Leder: "Intet er mere miserabelt end en mand, der krampagtigt flygter fra sin alder"
Vi elsker fortællingerne om det unge talent, der brager igennem lydmuren – men vi glemmer den langsomme, sikre opstigning, hvor et arbejdsliv krones af et videnskabeligt gennembrud eller overdragelse af taktstokken i en virksomhed, hvor kun rutine og mangeårig træfsikkerhed slår til, skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst i denne klumme.
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Ligger dine bedste år foran eller bag dig?
Som samfund er vi optaget af det nye og det unge. Hvilken 15-årig knægt løber lige nu rundt på en af Europas fodboldfabrikker for at blive den næste stjerne i Premier League? Hvor sidder det næste naturvidenskabelige geni, der tager sin Ph.d. fra et eliteuniversitet allerede i starten af 20’erne? Hvilket ungt erhvervstalent kommer med så meget skabertrang og tilbagelænet attitude, at han disrupter en hel branche og skaber det næste Facebook?
De er derude. Og det er bare et spørgsmål om tid, før de tordner frem og vipper os aldrende af pinden.
Selv er jeg ikke helt ung længere, nok nærmere et sted midt i livet, i hvert fald med en lille tilsnigelse. 36 somre, mine mest energiske og udfarende år bag mig, and if I live too long I’m afraid I’ll die, som The Kinks sang.
