Larry 44 til værternes store morskab, at han drømmer om at lave musik med kakkelbordskæledæggen Rasmus Seebach, men for Larry har det intet med humor at gøre:

”Det er et kæmpe ønske for mig, at Hr. og Fru Danmark kommer til at lytte til min musik. Jeg har ikke hørt noget fra Rasmus Seebach endnu, men det kommer nok. Han skal også forny sig selv på et tidspunkt.”

Tre hiphop-personligheder om Larry 44

Sivas, rapper

”Jeg blev introduceret til Larrys musik, inden hans første single var udgivet. Jeg tænkte med det samme, at han ville blive det næste store. Han er først og fremmest meget intelligent. Det kan man høre på hans lyriske egenskaber, som er på et virkelig højt niveau, men så har han også hele den tekniske del på plads. Derudover har han en rigtig fed stemme og forståelse for melodier og harmonier. Jeg ser ingen grænser for hvad, han kan opnå.”

Ali Sufi, pladeselskabsejer

”Larry 44 er exceptionel, fordi han tydeligt er en lyriker. Det er som om, folk har manglet en mere lyrisk gaderapper, og der kommer Larry som sendt fra himlen. Det, jeg personligt synes er interessant ved Larry 44, er, at han er en artist, der har en vision for sit brand og tænker langt. Jeg tror, at man i løbet af to-tre år virkelig kommer til at se hans fulde potentiale.”

Pelle Peter Jencel, radiovært

”Larry 44 er en videreføring af den lyd, Gilli har gjort populær: Altså den perfekte blanding af uimodståelige melodier og fortællinger fra kvarteret. Samtidig har han videreudviklet sin egen lyd som afspejler de nye tendenser fra den amerikanske rapscene. Som syrerocken blev det i 70’erne, vil det sikkert blive beskyldt for at være noget larm, fordi det lyder nyt. Men inde bag autotunen og 808-trommerne gemmer der sig fortællinger og melodier, som holder.”

LARRY 44 RIMER Dwight D. Eisenhower med kosmetikmærket Estée Lauder, han har gennemført gymnasiet, og han begyndte sågar på læreruddannelsen lige før, musikkarrieren tog fart. Alligevel er skæbnefortællingen om Larry 44 brolagt med narkosalg, vold og en tur i fængsel. Hvorfor?

”Det er ikke sort-hvidt. Vores forældre kom til Danmark fra krigshærgede lande og blev placeret i socialt udsatte områder. Der var i forvejen meget kriminalitet, og vi havde måske nogle lidt dårligere vilkår end vores klassekammerater i forhold til sproget og støtte hjemmefra. Da vi nåede en vis alder, ville vi gerne lave nogle penge, og der var måske ikke lige nogen, der opfangede det. Så blev der gjort nogle dumme ting, det ene tog det andet, og pludselig var vi dybt nede i den kriminelle løbebane. Folk har fået lange fængselsdomme, nogle er blevet skudt, tingene er blevet virkelig seriøse, og du kan ikke bare vende den anden kind til 10 år af din fortid. Vi opsøgte ikke aktivt kriminaliteten, det skete bare.”

Larry 44 vil tydeligvis hellere anerkendes som et musikalsk talent end som en rod, der fandt en mening med tilværelsen, men betoner stadig vigtigheden af, at hans musik er autentisk. At der aldrig bliver pyntet på historierne for at fremstå mere reel og ’ægte’, som man ville sige på hiphopsk. Når han bliver spurgt ind til sine erfaringer fra samfundets skyggeside, ligner Larry 44 en mand, der er toptrænet i ikke at tale over sig:

”De ting, vi har været igennem, er ikke rare. Det er grusomme ting. Det får folk i fængsel at sælge narko, og fængsel ødelægger familier. Men det har bare været realiteten for os. Vi har levet af det, og det er det, jeg forsøger at skrive om. Jeg vil ikke være nogen rollemodel, og folk må gerne synes, det virker glorificerende. Jeg synes bare, det er beskrivende.”

