Peter Grønborg: "Champions League-studiet skal være som en god drengeaften"

Op til din debut lagde TV3 et klip ud, hvor man ser dig jonglere med en bold. Det går ikke helt godt. Har du selv spillet?

”Ideen var, at jeg skulle tage 10 på foden, men jeg havde dansesko på, så det tog tre forsøg, inden det lykkedes. Men jeg spillede rigtig meget som dreng. Jeg nåede at spille i ynglinge-mesterrækken, men var ikke supergod. Jeg sparkede godt til kuglen, syntes jeg selv, og scorede mange mål. Men jeg var virkelig en tynd splejs og havde ikke krop til at klare mig. Man kan godt være en splejs, men så skal man være hurtig. Og det var jeg ikke.”

Er der hos mænd forskel på deres egen opfattelse af, hvor gode de er – og var – og så på omverdenens syn på deres evner?

”Der er en gigantisk forskel. Mange – sikkert også jeg – har det nok med at overdrive. Men det er meget sjovt, jeg legede altid, at jeg var kommentator, og du kan nævne hvem som helst fra min folkeskoleklasse – og også fra klassen over og under – og jeg kan stadig se dem alle sammen for mig, se, hvordan de tacklede, hvordan de løb, hvordan de sparkede til bolden. Mange af dem fra dengang vil sikkert sige, at det lå i kortene, hvad jeg senere skulle lave.”

Hvordan fik du jobbet?

”Jeg fik en besked på Facebook i februar. Den var fra redaktionschef Kim Mikkelsen, som jeg kender. Der stod: ’Hej Grønborg – alt vel? Skal vi snart drikke en kop kaffe?’”

Vidste du, hvad det drejede sig om?

”Det var jo allerede bekendtgjort, at Jes Dorph var i gang med sin sidste sæson, så jeg vidste, at jobbet var ledigt. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke håbede på, at de ville tænke på mig.”

Søger man selv, eller er det dårlig stil?

”Det gør man ikke. Ikke til sådan et job her. Altså … jeg har altid vidst, at hvis jeg nogensinde fik det job tilbudt, ville jeg sige ja. Men jeg nærede ingen illusioner. Det har jo været en ret eksklusiv skare af folk, der har haft det job.”

Hvornår fik du så jobbet?

”Kim Mikkelsen og jeg mødtes hjemme hos chefen for det hele, der tilbød mig jobbet. Beslutningen om at sige ja traf jeg allerede i tidsrummet mellem, at jeg sagde farvel og åbnede min bildør ude på vejen i Brønshøj. Så ringede jeg til min kone og sagde: ’Jeg skal være Champions League-vært.’”

Er mange sportsjournalister måske folk, der prøver at udleve deres egne, mislykkede sportslige ambitioner?

”Ha! Jeg tror det ikke, men måske er der en vis sandhed i det. For mig var det nu noget af en tilfældighed, at jeg blev sportsjournalist. Under min uddannelse fik jeg mulighed for at komme et halvt år til udlandet. Jeg har altid været vild med sprog og ville gerne lære spansk. Så jeg tog til Madrid i 1995. Jeg havde aldrig været der før, men den dér røde klat på et kort lige midt i Spanien fascinerede mig. Jeg fik lavet en aftale med Berlingske Tidende om at levere til deres sportssider, fordi Michael Laudrup spillede dernede. Jeg var helt grøn og ikke engang uddannet journalist, og så tog jeg ud til Real Madrids træningsanlæg. Der stod en masse spanske journalister, og jeg var den eneste dansker. Jeg turde næsten ikke sige noget til ham.”

Hvad sagde du?

”’Hej Michael, undskyld jeg forstyrrer. Jeg skal skrive nogle artikler for Berlingske hernedefra. Er det nemmest, at jeg får fat på dig herude til træning eller hvordan?’ Og så tog han min blok og min kuglepen ud af hånden på mig og skrev sit telefonnummer ned. Det var fandeme pænt gjort af ham.”

Er der nogen, der kan gøre dig nervøs i dag?

”Morrissey ville jeg nok være pænt nervøs over at skulle interviewe, ikke bare fordi jeg er vild med især The Smiths, men lige så meget fordi han er rimelig crazy, ikke? Men ellers ... njahh … det er jo anderledes i dag, end da man var 25. Hvad er det værste, der kan ske?”

Ja, hvad er det?

”Jamen, som tv-vært er det jo at gå helt i stå og fuldstændig tabe tråden.”

