Lydmor har brudt lydmuren. Og nu larmer hun alt, hvad hun kan

Every little word you speak, could add to the conflict,

Be careful how you word your phrasings, little girl,

you don’t wanna seem too eager,

you are gonna upset the whole world.

Sådan lyder de første strofer til sangen ’Amandas Lullaby’ på Lydmors nye album ’Capacity’. Sangen er en vuggevise til alle, der har udtalt sig feministisk, og til de kvinder, der sidder i magtpositioner eller arbejder i klassiske mandebrancher. Et emne, der ligger Jenny Rossander meget på sinde.

Siden Rossander udgav sit debutalbum i 2012 under kunstnernavnet Lydmor er hendes karriere vokset organisk. Hun har aldrig haft et stort hit, men har langsomt og sikkert knoklet sig op i musikbranchen og er nu kendt som elektrokunstner med en stor, international fanbase.

Og selvom hun aldrig har oplevet den bombe af opmærksomhed, som indtræffer, når man udsender et veritabelt hit, så stod Lydmor pludselig ansigt til ansigt med et helt andet sprængstof af den kaliber i foråret 2020.

Det danske band Velvet Volume, der består af søstrene Noa, Naomi og Nataja Lachmi, havde netop udgivet albummet ’Ego’s Need’, og i en ganske kort og kontant anmeldelse gav Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo pladen én stjerne og skrev blandt andet: ’Symptomatisk larmer titelnummeret, som det må have lydt, da pigerne sloges om slikskålen i kravlegården’ og ’Der er stadig forsvindende få kvindelige orkestre herhjemme, og Velvet Volume er ikke et af de bedste. Nærmest tværtimod.’ Tidligere havde Treo også rettet skarp kritik af blandt andet Jada: ’Jadas fremtoning er en blanding af landsby-diva og naboens datter, hvis ens nabos datter går klædt som en Filur, men hendes oprigtige tone og elskværdige udstråling var ikke nok til at give hendes materiale afgørende personlighed’.

Jenny Rossander havde gennem flere år brugt utallige timer på at undersøge, hvorfor der er så få kvinder i den danske musikbranche. Ifølge hendes research er en af de primære årsager til det, at menneskers ubevidste handlemønstre forskelsbehandler kvinder. Men: ”Jeg læste Treos anmeldelser og tænkte: ’Det er ikke underbevidst det der. Det er ikke en skjult struktur. Det er bare en dude, der fucker op’. Jeg begyndte at tale med folk om det, og de fleste sagde, at han jo bare gjorde det for reklamepenge og kliks. Men det gjorde det jo kun endnu værre!” siger Jenny Rossander.

Anmeldelsen af Velvet Volume fik bægeret til at flyde over, og hun gik straks til tasterne. Hun henvendte sig til musikmediet Gaffa, og det viste sig, at de aldrig havde bragt et debatindlæg før, men at de gerne ville publicere hendes kritik. I indlægget, publiceret 29. maj 2020, skrev Jenny Rossander blandt andet: ’Vi bliver nødt til at tage en snak. En snak om Thomas Treo. Og bagefter skal vi snakke lidt om voldtægtskultur, lidt om clickbait, og til sidst skal vi have en stor snak om ansvar.’

Det blev starten på en heftig debat om kvindesynet i den danske musikbranche. ”Da indlægget udkom, var jeg i gang med at optage en musikvideo, og hver gang jeg tjekkede min telefon, var det blevet delt 200-300 gange. Det viste sig, at der var andre end mig, der var trætte af det pis. Da dagen var gået, havde hele musikbranchen, fra Roskilde Festival til spillestedsbookere til musikere – mænd som kvinder – erklæret sig enige. Det gav mig håb.”

Ikke længe efter svarede Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen på kritikken. Han syntes bestemt ikke, at Thomas Treo havde formuleret sig sexistisk. Derpå blev Jenny Rossander inviteret til debat med Poul Madsen i Deadline og Go’ Aften Danmark.

”Det var en ilddåb at skulle i tv for at skændes med Poul Madsen. Især for en person som mig, der ikke kan lide at skændes. Jeg var ved at kaste op. Jeg ringede til min manager og sagde: ’Find mig en spindoktor. Jeg skal bruge én, som kan det her.’”

Før debatten tilbragte Rossander fire timer med en kommunikationsekspert, der normalt forbereder ledere i forretningsverdenen, som skal forsvare deres virksomhed på tv. Han hjalp hende med at finde en form, en god vejrtrækning og en plan.

”Han forberedte mig på, han (Poul Madsen, red.) ville have mig til at fremstå sur og prøve at gøre mig vred. Så jeg var nødt til at gøre det modsatte: Være seriøs, saglig og ikke blive emotionel. Jeg vidste jo, at Poul Madsen er medievant, og jeg var bange for, at han ville rive mig midt over.”

Planen for hendes tv-optræden holdt stik. Siden er Jenny Rossander blevet en markant stemme i ligestillingsdebatten.

”Jeg ser mig selv som en aktivist. Tidligere har mit aktivistiske arbejde været gennem mine sange og min praksis som kunster, hvor jeg har kunnet vende og dreje enhver sætning. I tv havde jeg jo kun et forsøg, men det har jeg lært meget af.”

Selvom debatten mellem hende og Ekstra Bladets chefredaktør fik stor mediebevågenhed, er Jenny Rossander dog i tvivl om, hvor meget den – og alle andre ligestillingsdebatter i 2020 – har ændret noget.

”Jeg er positiv omkring, at kønsdebatten har fået meget plads i den offentlige samtale, men der er langt igen. Fx kan man se på, hvad der er sket med Jes Dorph. Folk er rasende, fordi han ikke får lov til at lave tv. Han er hverken fængslet eller brændt. Han har bare mistet sit job. Disse modreaktioner er ofte større end reaktionerne selv. De kommer som regel fra vrede mænd og kvinder, der er bange for, at deres kønsidentitet er ved at blive taget fra dem, og at vi skal leve i et sexløst univers. Men det er slet ikke det, det handler om. Problemet er, at nogen udnytter deres magt seksuelt. Og at nogle kommer til at behandle mænd og kvinder forskelligt på grund af nogle strukturer i vores samfund, som de ikke er bevidste om.”

Ifølge Jenny Rossander er den helt store udfordring i den danske musikbranche, at mange af de mænd og kvinder, der sidder på vigtige magtpositioner på radiostationer, pladeselskaber, spillesteder og festivaler, ikke er bevidste om, at de forskelsbehandler.

”Det er ofte typer, der kalder sig selv feminister, men som ikke er klar over, at når de lytter til musik, så kan de bedre lide, når en dude synger om street-shit, end når en kvinde synger om noget andet. Hvis de, der tror, de er ’woke’, ikke indser, at de selv er en del af problemet, så kommer vi ikke videre. Medmindre vi fyrer dem alle.”

Mens kønskampen står på, arbejder Jenny Rossander videre på sin musik. Det nye album, ’Capacity’, er ifølge hende selv en dyb, personlig undersøgelse af emotionel og kreativ kapacitet spundet ind i en række historier med fiktive, mystiske og mytologiske elementer.

”Jeg har aldrig før været så tilfreds med noget, jeg har lavet. Det føles som om, at jeg har lært mit værk nu. Nu kan jeg bare boltre mig i det. Helt frygtløst.”

’Capacity’ udkommer i dag.