Det var det stik modsatte af tvangshjemsendelsen af de irakiske asylansøgere. Det var det omvendte af finanskrisen. Det var på trods af selve tidsånden. Anført af den selvudråbte ’romantiske provokatør’ Mads Holger boardede 150 smoking- og gallakjoleklædte danskere en privatchartret flyver i Kastrup for at rejse til Istanbul og feste, som var der intet i morgen. Med på turen var Mads Brügger.
Han har skrevet sin reportage som et åbent brev til produceren Remee, der valgte at melde afbud. Det var forbudt at fotografere på turen, men vi sendte tegneren Michael Rytz.
Kære Remee,
Annonse
Dette kommer nok bag på dig, men fordi du valgte at melde afbud til Mads Holgers selskabsrejse med Klub Jet til Istanbul, vil jeg gerne dele det hændte med netop dig – så du ikke går glip af noget. Du havde sikkert dine grunde til at blive nede i Alanya. Så vidt jeg forstår, er du blevet kæreste med Janni Spies’ datter, og hun krævede måske din opmærksomhed? Der havde også lige været episoden med René Dif, der blev bedøvet og bestjålet, mens han besøgte dit tyrkiske ferieparadis, og jeg forestiller mig, at det har været en ganske udmattende oplevelse. Din ven børnemilliardæren rejste til gengæld op fra Alanya, og han gjorde et vist indtryk, skal jeg love for.
Jeg var med på turen til Istanbul, fordi jeg ville skrive et portræt af libertineren og livstykket Mads Holger. Du er formentlig klar over, at han kalder sig ’romantisk provokatør’ og bekender sig til den gamle stil. Derfor synes jeg, det åbne brev er en god ramme for min beretning. Som bachelor i teologi må Mads Holger i hvert fald være vidende om, at det er en udtryksform, der går tilbage til Bibelen.
Jeg vil gerne gentage, hvad jeg lovede Mads Holger, da vi mødtes på trattoriaet Fiat ved Kongens Nytorv i København dagen før afrejsen til Istanbul med hans kohorter: Jeg ønsker ikke at begå et karaktermord på ham. Men faren for det uagtsomme manddrab ligger selvfølgelig og lurer i horisonten, og jeg kan ikke garantere, at du ikke alligevel sidder tilbage ved vejs ende og tænker, at Mads Holger er skingrende skør. I skrivende stund er det i hvert fald svært for mig at overskue, hvilket indtryk min samlede fremstilling af turen til Istanbul vil gøre på dig og andre. ”Dont trust a teller, trust a tale,” siger man på engelsk, og som sådan må denne historie stå sin prøve.
Selv skrev Mads Holger dette til mig, før vi mødtes på Fiat: ”Min eneste bekymring er sådan set den, at sidst jeg læste om mig selv i Euroman, var det vist noget med, at jeg skulle æde lort og var en total nar, der bare skulle slås ihjel, og det skaber jo uvægerligt et vist element af forsigtighed, men lad os tage en snak om det.”
Så vidt jeg kan se, har der aldrig stået i Euroman, at Mads Holger skulle spise afføring eller dræbes, men han har godt nok fået lunet rygstykkerne mange andre steder – men det er jo et grundvilkår, når man har valgt at spille rollen som grev Strand, som han kalder sit alter ego. Jeg husker bl.a., at hans debutroman ’Alle går rundt og forelsker sig’ blev anmeldt i Politiken under overskriften ’Alle går rundt og brækker sig’. Der stod også, at den var forbryderisk dårlig’. Anmelderen, Mikkel Bruun Zangenberg, var blevet så vred på Mads Holgers epos, at han havde ligget søvnløs, og det er i sig selv en bedrift. Hvis man browser rundt på nettet, er det heller ikke svært at finde indlæg fra folk, der hader Mads Holger som et ondt år. ’Mads Holger, Danmarks svar på Joan Collins’, er der en, som skriver. Hvis man spørger Mads Holger om, hvorfor de er så sure på ham, svarer han: ”Jeg puster ballonen op i stedet for at pifte den.”
Engang da jeg interviewede Mads Holger til tv, fik jeg flere henvendelser fra seere, der gratulerede mig med, at jeg havde fundet på så langt ude en figur som Mads Holger. De havde troet, at det var en skuespiller. Det mest foruroligende var, at flere af de seere, som troede, at Mads Holger var et fantasifoster, alligevel var rasende på ham.
Annonse
Men jeg kan som udgangspunkt godt lide Mads Holger, eller Mads Holger Norgaard Madsen, som hans fulde navn lyder. Han er glimrende selskab, og jeg beundrer ham for, at han bliver ved med at være Mads Holger, selv om alt taler for, at han burde folde kortene og finde sig en anden persona. Han er blevet 31, har et forlist ægteskab med tv-værten Paula Larrain bag sig, og hvis man godtager den påstand, det er, at alt, hvad manden foretager sig, er en evindelig, traumatisk tilbagevenden til den store gallafest på gymnasiet, hvor der køres i limousine og danses lanciers, burde han være stoppet med sit forehavende for længst. Han er blevet for gammel til at være Øregårds førsteelsker.
