Martin Skovbjerg gør, hvad fuck der passer ham

Han ligner sgu noget, katten har slæbt med ind, som han går der med forældreposer under øjnene, halvvåd i en tyk, kropslang mørk jakke med halvdelen af hovedet indhyllet i en halsedisse. Hans mindste har kastet op hele natten, og det har været yderst ubehageligt. Mest af alt på grund af, at voldsomheden ved sygdommen for det lille menneske blev akkompagneret af nonverbal kommunikation, der fik Martin Skovbjerg til at føle sig magtesløs.

”Det er ligesom med en hund. Man kan jo ikke helt vide, hvad der foregår inde i dem,” fortæller han, mens vi sætter os til rette på en økologisk og socialt bevidst café i Kongens København.

Men så er det godt, at han nu for tiden ikke har meget på tegnebrættet. Hans film, ’København Findes Ikke’, er i biograferne, og nu går han og nyder en sjælden stille periode, hvor børnesygdom ikke får noget korthus til at vælte, og hvor det eneste offer er friskheden om morgenen, der dog skylles bort af den cremede cappuccino, han får serveret.

’København findes Ikke’ er en drømmende undersøgelse af kærlighed og hukommelsens selektive natur med København som spøgelsestom kulisse. Sanders (Jonas Holst Schmidt) kæreste Ida (Angela Bundalovic) forsvinder sporløst, og i en tom lejlighed lader Sander sig afhøre af Idas far, spillet af Zlatko Buric, og hendes bror (Vilmer Trier Brøgger), der ønsker at nå til bunds i hendes forsvinden. Man ser Sander og Idas forhold udspille sig gennem Sanders minder. Et forhold, hvor Sander bruger hver dag på at vente på, at Ida får fri fra arbejde, og hvor de to lever, ånder og elsker udelukkende igennem hinanden. En ekstrem dyrkelse af tosomhed, som i det moderne samfund ofte ses som giftigt.

”Filmen handler om at være til stede i nuet. At gøre, hvad man selv føler for og ikke bare være et flokdyr. Jeg tror, der ligger mange mennesker i grave rundt om i Danmark, der ikke fik spurgt sig selv seriøst, om de virkelig kunne lide at være i deres forhold.

Jeg kommer til at tænke på, da alle skulle have den der fucking Kähler-vase, men der var ingen, der vidste, hvorfor fuck de skulle have den. Ida og Sander manøvrer uden for samfundets spilleregler, og det er spændende, for i det rum bliver man nødt til selv at tage stilling til, hvad man selv føler. Hvorfor næsekysser man på Grønland? Hvad er egentlige den rigtige måde at kysse på? Hvorfor skal man sige ’jeg elsker dig’? Kan man godt gå igennem hele livet og være vild med en, uden man siger ’jeg elsker dig’? Det er den slags selvfølgeligheder, filmen udfordrer og undersøger.”

Man kan ikke beskylde Martin Skovbjerg for selv at være et flokdyr. Langt fra. Hans liv har været en dans med det uforudsigelige, en kurs sat efter egen Nordstjerne, en overgivelse til livsstrømmen.

Han er opvokset i Holbæk med en mor, der var advokatsekretær, og en far der var reklametegner. Det var en klassisk provinsby, hvor der ikke var plads til at skille sig ud. Hvor man ligesom blev placeret i en kasse, og så havde man bare at forblive i den, fortæller Martin Skovbjerg. Da han skulle skifte fodboldklub i Holbæk, bød træneren ham velkommen med konstateringen: ”Nå, du plejer jo at spille back.” Det gjorde han, men træneren vidste jo ikke, om Martin Skovbjerg kunne spille angriber, som han selv formulerer det.

Som 21-årig vinkede han farvel til provinsen og sin kasse og sagde hej til skarp sol, stejle bakker og livet som freestyle skiløber. Sammen med 60 andre unge danskere oplevede han i Val Thorens i Frankrig noget unikt. At blive socialt nulstillet. At have mulighed for at udtrykke sig selv uden fortidens lænker, der havde holdt ham fanget i en rolle, han ikke følte sig hjemme i.

