Mahamad Habane er klar til at få hele Danmark til at grine: ”De optagelser er der aldrig nogensinde nogen, der skal se. Jeg var forfærdelig”
Da Mahamad Habane var 24 år, var han stødt på grund. Ingen uddannelse, og livet havde ikke åbenbaret en klar retning for ham. Med intet at tabe og alt at vinde steg han op på scenen med en mikrofon i hånden, og siden har han ikke set sig tilbage. Snart tager han landet rundt med sit første oneman show. Vi har snakket med ham om at opdage videnskaben bag grinet, at gemme sin første tusindkroneseddel og om at høre sig selv dø på scenen.
Foto: Per Arnesen
"Jeg har altid været rigtig stor fan af comedy, men jeg havde aldrig tænkt, at det var noget, jeg selv skulle arbejde med. Det virkede uopnåeligt. Man ser jo kendte mennesker som nogen, der ikke findes i den virkelige verden. Som om de er skabt af en robot, og så pludselig er de inde i fjernsynet. Men for omkring syv år siden fandt jeg ud af, at der er noget, der hedder open mic. Altså et sted, hvor amatører kan prøve at kaste sig ud i stand-up-genren.
På det her tidspunkt vidste jeg overhovedet ikke, hvad jeg ville med mit liv. Jeg var 24 år gammel, jeg ikke var gået i gang med at studere, og jeg følte, at alle mine venner var i gang med en meningsfuld uddannelse eller arbejde. Der opstod en 'fuck-det-hele' mentalitet i mig. Nu ville jeg bare gøre, hvad jeg ville, uagtet verdens syn på det. Den mentalitet gav mig modet til at gå op på en scene. Og en mand, der stiller sig op på en scene uden at have noget at tabe, er jo altid sjov.
Til at starte med tog jeg til open mic bare for at kigge, og jeg blev lynhurtigt grebet af det. Tidligere havde jeg kun set comedy med flot sceneopsætning og store stjerner, og det var svært at forholde sig til. Her stod der nogle normale dudes med en mikrofon, og jeg begyndte at forstå, at det kunne være en reel mulighed for mig.
Det gik op for mig, at det var de samme jokes, der blev fyret af hver uge. Bare bedre fra gang til gang. Der forstod jeg, at der er en videnskab bag det. At man kan arbejde på at blive sjovere. Det blæste mig bagover. Det næste års tid tog jeg ugentligt ned og så comedy, og det blev nærmest en uddannelse for mig, hvor jeg studerede de forskellige komikere og fandt ud af, hvad der virkede for dem.
