”Det sker lige pludselig, man lægger ikke mærke til det, men så klapper fælden”

FREM OG TILBAGE på mit arbejde på Euroman cykler jeg forbi Friheden.

Friheden er en café og bar ved Nørrebroparken, der er nabo til en skateboardbane og et stort udeareal og en brusende energi, hvor unge mennesker hænger ud, drikker øl og lader sig forme som mennesker, der er ved at finde deres ben i voksenlivet.

Jeg holder meget af at passere stedet, fordi der altid er liv. Og jeg nyder at se dem, der er der, for sådan var jeg også engang. Fri. De mest frie år i mit liv var dengang i 20’erne, hvor jeg ene og alene navigerede hverdagen og weekenden efter mit eget behov.

Der var ingen børn, der ville lege med Lego, ingen kæreste, der ville planlægge næste års sommerferie ni måneder i forvejen. Masser af venner både om dagen og om natten, jeg vidste, hvem der var dj’s hvor, der var altid en ny fest og et nyt sted, jeg var umættelig efter at opleve det nye, og festivalerne de somre var de bedste i verden.

Det sluttede aldrig, troede jeg, men selvfølgelig gjorde det det. Jeg blev ældre, mine venner blev ældre, festen var lige så langsomt … forbi.

Når jeg kører forbi Friheden, bliver jeg mindet om en tid, jeg aldrig får igen. Engang kørte jeg forbi sådan et sted og spottede hurtigt fire-fem bekendte blandt gæsterne, gjorde måske lige holdt og fik en øl og nå, hvordan går det ellers. Sådan er det bestemt ikke længere.

For jeg kender ikke en eneste.

Det sker lige pludselig, man lægger ikke mærke til det, men så klapper fælden. Måske får man sig et job, hvor man har ansvar for både ansatte og budgetter. Måske køber man en bolig og lærer på den hårde måde, hvad terminer og tilstoppede tagrender er. Måske får man en sød kæreste, som man bliver enig med om at få nogle børn. Måske sker det hele på samme tid. Der er mange måske’er, og en ting, der er sikker: Du bliver meget, meget træt. Og din tid er ikke længere din egen. Du er ikke længere fri.

Jeg er ikke ked af at blive ældre, men det er en omstyrtende tanke, at min ungdom uigenkaldeligt er forbi. Den der frihedsfornemmelse, den kommer bare ikke igen. Ikke om fem år, ikke om 15, ikke i dette liv.

”Heaven is a place where nothing ever happens,” synger Talking Heads, og pludselig finder man sig selv drømme om fred og ro. Eller: nogen gør.

For der er også dem, der nægter at give slip på festen.

Gennem en del måneder har vi fulgt Who-MadeWho. En dansk trio, der gennem 20 år har spillet rundt i alle undergrundens afkroge.

WhoMadeWho var dem, som alle hørte, men ingen kendte. Og timingen for vores portræt af dem kunne ikke være bedre, for i år har undergrunden givet slip.

WhoMadeWho er til folket, den brede befolkning, det store gennembrud har taget to årtier, men er derfor så meget desto mere kraftfuldt.

Pengene, privatflyene og stempler i passet er blevet hverdag for bandet, der nu befinder sig i en international liga for elektronisk musik, som meget få kunstnere indløser billet til.

Min fest er så godt som slut. For WhoMadeWho, hvis bandmedlemmer alle er omkring 50 år, er den først lige begyndt.

De er et klart eksempel på, at livet er, hvad man gør det til.

God fest, god læsning og god fornøjelse med Euroman.

Kristoffer Dahy Ernst