Har du prøvet det?

”Nej, 7-9-13, jeg har aldrig lavet en alvorlig en. Men pinligheder opstår på tv. Der var fx et år, hvor det mest sete klip på tv2.dk var et indslag om tørsvømning, hvor jeg sad – alene i studiet – og fik et grineflip. Det var et indslag om, at nogle kommuner ikke havde råd til at sende deres børn til svømning, og derfor lå de på en græsplæne og øvede svømmetag. Dér brød jeg sammen.”

Frygter man det?

”Ja, selvfølgelig. Eller fx at komme til at sige noget, der kan virke racistisk. Så er man færdig. Min ambition er, at Champions League-studiet skal være som en god drengeaften. Sådan har jeg selv set Champions League i årevis. Vi tre i studiet skal diskutere fodbold, som sad vi hjemme i en sofa. Og tilfældigvis er der så nogle tv-kameraer, der filmer det. Men samtidig kan man jo ikke sidde og råbe ’fisse’ i tv. Selv om alle jo ved, at der selvfølgelig ikke er nogen, der råber ’fisse’ på en fodboldaften med drengene.”

Hvad laver I i studiet, når I ikke er på?

”Vi ser den kamp, vi sender. Men så har vi også to vogne, der bliver kørt ind med tv-skærme, hvor alle de andre kampe kører – og der kører også highlights. Så sidder vi der og diskuterer kendelser, taktik, spillere og sviner hinanden lidt til for hyggens skyld. Den stemning, der er i et omklædningsrum, er der også i studiet. Forhåbentlig kan man fornemme den stemning, når vi sender.”

Hvad gør man som vært, når man pludselig skal kommentere på billeder og situationer, man måske ikke er forberedt på?

”Da jeg var på TV 2 News, blev jeg rost for at være god til at håndtere breaking news-situationer, hvor man måske kun havde 2-3 oplysninger at gå på skærmen med. Det kom mig virkelig til gode, at jeg havde kommenteret hundredvis af fodboldkampe og var vant til bare at snakke, også selv om der ikke skete en dyt. Eller hvis en kamp måske blev afbrudt i 20 minutter pga. kraftig regn. Man skal sgu kunne skidesnakke for at komme igennem det.”

Er du en, der snakker meget?

”Ja. Det har jeg altid fået at vide. I min familie og blandt mine venner er der en del, der mener, at jeg snakker for meget. Jeg tænker over det, men det er måske både min svaghed og min styrke. Jeg har altid snakket meget. En af mine venner kalder mig ’verdens klogeste mand’. Jeg er desværre ret sikker på, at han ikke mener det.”

Hvorfor synes du, at fodbold er fedt?

”Nu har jeg selv tre drenge, og når vi er på ferie, vil de bare ud at spille fodbold. Og de kommer så ned på en legeplads, og helt uanset natio-nalitet, og næsten uanset hvor man er i verden, siger de største børn: ’Du er med dem, og du er med dem.’ Og så går man i gang. Der skal ingenting til. Fodbold er et fællessprog. Vi to kunne tage en ’en mod en’ lige nu og her, og vi behøver ikke engang en bold, vi kan sparke til en øldåse og smide fire trøjer, som bliver til to mål. Det er et universelt sprog, som udgør en kæmpe kulturel sammenhængskraft i store, store dele af verden.”

Kan man score på at være Champions League-vært?

”Næh, ikke hvad jeg ved af. Måske er jeg for gammel. Men jeg har ikke fået den slags henvendelser fra kvinder, hvis det er det, du mener. Det er mænd, der henvender sig. Såvel på de sociale medier som i virkeligheden. I dag var jeg fx i Rema 1000 for at handle, og pludselig er der en ung mand, der råber: ’Hey Peter, du gør det supergodt på Viasat.’ Den slags oplevede jeg ikke som vært på TV 2. Men der vil, når man er tv-vært, altid være nogen, der synes, at man er en stor idiot.”

Peter Grønborg er 46 år og har arbejdet som sportsjournalist på Politiken og Berlingske Tidende, som vært og fodboldkommentator for TvDanmark/Kanal 5 – bl.a. med Michael Laudrup – og i otte år som nyhedsvært på TV 2 og TV 2 News. Han er gift og har tre sønner.

LÆS OGSÅ: Glem FCK og BIF. Her møder du det "ægte København"

LÆS OGSÅ: Den splejsede teenager med de grimme tænder der blev til mesterværket Cristiano Ronaldo