Og som du sikkert allerede ved, Remee, er Mads Holger jo en rolle, han spiller, selv om han i en vis forstand er smeltet sammen med figuren Mads Holger. Han er ikke født med en sølvske i munden, men er vokset op på Nørrebro hos en enlig mor, der er sygeplejerske. Og når han taler med hagen sænket, som om han tilbageholder et gigantisk ræb, der kan blæse Jorden ud af sin bane, hvis det først slippes løs, er det noget, han har lært sig selv i forsøget på at simulere en permanent champagnebrandert. Det havde ikke været svært at købe sig til rollen som Mads Holger, det ville være det nemmeste i verden, hvis man ellers har guld nok på kistebunden og har læst ’Brideshead Revisited’ et par gange. Det er noget ganske, ganske andet at skulle bluffe, fifle og hutle sig frem til det. Derfor er der kun én Mads Holger i Danmark.
Du skal heller ikke glemme, at det til tider er et hårdt liv at være Mads Holger – uagtet at han har fået lov til at bestige flere hundrede piger og stadig tager godt for sig af retterne. I mange år har han været nødt til at suge på labben og har sågar drukket vand for at holde sulten fra døren. Og selv om han på afstand fremstår som en fotogen, tuberkuløs Dorian Gray, ser man en noget patineret skønhed ved nærmere eftersyn. Cigaretterne og sprutten har plantet deres kainsmærker i hans smalle ansigt, og en kostpyramide, som mest består af snow cones, McPlains (en hamburger kun med bøffen) og pinnochiokugler, har givet hans hud en særegen grå, kviksølvisk finish. ”Du ligner en argentinsk lokalpolitiker,” har en veninde til Mads Holger engang sagt til ham – skæl på skuldrene og et glimt i øjet. Men han bliver utrætteligt ved med at være Mads Holger, og det har jeg stor respekt for. Verden ville være et kedeligere sted uden den sociale installation Mads Holger.
Artiklen fortsætter på næste side...
Men lad os komme til sagen. Du var selv med på Klub Jets jomfrurejse, som gik til Stockholm med halløj i operaen og det fulde udtræk. Ifølge svensk presse brugte du og de andre tilsammen en million kroner på turen. Nu ventede så reprisen på en begivenhed, der allerede var blevet dækket af Ekstra Bladet, DR 2’s ’Smagsdommerne’, Børsen, Politiken, Se & Hør, TV-Avisen og mange flere. Alle havde efterhånden hørt om Mads Holgers rejser for jetsetterne.
Men da vi mødte op i Kastrup Lufthavn i lørdags, stod det klart, at de kendte havde svigtet Mads Holger. Du var væk, Remee, men rygtet sagde dog, at du ville støde til nede i Istanbul. Jackie Navarro var ude af syne. Thure Lindhardt var ingen steder. Heller ikke Oliver Bjerrehuus. I stedet måtte deltagerne tage til takke med et besynderligt matadormix af B-kendte – vejrpigen Zenta Jonsson, tv-værten Camilla Miehe-Renard og så meget mærkeligt: cykelhandleren Søren Sögreni, der var iført en kæmpe bredskygget cowboyhat.
Og så var der alle de andre, rosset fra natklubberne Nasa og Club 8, promotor Kim Thurmanns drenge og piger. Flere af kvinderne var så udmajede, at de nærmede sig bakkesangerinder. Mændene bar ukurante smokinger, schweiziske armbåndsure og Shamballa-armbånd, der mindst kostede et årsværk – ikke dine armbånd, desværre, Remee. Som samlet flok var det svært at skære dem over én kam, for der var både børn af godsejere, gallerister og fabrikanter, og så var der lykkeriddere og golddiggers, simulanter og fribyttere og gennemsnitlige idioter, som var sluppet igennem nåleøjet af uransagelige årsager. Hvad ingen af os imidlertid var, er jetsettere, for der findes slet ikke rigtige jetsettere i Danmark.
Annonse
Det vil sandsynligvis krænke Mads Holger, at jeg skriver om hans tur på denne nedladende måde. Skuffer det også dig, Remee? For Mads Holgers vedkommende skyldes det, at han er træt af negativitet, sarkasme og kynisme. Han ville selv have skrevet noget i retning af: ”Vi var et eksklusivt, håndplukket og celebert selskab.” Sådan kan man også vælge at se på det. Med til det samlede billede hører desuden, at Mads Holger langtfra tager sig selv så højtideligt,som hans kritikere går rundt og tror. Hvis der er nogen, som er bevidst om det falske, det fattigfine og det forlorne, så er det ham. Tværtimod er det dem, som tager Mads Holger for alvorligt, der har et problem. Er du en af dem, Remee?
Inde i det toldfrie område satte vi os omkring baren ved Caviar House & Prunier. Vi fik Sancerre og champagne. Flere fik sig en bid laks. Vi trængte til en ordentlig en over tørsten. Stemningen var sitrende og knasede af elektroner og kønshormoner. Selv om mit mavesår var brudt op, fik jeg ikke ondt i maven af vinen. Alle ville gerne have, at dette skulle lykkes, ikke mindst jeg selv. Jeg havde ikke skrevet reportage længe og var bange for, at jeg havde mistet min mojo og ikke kunne se, hvad der foregik.
