Ny teaterforestilling skildrer en farlig gruppe af mænd – der intenst hader kvinder
Liv Helm og Nanna Cecilie Bang sætter med forestillingen ’The Supreme Gentleman’ fokus på de såkaldte ’incels’. Mænd, der mødes i digitale fællesskaber, og mener, at færre kvinder vil gøre verden til et bedre sted.
Foto: Emilia Therese ’The Supreme Gentleman’ kan ses på Betty Nansen Teatret fra 5. april.
For snart syv år siden dræbte den 22-årige Elliot Rodger seks mennesker i Californien. Kort før massakren lagde den unge mand en video på YouTube og Facebook, hvor han med sol i ansigtet og palmer i baggrunden tordnede mod yngre kvinder:
”I piger har aldrig været tiltrukket af mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil straffe jer alle for det.”
I dag ved vi, at Elliot Rodger var forløber for en tendens, der i øjeblikket er i fokus i adskillige fiktionsgenrer og fylder på flere forskellige onlineplatforme. ’Incels’ er arrige – ofte unge – mænd, som på særlige sociale medier støtter hinanden i, at kvinder forværrer verden. Incels hader de mænd, der får alle kvinderne, og de hader i helt særlig grad kvinderne, som ikke ser deres vej. Det er der nu kommet et dansk teaterstykke ud af, hvor en ensom mand sidder foran sin computer: ’The Supreme Gentleman’.
Annonse
”Stykket er et møde mellem publikum og manden på scenen. Han har svært ved at få kontakt til andre mennesker, og spændingen ligger i, at han skal møde publikum. Den unge mand føler sig afvist, og derfor er det somme tider nemmere at tale grimt end at række ud. Det tror jeg, vi alle sammen kender,” siger instruktør Liv Helm og betoner, at ’The Supreme Gentleman’ ikke handler om Elliot Rodger, men blot bærer det navn han fik tildelt af sine mandlige fans efter drabene i Californien i 2014.
En incel mener typisk, at ’kvindeproblemet’ er samfundets skyld. I yderste konsekvens griber han til våben, men som oftest opildnes der ’bare’ til hadsk tale.
”Da jeg påbegyndte min research, forventede jeg at møde gale mænd, men jeg stødte i højere grad på mennesker, der var ramt af depression og ensomhed,” siger dramatiker Nanna Cecilie Bang:
”Jo flere incel-fora jeg besøgte, jo tydeligere blev det, at selvhadet var kolossalt. Det skræmte mig, for uden håb kan mennesker finde på værste.”
Hverken Helm eller Bang mener, at man kan slå de galt afmarcherede mænd hen med, at de udgør et fåtal. De vrede online-krigere er nemlig blevet til små, globale hære, og rapporten ’The Angry Internet’ slog sidste år fast, at vreden også er nået til vores breddegrader.
”Der er opstået et fællesskab på internettet, hvor mænd hader kvinder intenst. Nogle incels vil sige, at de misogyne memes og kommentarer er for sjov, men der ligger uden tvivl et had bag. Det er især skræmmende, når du følger dem over længere tid, for stille og roligt bliver du mere tykhudet. Ligesom de sikkert selv gør,” siger Nanna Cecilie Bang.
Annonse
Mathias Skov Rahbæk spiller hovedrollen i ’The Supreme Gentleman’. Foto: Marie Hald
Spørgsmålet er så, om et teaterstykke skrevet og iscenesat af kvinder kan nå mænd, der føler, at kvinderne i forvejen får for meget magt og opmærksomhed?
”Måske ikke, men det er afgørende at skabe forståelse. Det er nemt at finde de punkter, hvor man ikke kan lide vores hovedrolle (spillet af Mathias Skov Rahbæk, red.), men det er mere interessant at se, hvor man kan relatere til ham. De fleste incels besidder en blanding af fanatisme og teenagefølelser. Jeg er stødt på én, der skrev om at samle på Pokémon, for kort efter at mene, at alle kvinder skulle dø. De bliver radikaliserede af vreden og af det fællesskab, der opstår omkring den,” siger Nanna Cecilie Bang og bakkes op af Liv Helm:
”Som regel er afvisning det eneste, der er konstant i en incels liv. Hvis det er din grundfølelse, er det jo nærmest umuligt at eksistere, og derfor må vi række ud, afdække og prøve at forstå.”
INCEL
En sammentrækning af involentary celibate (ufrivilligt cølibat), som er fællesbenævnelse for unge mænd, der føler sig afvist og ignoreret af kvinder, og derfor opbygger en stærk vrede mod dem. Bygger også på et had til succesfulde mænd, der får sex (kaldet Chads), og til populære og attraktive kvinder, som ifølge incels er overfladiske og ondskabsfulde (kaldet Staceys).
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.