Mahamad Habane er klar til at få hele Danmark til at grine: ”De optagelser er der aldrig nogensinde nogen, der skal se. Jeg var forfærdelig”

"Jeg har altid været rigtig stor fan af comedy, men jeg havde aldrig tænkt, at det var noget, jeg selv skulle arbejde med. Det virkede uopnåeligt. Man ser jo kendte mennesker som nogen, der ikke findes i den virkelige verden. Som om de er skabt af en robot, og så pludselig er de inde i fjernsynet. Men for omkring syv år siden fandt jeg ud af, at der er noget, der hedder open mic. Altså et sted, hvor amatører kan prøve at kaste sig ud i stand-up-genren.

På det her tidspunkt vidste jeg overhovedet ikke, hvad jeg ville med mit liv. Jeg var 24 år gammel, jeg ikke var gået i gang med at studere, og jeg følte, at alle mine venner var i gang med en meningsfuld uddannelse eller arbejde. Der opstod en 'fuck-det-hele' mentalitet i mig. Nu ville jeg bare gøre, hvad jeg ville, uagtet verdens syn på det. Den mentalitet gav mig modet til at gå op på en scene. Og en mand, der stiller sig op på en scene uden at have noget at tabe, er jo altid sjov.

Til at starte med tog jeg til open mic bare for at kigge, og jeg blev lynhurtigt grebet af det. Tidligere havde jeg kun set comedy med flot sceneopsætning og store stjerner, og det var svært at forholde sig til. Her stod der nogle normale dudes med en mikrofon, og jeg begyndte at forstå, at det kunne være en reel mulighed for mig.

Det gik op for mig, at det var de samme jokes, der blev fyret af hver uge. Bare bedre fra gang til gang. Der forstod jeg, at der er en videnskab bag det. At man kan arbejde på at blive sjovere. Det blæste mig bagover. Det næste års tid tog jeg ugentligt ned og så comedy, og det blev nærmest en uddannelse for mig, hvor jeg studerede de forskellige komikere og fandt ud af, hvad der virkede for dem.

Men der er grænser for, hvor meget man kan lære ved bare at kigge og observere. Til sidst samlede jeg mod til mig, og jeg fik skrevet en mail til værten for open mic, og han gav mig en tid ugen efter. Og så begyndte panikken ellers. Den næste uge levede jeg udelukkende i mit eget hoved, hvor jeg øvede foran spejlet og optog mig selv på video. Jeg har stadig de optagelser, og dem er der aldrig nogensinde nogen, der skal se. Altså, jeg var rigtig dårlig. Forfærdelig.

Til min første optræden havde jeg inviteret en af mine bedste venner med til at filme mig. Jeg sagde til ham, at han bare skulle blive ved med at filme, uanset hvor dårligt det gik. Det endte med at gå helt fint i betragtning af, at det var min debut. Når jeg ser videoen i dag, synes jeg jo, at det er vildt dårligt, men det er meget normalt, tror jeg. Hvis jeg var bedre dengang end i dag, så havde det været noget lort.

Det var en blanding af lettelse og adrenalinsus, der ramte mig efter den optræden. Jeg var ydmyg omkring det, for jeg vidste godt, at det, jeg havde gjort, ikke var noget i den store verden. Der var maksimalt 40 mennesker, der havde set det, og hvis jeg havde stoppet med stand-up der, så ville det gå totalt i glemmebogen. Men jeg havde fundet et formål med mit liv. Jeg vidste, at det var det, jeg skulle lave.

Det næste års tid optrådte jeg minimum to gange om ugen til open mics. Jeg havde nærstuderet komik så meget, at jeg vidste, at det handlede om at forbedre det materiale, jeg havde og ikke lave noget nyt. Inden for komik snakker man om, at man først skal lave et set på fem minutter, så 10 minutter og derefter 30 minutter. Når man har det, kan man begynde at optræde til firmafester. Efter et halvt år havde jeg opbygget et 30-minutters set, og jeg fik mit første firmajob. Jeg fik 1.000 kroner for det, og som en anden Joachim von And ville jeg gerne gemme sedlen som symbol på min spæde start. Jeg gav den til min mor, så hun kunne passe på den, men efter et par uger, var jeg alligevel så flad, at jeg endte med at bruge den. Det ærgrer mig i dag.