Da vi var kommet om bord i flyveren, kunne jeg i hvert fald se, at dette var det stik modsatte af tvangshjemsendelsen af de afviste irakiske asylansøgere – de var røget af sted ugen inden. Det var også lodret mod alt, hvad tidsånden står for; det var ikke CO2-neutralt, det var uden moral, og det var langt op, hvor solen ikke skinner, med finanskrisen. Det var Freuds fornøjelsesprincip i sin reneste, pureste form. Som sådan var vi i færd med at udføre en ideologisk handling, en politisk protest, og i spidsen for en sådan skal være en leder. Jeg tænker naturligvis på Mads Holger – eller slet og ret ’Holger’, som hans entourage af unge Herlufsholmpiger kalder ham. Man skal udtale navnet så snobbet som overhovedet muligt for at ramme det rigtigt.
Han, altså Holger, sad bænket foran mig, forrest i flyet. Han var iført det kostume, man kender ham på i Københavns natteliv: sort jakkesæt, sort slips, hvid skjorte og cowboystøvler af pyton. Siden han var ni år gammel, havde han gået i cowboystøvler, og han importerer dem nu direkte fra en forhandler i Spanien. Rundt om ham, til alle sider, sad hans svalehale af overklassepiger, som følger ham i tykt og tyndt. Flere af dem var døtre af karismatiske mænd, der havde tjent deres millioner på kanten af loven. Når Mads Holger talte til dem med sit affekterede, gammeldags og smukt ciselerede dansk, talte han deres fædres sprog, og heri bestod hans uhyggelige magt over disse piger. Ingen som Mads Holger er i stand til at adressere og servicere overklassepigers behov, og som sådan er han ikke ulig svindleren og forføreren Franz Anton Mesmer, der drønede rundt i Paris i 1700-tallet og fortryllede overklassens døtre med sine evner som dyrisk magnetisør. Jeg har i øvrigt ladet mig fortælle, at adressebogen i Mads Holgers mobiltelefon kun består af hundredvis af kvinder, som han har delt op i kategorierne ’frøkener’ og ’fruer’, og han tog engang en periode på ni måneder i træk, hvor han hver nat overnattede hos en ny pige, og næste morgen sendte han så en sms af sted til gruppen af frøkener og fruer, hvor han bad om husly.
Han vendte sig om i flysædet og forklarede mig, at han efterhånden var blevet så ’assimileret’ i pigegruppen omkring os, at det var ”helt naturligt for ham at ligge i en Hello Kitty-T-shirt i en ejerlejlighed ved Langelinie og se ’Sense and Sensibility’ med tøserne.” Senere fandt jeg ud hvordan han havde opbygget og oplært denne gruppe af piger, og når man først forstår det, forstår man, hvor grundigt Mads Holger går til værks. Han er byens førende fissehvisker, og den gamle tommelfingerregel om, at damer laver damer, har vist sit værd hos ham.
Kort før takeoff sagde Mads Holger, at han lige skulle have fat i sin mobiltelefon, for dette øjeblik ”kaldte på en opdatering af statuslinjen på Facebook.” Jeg er ikke klar over, hvad han skrev, men det har ikke været den prosaiske, flade sandhed. Mads Holger fortæller altid om sig selv med schwung og påkalder sig dermed ’humaniorapolitiets’ vrede, en betegnelse, han bruger om alle dem, der hader Mads Holger. Men som vi snakkede om næste dag, føler han sig sikker på, at humaniorapolitiets tid er slut, og forude venter Champagnerevolutionen, som er Mads Holgers epoke. ”Man skal passe på med at grine af dem, der sidder bagerst i karrusellen, for det kan vise sig, at de er foran alle de andre,” sagde han til mig. Fik du den, Remee?
Flyveren lettede. DJ Jean Glistrup ’Von Baden’, der ankom som en af de sidste passagerer, spillede op på det medbragte anlæg, så snart flyet havde fundet sin plads i de øvre luftlag. Han havde været vågen hele natten og var i gang med at lægge i kakkelovnen til et raserianfald, som skulle slippes løs efter mørkets frembrud. Den lille, sorte, runde læderhat, han havde siddende oven på hovedet, var i realiteten en løs sikring på en håndgranat.
Der blev serveret champagne fra Jets sponsor. Vi kiggede i de goodiebags, der lå på sæderne. Der var hudplejeprodukter, høretelefoner, lædernøgleringe, hvide klipklappere og et armbånd af gummi mod børnecancer fra Bubber. Det var lige til at trække om pikken og nosserne. Jeg kunne ikke begribe, hvordan man kan være så syg at sammenblande børnecancer, Bubber og Mads Holgers verden. Og nu kom der søreme mad. En let anretning med skinke og parmesan og to flasker vodka og mere champagne. Og i mit øre kunne jeg høre lyden af to af Holgers overklassepiger, der fordrev tiden med at lege 20 spørgsmål til professoren:
Overklassepige 1: ”Kommer han i Skagen?”
Overklassepige 2: ”Neeej ...”
Overklassepige 1: ”Har han gået på Herluf ?”
Overklassepige 2: ”Neeej ...”
Overklassepige 1: ”Hmm ... Har han været i St. Tropez?”
Overklassepige 2: ”Jaaa ...”
Overklassepige 1: ”Har jeg mødt ham i St. Tropez?”
Overklassepige 2: ”Jaaaaa ...”
Overklassepige 1: ”Er han jurist?”
Overklassepige 2: ”Neeej ...”