”Jeg kan huske en, der hed Thorbjørn, man bare kunne se havde fået buksevand hele sit liv. Men han shinede i Val Thorens. Lige pludselig var han ikke den, de andre havde besluttet, han var. Han var bare Thorbjørn, der gjorde, hvad han ville. Det var magisk at se.”

De næste fem år blev hver eneste vinter tilbragt med at stå på ski og spille dj-gigs til afterski-fester. Og Martin Skovbjerg var god til det. Han begyndte at få sponsorater, være med i og producere skifilm, hvor han gav prøver på sine bedste tricks, og han fløj rundt i hele verden; til Argentina og Chile og rundt i Europa, og udlevede drømmen. Lige indtil han brækkede kravebenet så slemt, at lægen fortalte ham, at hvis det skete igen, ville det ikke kunne fikses.

”Og jeg tænkte bare: ’Hvad nu hvis jeg aldrig kan komme til at løfte mit fremtidige barn?’” siger Martin Skovbjerg, mens det arbejdsløse, kreative københavnske rakkerpak har fået stilheden på caféen til at fordufte.

Efter fem sæsoner på ski overvintrede han i København med dårligt humør til følge. Han arbejdede på et kedeligt vikarbureau, der var dårligt vejr, og han savnede at stå på ski med alle sine kammerater. Så da en af hans venner, Kristian Ussing, som han havde lavet nogle af sine skifilm sammen med, ringede og tilbød ham et job som runner på en lille filmproduktion i Sverige, tøvede han ikke.

”Der var jo løn, og jeg skulle bare lave et eller andet,” som det simple ræsonnement lyder. Efter en uges optagelser rejste hele produktionen sig og klappede ad Martin Skovbjerg for hans indsats og hans arbejde.

”Og det kunne jeg jo enormt godt lide.”

Han kunne hurtigt begynde at arbejde med production design, fordi han havde en uddannelse som dekoratør i bagagen. Flere filminstruktører lærte ham stille og roligt at kende, og der blev ved med at være bud efter ham på nye produktioner.

I samme periode var han begyndt at være opvarmnings-dj for Suspekt, når de var på tour, fordi de nogle år forinden havde set ham spille til en afterski-fest i Frankrig.

Suspekt havde i 2007 signet nogle nye bands, blandt andet Veto og The Floor Is Made of Lava, og Emil Simonsen, et af de tre Suspekt-medlemmer – også kendt som Orgi-E, spurgte en dag Martin Skovbjerg, om han kendte nogle, der kunne lave en musikvideo for 2.500 kroner til ’The Company’. Sikke et tilfælde. Martin Skovbjerg havde nemlig i samme periode taget sig selv i at stå på alskens filmproduktioner og tænke, at det der med at instruere, det kunne han sgu nok godt finde ud af.

”Det kan jeg da gøre,” svarede han Emil Simonsen, og det gjorde han, den blev god, så han instruerede en mere, en anden producer ringede og så en mere, og før han vidste af det, var han steget i graderne fra semiarbejdsløs tilknyttet et vikarbureau, til runner, til production designer, til opvarmnings-dj for landets største rapgruppe til musikvideoinstruktør. Alt sammen uden en større plan.

”Det har været en uplanlagt rejse fra job til job. Jeg bliver ikke stresset af ikke at have en plan, og jeg tror meget, det skyldes mine forældre, der har været gode til at sige, at jeg bare skulle gøre, hvad jeg havde lyst til. Da jeg var lille, syntes jeg, at palleløftere var fucking seje, og jeg fortalte mine forældre, at det var det, jeg ville arbejde med. Min far var lidt skeptisk, men jeg kan huske min mor sagde: ’Hvis han gerne vil det, så skal han bare gøre det.’ Selvom det var en lille ting, betød det meget for mig.”

Det er en indstilling, der ikke alene er symptomatisk for Martin Skovbjerg, men også for den musikrevolution, han var en del af og blev et semikendt navn af. En musikrevolution, som sprang hele musikbranchen i luften 1. marts 2011, da en video med titlen ’Kysset med Jamel’ blev smidt op på YouTube. Filmet og klippet af Jamel Sundoo, swagget af Topgunn og med ord af Heimdals profet, som beskrivelsen af den fortæller os. Kendere vil vide, hvem de tre herrer er, og hvilket musikalsk jordskælv de udløste med den video.