Jeg fik mit gennembrud, da Zulu ringede og tilbød mig en tre-minutters optræden til Zulu Comedy Galla. Derefter fik jeg nok jobtilbud til at gøre det fuldtid, og jeg sagde op på mit arbejde hos YouSee. Eller, jeg blev faktisk fyret, haha, og det var nok for det bedste.

Som komiker bliver du nødt til at have en grunddyb tro på, at du kan noget og er god. Ellers stiller man sig ikke op på en scene og er sjov på kommando. Men det er sket mange gange, at jeg haft et show, hvor jeg har følt mig rigtig dårlig bagefter. Noget af det første, de garvede komikere rådede mig til, var at optage mine shows. Det er noget alle gør, hvor de lægger telefonen på taburetten, som de har med på scenen. Når jeg efter et dårligt show har hørt det igennem, er der næsten ingen grænser for, hvor elendig jeg kan føle mig. Men samtidig giver det også et objektivt perspektiv på, hvorfor det gik galt. Det kan være svært at gennemskue, når man står deroppe. Men når jeg hører det på optagelse, kan jeg godt se, hvorfor folk ikke grinede. Så kan jeg høre mig selv på optagelsen rable fuldstændig, og de ting, jeg siger, giver ingen mening.

Min alarm om morgenen er altid fulgt af teksten ’snak langsomt’. Det er noget, jeg stadig øver mig på. Jeg ved ikke hvorfor, men der sker et eller andet underligt, når jeg jeg står foran et publikum. Det er, som om at 100 mennesker hører dårligere end én person, og derfor skal jeg tage tempoet ned.

Jeg vil sige, at min styrke som komiker er, at jeg arbejder hårdt. Modsat er min svaghed, at jeg ikke er ret god til at improvisere, og jeg er vildt misundeligt på dem, der kan finde ud af det. Det er en superkraft, og det giver dem en livline på scenen. Alligevel er jeg mest imponeret af de komikere, der ikke improviserer, og hvor deres materiale er så gennemtænkt og deres argumenter så logiske, at man ikke kan modsige dem. Jonathan Spang er fx virkelig god til at tage noget komplekst og bryde det så meget ned, at den største idiot kan forstå det. Det er én ting som komiker at have spottet noget virkelig dumt og så lave sjov ud af, hvorfor man synes, det er dumt. Det er fint, men det bliver først rigtig godt, når man vender den om og prøver at argumentere for det, man synes er dumt. Jo flere argumenter, man prøver af for at få det dumme til at give mening, jo mindre mening giver det.

Efter jeg var med i ’Stormester’ på TV 2, stak det helt af. Nærmest uanset, hvornår på døgnet jeg var ude, genkendte folk mig. Jeg har ikke haft nogle dårlige oplevelser med berømmelsen, og hvis jeg skal være ærlig, er jeg heller ikke så kendt. Men jeg fornemmer også, at Danmark er et godt land at være kendt i. Vi respekterer og giver plads til de kendte på en måde, der er fuldstændig usammenlignelig med fx USA. Herhjemme kan Kronprinsen sidde på en café, og folk vil tage det helt roligt over det.

Jeg har dyrket stand-up hver dag i seks år og været besat af tanken om det. Jeg har nærmest ikke holdt nogen ferier, men efter min turné planlægger jeg at have et halvt år, hvor jeg vil holde mig væk fra det. Der kunne jeg godt tænke mig at forfølge min drøm om at skrive en TV-serie. Det er noget, jeg altid har haft lyst til.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte og Talenter