Og så fremdeles. Senere kom en fyr med lyst pagehår forbi en af pigerne og sagde påfaldende højt, at han havde lyst til at ’drikke øl fra hendes fisse’. Det skabte en noget mærkelig stemning.Nede bagerst i flyet sad goodiebag-pigen. Det var hende, der havde pakket vores goodiebags, 150 stykker, og for den indsats havde hun fået en gratis billet af Mads Holger. Hun var under 20, kom fra provinsen og var for sød og for sårbar til disse tosserier. Jeg ved en masse om hende, som jeg ikke kan skrive, fordi jeg snakkede fortroligt med hende som menneske og ikke som journalist. Så hvad jeg skriver om hende her, beror udelukkende på oplysninger, jeg har fået uopfordret fra andre mennesker på turen. Hvad der skete med hende, fortæller jeg senere, men indtil videre er det nok at forstå, at Mads Holgers fremgangsmåde selvfølgelig medfører en vis portion kollateral skade hos det modsatte køn. Efter sigende plejer han at klinke skårene ved at stikke den ulykkelige pige en udgave af Kierkegaards ’Forførerens dagbog’ og sige, at den handler om ham.
Og ved du nu hvad, Remee? Lige pludselig spottede jeg modemanden Uffe Buchards profil bag ved Camilla Miehe-Renard. Jeg troede ellers, det var under hans niveau at tage på en opstyltet charterrejse som denne, men finanskrisen gør vel umage sengepartnere? Hele det store narrativ om, at den danske modebranche er utrolig succesrig, og at København er blevet Skandinaviens Paris, var om noget Uffe Buchards fortjeneste, men nu nærmede sig tiden, hvor denne fortælling blev afsløret som en stor, fed løgn. En stor, fed løgn, der har tjent til at dække over en lille klike opblæste narrehatte, som weekend efter weekend har drukket sjusser med hinanden og bekræftet hinanden i, at de er fuldkommen geniale og vanvittig kreative. Hans sidste time var oprundet, og i desperation greb han nu ud efter alt, hvad der kunne minde ham om den søde, forgangne tid.
Så hørte jeg nogen bag mig fortælle om, at børnemilliardæren ville joine selskabet, når vi kom til Istanbul. Han er barnebarn af Poul Bundgaard, Kjeld fra ’Olsen-banden’, og sidder på så mange F.L. Smidth-penge, at han aldrig kan bruge dem. Men han gør et hæderligt forsøg, gør børnemilliardæren – hvilket du sikkert kender alt til, Remee. Senere på turen viste børnemilliardæren mig i hvert fald et billede på sin mobiltelefon fra en natklub i Tyrkiet, fra hans besøg hos dig. Han havde købt så meget champagne, at de takkede ham ved at skrive ”Crazy Martin in da house” med versaler af laserlys på natklubbens vægge. Folk i flyveren sagde, at børnemilliardæren fyrer den så meget af, at han kun har fem år tilbage at leve i.
Jeg skal ikke trætte dig med detaljerne om, hvordan vi nåede frem til restauranten på øen i Bosporus-strædet. I stikordsform kan det ordnes sådan: lufthavn, busser, Red Bull og vodka, alle trafikproppers moder, baljer i stedet for speedbåde. Men så var vi endelig fremme, til afdansningsbal i Aftenlandet.
Alt var gået så hurtigt, at ingen af os rigtig havde nået at opfatte, at vi var kommet til Istanbul – denne onde, onde by, hvor vesterlændinge i århundreder har stået ansigt til ansigt med usigelige rædsler. Vi kunne for den sags skyld være i Vordingborg. Alle var blevet så stive, at ingen kunne læse vores navne på bordkortene ved kuverterne, så der gik en rum tid, før selskabet sad placeret ifølge bordplanen. Vi fik tyrkiske specialiteter, men vi kunne ikke være mere ligeglade med maden. Vi var hærdede superbrugere. Vi ville bare være utrolig stive, og så ville vi være endnu mere stive, og så ville vi forsøge at blive lidt mere stive. Det var planen, som jeg opfattede den.
Jeg sad placeret vis a vis Mads Holger. Min borddame var Rinie Trap, hans muse. Hun er 23 og var vokset op i det daværende Rhodesia, den hvide mands Afrika. Du har ikke kunnet undgå at møde hende, Remee. Hun er, hvor han er. Man skal give sig god tid til at smage på navnet – Rinie Trap – for det navn har alt, hvad Mads Holger står for. Tænk bare på filmen ’The Sound of Music’ og Mads Holger som patriarken Von Trap, der kæmper for den gamle verden. Eller Mads Holger som den unge nazist, damebedåreren Rolf, der vil have det bedste fra den nye og den gamle verden. Hendes loyalitet mod Mads Holger var ubøjelig, og det virkede, som om hun ville gå i døden for ham.
Når man talte med Rinie Trap, fik man indtryk af en aldrende, resigneret sjæl, som betragtede verden fra et fjernt og komfortabelt sted. Hendes ansigt mindede om Jerry Hall, men kroppen var for lille af statur til at være en fotomodel. Så vidt jeg forstod det, havde hun søgt ind på Herlufsholm som 15-årig, på Mads Holgers opfordring. Her havde hun udset sig piger, der passede ind i Mads Holgers stald, og så havde hun taget dem med ind til København i weekenderne, hvor de havde turneret rundt med Mads Holger i spidsen. Senere hen, når han mødte nye piger, har det været Rinie Trap, der skulle godkende dem, og sådan er det stadig. Hun er hovedstokken, han avler på.