Skjorte Givenchy til 4.875 kr. T-shirt A Day’s March til 295 kr. Halskæde Niels Monies til 33.000 kr.
”De ting, vi har været igennem, er ikke rare. Det er grusomme ting. Det får folk i fængsel at sælge narko, og fængsel ødelægger familier,” siger Larry 44.

FORUD FOR TILTRÆKNINGSKRAFTEN i de hurtige penge kom Larrys fascination af den støvede New York-rap. Som mange andre 90’er-børn startede det med 50 Cent-musikvideoer på MTV og VH1 på drengeværelset, og med hjælp fra en lokal ungdomsklub lærte Larry selv at rappe, først på engelsk, og siden slet ikke.

Hvorfor dukkede han først op igen syv år senere med en pladekontrakt i hånden?

”Det var ikke mig at rappe på engelsk, så jeg kom bare væk fra det igen. Det var først, da Sivas brød igennem, at jeg for alvor forstod, at man kunne leve af at lave ’indvandrerrap’,” siger Larry 44, mens han tygger på begrebet ’indvandrerrap’, tydeligt misfornøjet over ikke at kunne finde et mere præcist udtryk. Han refererer til Sivas’ debut-EP ’d.a.u.d.a’, hvor Brøndby Strand-rapperen introducerede et helt nyt og mere elektronisk lydunivers på den danske rapscene.

Nu har Larry 44 fans i alle samfundslag, men det mærker han kun på gaden og i storcentrene, for han har stadig til gode at spille sin første solo-koncert. Corona kom i vejen for de seks liveshows, der var planlagt henover sommeren 2020:

”Lige nu kan jeg kun se streamingtallene; tre, fire, fem millioner på et nummer. Jeg vil gerne se publikums reaktioner, når jeg spiller mine ting live. Det har jeg ikke fået lov til at opleve endnu.”

Hvorfor er genren så populær, at du kan streame så meget, tror du?

”Fordi det er ungdomsgenren, og det er den genre, der er mest spændende. Det er her, artisterne udfolder sig mest og er mest ærlige. De fortæller om deres familier, kriminalitet, stoffer, dit og dat. Derudover er lyden bare virkelig spændende. Jeg er selv forelsket i den her nymoderne autotune-lyd, fordi den kan bruges på så mange forskellige måder.”

Tre numre der ifølge Magnus Kraft beviser, at Larry 44 er kommet for at blive

’Himalaya’

Et blændende godt debutnummer, der demonstrer Larry 44’s potentiale som både rapper og omkvædssmed.

’Balenci’

En referencerigdom og kreativitet man sjældent ser i dansk rap. Der er en voldsom energi i dette nummer.

’Filur’ ft. Gilli

Cementerer, at Larry 44 kan lave musik til dansegulvet og hitlisterne. Igen et nummer, hvor han afslører en helt ny stemmeføring fra arsenalet.

MENS LARRYS VEN bag rattet, der også identificerer sig med 44-sufikset, speeder op gennem Herlevs yderkroge, går to ting igen under samtalen: Larry 44 er udtalt bevidst om sit eget talent, og så er han pragmatiker. Musikken er et kalkuleret tilvalg, ikke en livsstil:

”Det der med at drikke sig stiv og være på stoffer i studiet til klokken seks om morgenen, det er ikke mig. At være rapper er mit arbejde, og min tilgang til arbejdet er, som hvis det var ethvert andet arbejde. Det skal også harmonere med mit familieliv.”

Hans latter har en eftersmag af noget meget reelt, da han fortæller, at han bare gerne vil kunne leve godt af musikken. ”Villa, Volvo og vovse, du ved.”

Kan du forestille dig et liv uden musikken?

”Ja. Jeg tror ikke, jeg laver musik om 10 år. Jeg skal streame et vist niveau, før det giver mening for mig at lave musik. Så længe der er den her enorme interesse, så bliver jeg ved, men alting har også en udløbsdato.”