Der findes et afsnit af den britiske podcast ’Talk Art’, jeg hører igen og igen. Stephen Fry er gæst, og i den næsten to timer lange samtale, der nærmest har karakter af monolog (Stephen Fry taler ganske enkelt de to værter Russell Tovey og Robert Diament ned under gulvbrædderne), afløser den ene fremragende anekdote den anden.
Podcastafsnittet med Stephen Fry er en opvisning i at levendegøre fortællinger og sætte strøm til det enorme bagkatalog af viden og erfaringer, den britiske skuespiller og forfatter besidder.
Jeg lytter ofte til afsnittet enten i hele dets længde eller i små bidder. Ikke kun fordi det er fremragende, men også for at aflure Stephen Frys evne til at fortælle historier.
Annonse
Han er formidabel til det. Den ene anekdote afløser den anden – fx den om hans forgæves forsøg på at få David Hockney og Francis Bacon til at tegne på et stykke papir for ham og derigennem at score et gratis værk af nogle af verdenskunstens helt store navne, eller hvad med den om Oscar Wilde, der ved et besøg i USA fortalte amerikanerne, at en af årsagerne til den blodige borgerkrig i landet var deres umådeligt grimme tapet – og alt bliver leveret med en så rutineret sans for dramaturgi, at det ikke kun er underholdende, men også afsindigt lærerigt.
Ikke bare kan Stephen Fry fortælle historier. Han tør også gøre det.
Det er noget, man kan øve sig på, men det er også noget, der skal ligge naturligt til én.
Og jeg tror, at hvis man vil være rigtig god til at fortælle historier, er man også nødt til at dyrke sig selv mere end gennemsnittet. Det er ingen sag, tænker du, men jeg ved, at der findes nyhedsværter, der simpelthen ikke lykkes i jobbet på TV 2 News, fordi de ikke elsker sig selv nok. I en stilling, hvor man skal høre sig selv læse de samme historier op i båndsløjfe, skal der mere end en sund portion selvtillid til at holde lyden af ens egen stemme ud time efter time.
At fortælle historier hænger uløseligt sammen med en lyst til at ville underholde. Alle har siddet ved et middagsselskab og oplevet en gæst først overtage og siden bjergtage forsamlingen med historier leveret med usvigelig sikker sans for timing og detaljer. Det er en misundelsesværdig evne, der sender almen small-talk til tælling.
I den nye udgave af Euroman tegner vi et portræt af Magnus Millang, der er skuespiller og manuskriptforfatter, og som i 2024 stod bag årets mest sete danske serie, ’De bedste år’. Magnus Millang er sjov, sådan rigtig sjov på den der måde med bund i, hvor han tør tage ordet og stille sig frem og ville noget med det hele.
Annonse
Men der er også en alvorlig side i Magnus Millang; en side som både viser sig i serien, hvor det sjove og det alvorlige finder hinanden på fornem vis. Det alvorlige kommer ikke overraskende et sted fra, og han fortæller om at vokse op uden at være god til sport eller i skolen og med en alkoholiseret far, der til sidst drak sig ihjel. Millang siger også, at det tog ham mange år at turde tro på, at han overhovedet havde talentet til at kunne leve af at fortælle historier på film.
Alle mennesker har en historie. Jeg ser Euroman som en fremkaldervæske, der formidler dem. Nogle gange bliver historierne fortalt af hovedpersonerne selv, andre gange gør vi det. Det har vi gjort i 33 år, og det bliver vi ved med. Både når det er sjovt, men også når det er alvorligt.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