I øjeblikket er Mads Holger i gang med at stable en tv-serie på benene i samarbejde med et produktionsselskab. Her rejser han rundt i Europa og spiller fandango sammen med ’den permanente udstilling’: mundskænken Rinie Trap, Stephanie Lillelund og Caroline Boysen, den hårde kerne af Herlufsholmpigerne. I dummyen er de først inde hos Stasia på Kongens Nytorv og købe vanvittige kjoler, marengs som tekstil, og så drager de af sted til Paris og går i operaen. Klassisk, uforfalsket Mads Holger.
Og mens jeg husker det, Remee: Senere, da jeg var kommet hjem fra Istanbul, ringede Mads Holger og sagde, at han nu var blevet uvenner med Rinie Trap. De havde været i Tivoli, hvor han var kommet til at tungekysse med Rinies lillesøster, og så var Rinie blevet sur i skralden. Han ville nu forsøge at gøre det godt igen med ”blomster og Thomas Helmig på Facebook”. Thomas Helmig er ikke klassisk, uforfalsket Mads Holger, men alle har vel lov til at træde ved siden af en gang imellem. Giver du mig ikke ret? Jeg er sikker på, at Rinie Trap tilgiver ham, for de kan ikke klare sig uden hinanden.
Da middagen var ved at være forbi, stillede Mads Holger sig op med en mikrofon i hånden. Ved siden af ham stod Stephanie Lillelund, baronesse Caroline Flemings papsøster. De forklarede, at tidspunktet var kommet, hvor aftenens flotteste kjole skulle præmieres med et smykke til en værdi af 20.000 kroner. Præmien gik til en pige, som var iført en blå gallakjole, der fik hende til at ligne en østeuropæisk cirkusprinsesse. Rygtet sagde, at juryen havde valgt hende, fordi hun var den eneste pige i selskabet, som Mads Holger ikke havde ordnet, og det skulle nødig hedde sig, du ved ... De andre piger var meget vrede og sendte onde øjne til vinderen. Jeg gik op til baren og fik mig en bajer.
Senere blev vi sejlet hen til natklubben Reina, der ejes af Tyrkiets næstrigeste mand. Ifølge Mads Holger har mænd som ham ”nogle numre på speed dial i deres mobiltelefoner, og når de ringer til dem, er der otte mennesker, som dør i deres umiddelbare nærhed.” Vi havde nu fået selskab af Mads Holgers tyrkiske elskerinde, som i henhold til Mads Holger er datter af Istanbuls førende juveler. Hun var meget smuk og havde nogle store englevinger tatoveret på ryggen. Som Mads Holger siger det, er hun dog kun ’konsulatet’, mens den rigtige ambassade befinder sig nede i Damaskus, hvor han danner par med en af Syriens eneste ægte blondiner.På Reina kørte det op i en spids. Der var så mange mennesker, at jeg mistede orienteringen. Alle var glade og fulde. Når jeg kiggede op, stirrede jeg ind i en sort, åben nattehimmel. Mads Holger hev fat i mig og trak mig hen til børnemilliardæren, som nu var dukket op. Han lignede Poul Bundgaard som ung. Vi fik tændt nogle cigaretter. Børnemilliardæren fortalte mig, at han netop havde købt sit eget skomærke i Milano og her fabrikerede håndsyede loafers til 32.000 kroner parret. Han pegede ned på et par vinrøde, sutsko-lignende mokkasiner med noget ubestemmeligt heraldik på. Han forklarede også, at han producerede for rapperen Coolio, og nu skulle han også producere for Snoop Dogg. Og så kastede han sig ellers ud i at demonstrere, hvordan man åbner en flaske champagne ved at gejle halsen med stilken på et champagneglas. Men det virkede ikke rigtig for ham. Noget var galt. Han smadrede det ene champagneglas efter det andet mod flasken i en eksplosion af bevægelsesenergi og knust krystal. Glasstykkerne fløj os om ørene, indtil børnemilliardæren pludselig stoppede op og kiggede nærmere på etiketten på champagneflasken og råbte: ”Jamen! Det er jo en Mumm! Man kan ikke gøre det med en Mumm, det skal være en Moët ... arrrgh!!”
Og så fik den lige et nøk opad, for midt i tumulten dukkede Lionel Richie op. Er du med, Remee? Lionel Richie! Jeg skal ikke kunne gøre rede for hvorfor og hvordan, men det var altså Lionel Richie sammen med alle sine store, smældfede bodyguards. Han stod bare der og ventede på dig, Remee, i sin egen majestætiske skørhed. Han kunne have snakket til daggry med dig om alle de fede projekter, I skulle lave sammen. Dig og ham, Remee ... Kan du ikke se ham for dig som andelshaver i Club Oasis sammen med Kandis-Johnny, Peter Ingemann fra ’Hammerslag’, stylisten Dennis Knudsen, og hvem du ellers har lukket ind i dit gated community?
