”Der er et minde fra min barndom, der er blevet hos mig hele mit liv”

Der er et minde fra min barndom, der er blevet hos mig hele mit liv.

Da vores naboers søn skulle på efterskole, blev alle som en del af dannelsesritualet på skolen stillet en projektopgave: Gør noget, du er overbevist om, du ikke kan.

En af hans efterskolekammerater trænede op til at kunne løbe et maraton. En anden byggede med egne hænder et anneks til sine forældres have.

Min nabos søn valgte noget, han mente, var fuldkommen uoverkommeligt for ham:

Han ville sy sin søsters konfirmationskjole.

Jeg kan huske, at jeg i mit stille præ-teen- sind tænkte, at det kan han umuligt mestre.

At sy en kjole?!

Det ville være en tæt på umulig opgave for mig, der ikke engang kunne tråde en symaskine.

Men foråret kom, og da søsteren sagde sit Fadervor i kirken, var hun iført en kjole, som hendes storebror havde syet. Og jeg fik for vel nok første gang i mit liv et betydeligt bevis for, at man kan det, man sætter sig for.

Da jeg var værnepligtig, blev vi af vores sergenter i delingen belært om, at man kan dobbelt så meget, som man selv tror, og fem gange så meget, som ens mor tror. Det blev leveret med et stort glimt i øjet – alligevel er jeg i dag taknemmelig over, at jeg i Forsvaret første gang lærte noget om fysiske og mentale grænser, og hvad der sker, når man krydser dem.

”Most people never run far enough on their first wind to find out they’ve got a second,” som den amerikanske forfatter William James engang formulerede det.

Man kan sagtens fortsætte, selvom det synes svært eller endda umuligt.

Vi er så privilegerede på denne lille plet i verden, at det meste, vi bevæger os ud i her i livet, er selvvalgt og frivilligt. Vi ved, hvad vi kan, og bliver for det meste inden for en komfortzone, hvor det hele er trygt og behageligt.

Her i magasinet beskæftiger vi os tit med dem, der bryder ud af den zone. Dem, der ikke tager den sikre vej, og dem, der handler i stedet for at være passive. Det er tit forbundet med et ekstraordinært talent, ekstraordinære evner og en ekstraordinær arbejdsmoral at skabe sig et liv fuldt af fortællinger.

Og så er der de tilfælde, hvor man ikke selv bestemmer, hvilken bane livet tager. Og hvor det eneste ekstraordinære er det tragiske.

Sådan blev livet for filminstruktør Thomas Vinterberg for fem år siden, da hans datter Ida døde i en trafikulykke.

Det succesfulde blev meningsløst, statuetterne værdiløse. Og hans livs opgave blev nu at overkomme det, som ingen forældre nogensinde ønsker at opleve: at overleve deres børn.

Snart er han aktuel med sin første serie og største produktion nogensinde. Han er netop blevet far igen. Vi mødte ham, mens hele forsommeren var ved at springe ud, og hans kærlighed til det land, hans nye serie handler om, stod i fuldt flor.

Man kan sætte sig mål og overkomme det meste. Thomas Vinterberg skal overkomme alt.

I denne måneds magasin tegner vi et portræt af en mand, der kom tilbage til overfladen igen, og som insisterer på at eje fortællingen om sit eget og ikke mindst datterens liv.

God fornøjelse med Euroman. Tak for at læse med.

Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør