Ny bog er eddermame koncis underholdning. På sådan en helt stille og rolig måde

Hvis man en gang imellem – eller måske endda fast – læser det gode litteraturmagasin Atlas, så ved man, at Alexander Rich Henningsen, der er redaktionschef netop dér, kan skrive.

Han kan virkelig skrive, faktisk, og derfor er det også glædeligt at kunne konstatere, at Rich Henningsen også virkelig kan skrive, når det skal gøres i romanregi. Beviset herfor hedder ’Mother Earth’, hans virkeligt morsomme, stille og roligt satiriske og selvsikre debutroman.

Den begynder ellers lidt kedeligt, hvis jeg skal være helt ærlig. Måske det har været op til vældig tankebrydning for Rich Henningsen, hvordan hele den her flerfoldige affære, som han bruger resten af bogen på at bygge op, ligesom skulle skubbes i gang. Historien indeholder nemlig en hel del karakterer, og nogle af disse har også et par underhistorier, så hvor sætter man egentlig i gang?

Anyway: Den begynder, hvor den gør, og det er til en magasinfotoskydning. Det amerikanske magasin TIME er i Danmark for at få historien om et vildt ambitiøst og klimaneutralt højhus, som er under opførelse, og som har fået det ikke så lidt opblæste navn: Mother Earth. Foran det endnu overhovedet ikke opførte højhus står den danske finansminister, men hvad vigtigere for historien er, så står der også folk fra den mere anonyme danske embedsmandsmaskine.

Og de er: Andreas Hahnemann (som vel nok er historiens hovedperson), der arbejder som fuldmægtig i Kontor for anlæg, en afdeling i Økonomiforvaltningen, som jo så – på en eller anden måde – ligger under Finansministeriet (hvis jeg altså har forstået det rigtigt, og det er nok en del af pointen; der er mange afdelinger i den her maskine); Michael, der er kontorchef i Kontor for anlæg og Liselotte Høgsberg, direktør i Økonomiforvaltningen.

Alle tre er centrale karakterer i romanen. Derudover følger man også Claus Carstensen, en efterhånden pensionsklar mand med et mildt sagt dårligt knæ, der arbejder i Teknologisk Institut. På hjemmefronten er Claus midt i en skilsmisse, og hans søn, der indtil for nylig var en sød og medgørlig størrelse, som elskede at fiske med sin far, er nu en blåhåret aktivist, der ikke umiddelbart har meget til overs for den gamle.

Det, der binder de fire sammen, er selvfølgelig Mother Earth-byggeriet, som altså stadig, da historien begynder, kun er – og med understregning under det følgende – under opførelse. For hvad der så sker derfra, er et fabelagtigt mareridt af en proces. Byggeriet går på ingen måde, som det skal. Og det er der en rigtig god grund til: Mother Earth er drevet af prestige og fine ord og champagneskål, meget mere end det er drevet af en oprigtig interesse i bæredygtighed, kvalitet og, ja, Moder Jords velbefindende.

Og når så alt det her først kommer i gang, så er ’Mother Earth’ eddermame koncis underholdning. På sådan en helt stille og rolig måde.

Af de fire karakterer, jeg nævnte tidligere, er Michael den eneste, man ikke decideret følger. Ellers er vi med hjemme hos både Andreas, Liselotte og Claus og helt tæt på deres forskellige kvaler her i livet. Der er mange gode situationer. Fx da Andreas, som er en ret ung fyr, sammen med sin forfatteraspirerende kæreste støder på nogle af kærestens litterære venner ude i byen, og den ene af de rimelig konstruktivistiske venner – da Andreas køber en omgang til bordet – siger: ”Fadøl simpelthen.”

Eller Liselotte, der kæmper med at skabe en god tilværelse for sin søn, der befinder sig på spektret, som man siger, men så er tvunget til at gøre det sammen med sin temmelig teoretisk funderede husbond Bo, der siger ting som ”mulighedsrum” og ”tryk avler modtryk.”

Men Michael, Andreas’ chef, som man så ikke som sådan følger, er til gengæld den sjoveste. Altså: Han er en helt vidunderligt sjov åndsbolle af en mand. Det er næsten for let, men det ligger lige for at sammenligne ham med hans fiktive navnebror, Michael Scott fra ’The Office’. Michael giver ikke to reelle bekymringer for Mother Earth-byggeriet, andet end det skal blive færdigt. Fik jeg sagt, at han er virkelig sjov?

At være med til et møde i ’Mother Earth’ er simpelthen genuint skideskægt. Alexander Rich Henningsen er – må jeg sige – suverænt god til at skrive replikker og støbe scener sammen. Den unge og i bund og grund ret reelle Andreas over for den mere garvede og dundrende forfængelige og opportunistiske Michael er ren slapstick.

Jeg kunne give en masse eksempler, men det er federe selv at læse det. Så gør det, læs ’Mother Earth’, og ikke bare, fordi den er sjov, men også fordi den er en elegant satire over den så famøse danske model. Og på de mennesker, vi ikke hører så meget om, men som befolker det monstrum af en maskine, den danske model er.

På bogens cover står der som undertitel ’En forvaltningsgyser’. En ret sjov formulering. Mere præcist og en my mindre mundret ville det ikke desto mindre være at udvide den til: ’En forvaltningsgyserslapstickkomedie’.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Anmeldelser