Omtrent samtidig blev DJ Jean Glistrup ’Von Baden’ smidt væk fra pulten nede ved dansegulvet. Han var lige gået i gang med at spille og lagde dristigt ud med Mads Holgers kendingsmelodi, ’Also sprach Zarathustra’ af Richard Strauss. Men den skæring huede ikke tyrkerne, som omgående havde trukket i håndbremsen og bedt Jean Glistrup om enten at spille noget fornuftigt musik eller at skride. ”Det er pga. sådan nogle som jer, at Tyrkiet aldrig kommer ind i EU,” havde han råbt til Tyrkiets næstrigeste mand og var taget hjem til hotellet i vrede, rød i hovedet. Senere hen skulle det hedde sig, at Lionel Richie havde bedt om at få Jean ’Von Baden’ tilbage ved pulten, men det er en efterrationalisering, og desuden tror jeg slet ikke, Lionel Richie var klar over, hvem der var dj, endsige at han var i Tyrkiet. Faktisk tror jeg ikke, Lionel Richie er klar over, at han er Lionel Richie.
Senere den nat, i receptionen på luksushotellet, mødte jeg goodiebag-pigen. Hun så sønderknust ud. Som jeg fik historien gengivet fra andre i selskabet, havde hun regnet med, at hun skulle være Mads Holgers udkårne på turen, og så havde hun opdaget, at Mads Holger har mange piger. For at hævne sig havde hun givet sig selv til en anden mand i gruppen, hvilket kun havde gjort hende endnu mere ulykkelig. Det var, hvad jeg hørte.
Næste eftermiddag fandt jeg Mads Holger ved hotellets swimmingpool. Han sad inde i skyggen og spiste pommes frites til morgenmad. Han havde Ray-Ban Wayfarersolbriller på. Slangeskindsstøvlerne og det sorte jakkesæt forstærkede indtrykket af en ung vampyrgreve. På bordet lå en ny Samsung Jet, som han havde taget i brug, efter at den gamle mobiltelefon var gået tabt i et badekar om natten i selskab med en uspecificeret blondine. Han forekom mig at være mere genial end nogensinde.
Et stykke derfra sad børnemilliardæren og hans hof og havde gang i en formidabel andendagsbrandert. De havde været vågne hele natten og mere eller mindre smadret den penthouse-suite, som børnemilliardæren havde lejet til efterfesten. Der havde også været nogle piger fra Ukraine indover. ”Hurtige piger, forstår du, hvad vi siger til dig, Brügger? Du kender dem. Hahahaha ... hahhaaaa,” lød det fra en af hans drenge. Overvejelserne gik nu på, om de skulle blive i Istanbul, og de havde netop ringet til hinandens koner og kærester for at høre, om der var opbakning til initiativet derhjemme. Det kan man vist roligt sige, at der ikke var. Imens skinnede solen på dem.
Mads Holger gjorde status på løjerne. Flere af gæsterne havde mistet deres pas. En blondine, som enten var Kylle, Pylle eller Rylle, havde smidt sit rejsedokument væk, og så var der en fyr, som frivilligt havde givet sit pas til en ham ubekendt mand. Sidst, men ikke mindst tumlede Mads Holger også med J.C. Diamond-spørgsmålet. J.C. Diamond var en ung greve, som havde inviteret en pige med på turen i den tro, at hun så ville indlade sig med ham, men ganske tidligt i forløbet havde hun meldt ud, at hun hellere ville gå i seng med en anden mand, og det havde hun så været. J.C. Diamond drak sig derfor i hegnet, mistede sit pas og var nu forsvundet og kunne i princippet være hvor som helst i Istanbul. I øjeblikket var nogle af de mandlige herlovianere i gang med at ringe til den fallerede byggematador Axel Juhl-Jørgensen, som vistnok kendte Istanbuls borgmester, for at høre, om han kunne redde kastanjerne ud af ilden for dem. Senere den dag, da vi stod ude i lufthavnen, ringede Istanbuls borgmester og sagde, at han hjertens gerne ville hjælpe med at få Kylle, Pylle eller Rylle hjem, men han havde ikke indflydelse på, hvem de danske myndigheder ville lukke ind i landet.
Holger bestilte Campari og sodavand. Jeg fik mig en øl. Mit mavesår kunne mærkes nu. Vi snakkede om hans ideologi. I øjeblikket skriver han på sit manifest, der skal udkomme som bog under titlen ’Champagnerevolutionen’. Den handler om, hvordan han reddede sig ud af det mørke hul, han var havnet i, da 90’erne så allersortest ud for ham. Ifølge Mads Holger var 90’erne kulturel nekrofili, en spøgelsesjagt på en falsk fjende, hvor vores generation skændede et lig, der allerede var blevet nedlagt af vores forældre under ungdomsoprøret: borgerskabets gamle verden. ”Ligesom den 22. sang i ’Iliaden’, Hektors død,” sagde Mads Holger.
Han havde vendt ironien, nihilismen, ligestillingen, formløsheden og grimheden ryggen og var taget til Monaco. Her fandt han fred. Han var kommet tilbage til øbenhavn som en slags Whiskybæltets Gotfred Appel, fast besluttet på at hævne sig på de kulturradikale. Hans nye kulturelle pejlemærker var Strauss’ ’Flagermusen’ og Lehars ’Den glade enke’. Allerhelst ville han have levet i Wien i 1800-tallet som ejer af et mindre gods uden for byen, og så ville han køre ind til operaen i drosche.
Når han kiggede ud i verden, som den ser ud i dag, så han et USA, der ikke længere kunne beskytte os økonomisk og militært. De nye spillere var nationer som Rusland, Indien og Kina, lande, hvor der virkelig findes overklasse og underklasse, og hvor kvindefrigørelsen aldrig rigtig slog igennem. Mads Holgers lande, med andre ord. ”Se bare på Rusland,” sagde han og fortalte om, hvordan han havde været i Moskva under ’Aluminiumskrigene’ som mellemmand for en investor, der ville have fingre i en titaniumåre. ”De er sgu da ligeglade med demokrati og rettigheder. De vil bare have materielle goder. Tror du, det betyder noget for dem, hvis en journalist bliver slået ihjel, eller en mand bliver myrdet med en kop te med polonium i?” spurgte han.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det hele. Det var klart for os begge, at fascismen lå og spøgte på et sub rosa-niveau under hele interviewet. Sådan noget er nemt at mærke, når man har tømmermænd. Dermed ikke sagt, at Mads Holger er fascist, men jeg ved så meget, at fascismen har rod i middelklassens grundlæggende angst for lort, en angst, der også giver sig til kende som kitsch. ’Den glade enke’ er kitsch, begrebet jetsettere er kitsch, og spørgsmålet er så, om Mads Holger også er kitsch. Hvad er dit bud, Remee?
”Mit projekt er, at kommende generationer, de unge piger, som du ser her, ikke skal vokse op med Dr. Martens-støvler og Pearl Jam-jam på Skanderborg. Hos mig får de en artikuleret dekadence med store kjoler og højt skum i glasset. Jeg tager dem tilbage til formerne. Folk har fået så vanvittig mange penge, men forstår ikke, hvordan de skal omsætte dem kulturelt. De køber fladskærme og silikonepatter for dem, og det er ikke godt nok, ånden er ikke fulgt med. Det vil jeg hjælpe dem med,” erklærede han og samlede op på interviewet med følgende erklæring: ”Det, jeg giver dem, er en historie, de kan fortælle. De får en historie med hjem.”
Børnemilliardæren og hans venner støjede for meget, så vi besluttede os for at tage elevatoren op til baren på toppen af hotellet. Da vi passerede børnemilliardæren, fortalte han mig, at han har fået ansat en engelsk assistent, som udelukkende har til opgave at line dates med fotomodeller og skuespillerinder op til ham. Han skal sådan set bare møde op og børste dem. For den ulejlighed får hun 25.000 kroner om måneden. Bagefter tog vi en snak om hans tatoveringer. På ryggen havde han fået tusset tre champagne-etiketter, hvoraf jeg kunne tyde Cristal og Ace of Spades. Nedenunder stod der 'feinschmecker’, men stavet forkert. Oppe ved skulderbladet var der skrevet på engelsk, at det ikke er nok at kæmpe, man skal også vinde. ”Har du hørt den nye rekord fra Cave de Rois?” spurgte børnemilliardæren Mads Holger, som udmærket kendte den legendariske klub ved St. Tropez. ”Der er lige blevet givet champagne for 16 mio. kroner,” sagde børnemilliardæren. ”Det må være The Pakis,” genspurgte Mads Holger med kendermine. Børnemilliardæren bekræftede, at det var The Pakis, to pakistanske rigmandsbrødre. Har du hørt om dem, Remee?
Fra hotellets øverste etage havde vi en svimlende udsigt over Bosporusstrædet. Mads Holger bestilte mere Campari med danskvand. Jeg forsøgte at starte en snak op om hans far, den afdøde dansk-skotske kunstner John Lindsay Little. Han begik selvmord i en fængselscelle i Gøteborg i april 2001, efter at han var blevet idømt syv års fængsel for at smitte uvidende kvinder med hiv-virus. Den svenske efterretningstjeneste Säpo sad klar, da han mødtes på et hotelværelse i Stockholm med nogle af de kvinder, han havde været i lag med, og så klappede fælden.
”Med staffeli, lærred og musik som den vigtigste bagage rejste kunstneren John Lindsay Little fra sted til sted. Og fra kvinde til kvinde. Hans livsstil var spontan og sorgløs, men hans handlinger fik alvorlige konsekvenser for andre,” skrev Politikens Dorte Hygum Sørensen i nekrologen. ”Med John var det som at gå på opdagelse. Han skabte historier. Han var fri, og han var en eventyrer. Derfor kaldte han sommetider sig selv for ’Hemingway of The North’,” citeres en kvindelig bekendt for at sige. ”Jeg ved ikke, hvad jeg føler,” sagde en dengang 25-årig Mads Holger til B.T., som dækkede faderens bisættelse i København.
Mads Holger lærte aldrig sin far at kende og kan ikke gøre så meget andet end at fordømme hans handlinger. Faderen var blevet smittet med hiv, længe efter han forlod Mads Holger og hans mor. Han havde mødt ham fem gange i alt. Kort før han hængte sig selv i en ledning, havde han ringet til sin søn fra fængslet og sagt, at han snart ville dø. Mads Holger var kørt op til Gøteborg for at hente faderens urne. I bilen hørte han kun Otto Brandenburg, huskede han. Han fortalte, at han samme aften fandt sig selv på et hotelværelse i Gøteborg sammen med to svenske fotomodeller, og i rummet var urnen med asken fra ’Hiv-manden’, som han blev kaldt i den skandinaviske presse. Det lød som et øjeblik, der var åbent for fortolkning. Hvad tænker du om det, Remee?
Mads Holger var nødt til at tage sig af problemerne med de forsvundne pas. Han drak sin Campari ud og undskyldte sig. Camilla Miehe-Renard kom forbi og spurgte, om hun måtte få nogle af mine saltnødder. Jeg sagde til hende, at mine nødder var hendes nødder. Sætningen blev hængende i luften.
Nede i receptionen, kort før afrejse, mødte jeg DJ Jean Glistrup ’Von Baden’. Han sagde, at han og Uffe Buchard havde prajet en taxa og bestilt en sightseeing i Istanbul. Chaufføren havde kørt dem tre timer stik øst ud af byen, indtil Uffe Buchard var gået amok og var kommet i slagsmål med chaufføren. Søren Sögreni, cykelhandleren, poppede op, iført cowboyhat og badeshorts. Han var bleg og svedig. Han sagde, at tømmermændene kunne mærkes nu, og gik så i gang med at fortælle om, at han denne morgen var sejlet alene over Bosporusstrædet, og ovre på den anden side, i Asien, havde han mødt nogle drenge fra Letland. Historien løb ud i sandet, og det var nok også godt det samme. Så kom Mads Holger tilbage og sagde, at de netop havde fundet J.C. Diamond, den ulykkelige greve.
Og så kørte vi væk fra hotellet i tre busser. Det var søndag aften. Næste morgen skulle en syndflod af bibelske dimensioner ramme Istanbul, det værste regnvejr i 80 år. Biler, busser og mennesker blev skyllet væk fra motorvejene. Jeg sad selv og så det på fjernsyn, da jeg var kommet hjem. Det havde været, som om Gud ville vaske byen væk. Men vi slap væk i tide. Eller ikke alle, for blondinen, der havde mistet sit pas, Kylle, Pylle eller Rylle, blev på hotellet med børnemilliardæren, og hende kan der være sket alt muligt med. Jeg tør slet ikke tænke på det, Remee.
Men børnemilliardærens ven Birger var med i bussen. Han havde stadig ikke sovet og slentrede rundt i kabinen med et glas klar, duggende væske, vodka, formoder jeg. Alle lag var blevet skrællet af i løbet af natten, så han fremstod totalt åben for os, helt nøgen. Alt kunne ske nu. Han gik op til chaufføren og bad om mikrofonen. Han fik den sluttet til. Han fortalte, at han hedder Birger og kommer fra Jylland. Jeg nåede lige at få sat optageren på min mobiltelefon til.
”Ja, mine damer og herrer! Kan I høre mig? Vi har været i Istanbul. Så er vi på vej hjem. Jeg tror, jeg vil fortælle jer om min tur til Berlin ... Da jeg blev drug-raped af en trans,” sagde han så efterfulgt af en lang pause. Nogle venner nede i bussen klappede lidt. ”Jaaa, Birger,” råbte de. Han fortsatte. ”Vi var taget til fodbold i Berlin, og efter kampen var vi på diskotek. Jeg fik piller og kokain, og det blev meget vildt. Klokken ni om morgenen kom jeg ud på gaden, og der stod en pige og spurgte, om hun måtte tage med mig hjem, og jeg sagde, at det måtte hun da godt. På det tidspunkt vidste jeg jo ikke, at det var en transvestit ... Men det var det altså ... Han kom fra Peru. Og hvem kunne have gættet, at jeg godt kan lide at få en pik op i røven? Men ... Jo altså, hun havde en meget stor tissemand, og jeg syntes jo, det er spændende med sådan en stor pik og nogle store bryster, og jeg sad og red på hende inde i badekarret, det var meget vildt, og jamen ... Det gjorde jo også ondt, og jeg måtte tage nogle piller, der dæmpede smerten. Det var helt vildt, og næste morgen kom min ven ind på hotelværelset, og så skulle jeg lige pludselig skide, og plump, sagde det, så kom der lige et kondom ud ... Det var så historien om, hvordan jeg blev røvpulet i Berlin af trans ... fra Peru,” fortalte Birger. ”Det var bare det, jeg ville sige,” sagde han så.
Det virkede, som om han græd en smule. Eller klynkede. Birger tog mikrofonen op til munden igen. Han begyndte at oute en af sine venner, der sad længere nede i bussen: ”Så var der den dag, Michael kom hjem til Sanne og sagde: ’Sanne, nu skal vi kneppe,’” fortalte Birger.
”Hold så kæft, Birger,” råbte Michael. Birger blev tavs igen. Så fortsatte han: ”Men jeg har været i terapi med det, for jeg kan godt se, at det er forkert at være sammen med transer, men jeg har altså også haft nogle tilbagefald. Ude på Søllerødgade ligger et transbordel, hvor jeg blev bundet og buttfucket af et par transer, meget, meget hårdt ... Og jeg har det sådan, at ... Nu er det kommet ud af min krop, det transhelvede, jeg har været i ... Men jeg har også været i terapi med det, og ...”
Mere kom der ikke ud af Birger, for Mads Holger bad chaufførens assistent om at tage mikrofonen fra ham. Der lød spredte klapsalver i bussen. Birger satte sig ned på sin plads. Jeg lænede mig fremover og sagde til en smilende Mads Holger, at nu forstod jeg, hvad han mente med, at jeg ville få en historie med hjem, som jeg kan fortælle. Det tror jeg også, du forstår, Remee.■