På det her tidspunkt var Martin Skovbjerg kendt i den københavnske undergrund som Dj Er Du Dum Eller Hvad (ej at forveksle med DJ Hvad, som var en lige så stor undergrundsstjerne på samme tid). Martin Skovbjerg havde i 2011 spillet til Distortion på blandt andet Nørrebro, hvor Nørrebrogade, stik mod alle trafikreglerne, blev lukket af ved Dronning Louises Bro, så Martin Skovbjergs hårdtpumpende dj-set, uforstyrret af borgerlige biltrafik, kunne lade publikum hoppe, danse og gå fuldstændig amok.

”Der var en kæmpe frigørelsesrevolution i de år. Jeg havde min egen ting kørende med Dj Er Du Dum Eller Hvad, Lulu Rouge var blevet store, Morten Breum dukkede op, Distortion fik virkelig København til at blowe up, P6 Beat med Pelle Peter var en toneangivende radiokanal, og drengene fra Cheff Records var de helt store stjerner.

Jeg kan huske, at jeg så videoen fra deres koncert under Distortion på Blegdamsvej, og jeg kunne mærke, at noget helt vildt var under opsejling. Og det, der kendetegnede det hele, var, at alle bare gjorde, hvad fuck der passede dem. Nicholas (Westwood Kidd, red.) var jo i front for det hele, og vi burde alle takke ham enormt meget, for han blev jo revet midt over af alle de etablerede, der prøvede at lukrere på den revolution, han var med til starte.”

Og selvom Martin Skovbjerg ikke selv var med i Cheff Records, kendte han dem alle godt, og han har siden arbejdet tæt sammen med flere af dem. Emil Lange, der også er dj, introducerede han til Suspekt, og de har efterfølgende indgået i et tæt samarbejde, der har gjort Emil Lange til et kendt navn særligt blandt den yngre generation.

Martin Skovbjerg lærte også i den periode August Fenger, også kendt som Eloq, at kende, og de har siden, sammen med Anders Dixen, formet den elektroniske trio Av Av Av, der har spillet i DR’s koncerthus, vundet en Steppeulv for Årets Producere, en Robert for soundtracket til Martin Skovbjergs egen film ’Brakland’ og spillet på Roskilde Festival, ligesom de også har produceret musikken til ’København findes Ikke’.

Drengene fra Suspekt er Martin Skovbjerg stadig gode venner med, og han skal arbejde med dem igen, når han skal hjælpe til med det visuelle udtryk til deres stort anlagte koncert i Parken den 15. september senere i år.

Det er et andet aspekt, som Martin Skovbjerg igen og igen hiver frem, når han snakker om de forskellige perioder i sit liv. Evnen og viljen til at støtte op og hjælpe dem, man er venner og arbejder sammen med. Det var noget af det, han elskede mest ved tilværelsen som freestyle-skiløber. Det var noget af det, han syntes kendetegnede musikrevolutionen i 2011, og det er også en af grundene til, han ikke vil lægge sig fast på at være enten musiker eller filminstruktør. For hvem ved, hvilke muligheder der kan opstå gennem gamle venner.

”Jeg har svært ved at give slip og sige, at jeg kun laver film eller kun laver musik. Jeg bliver nødt til at have det hele åbent. For hvis det går dårligt i det ene felt, hiver det andet felt det hele op. Det er sådan hele min karriere har udviklet sig. Først ringede Kristian Ussing, som jeg havde stået på ski sammen med, og tilbød mig jobbet som runner. Så spurgte Emil Simonsen mig, om jeg ville instruere en musikvideo, og sådan er det bare gået slag i slag. Jeg har lavet et job, udført det godt, fået venner derigennem, og vi har hjulpet hinanden.”

Martin Skovbjerg og jeg rejser os og går fra caféen mod Dronning Louises Bro. Han fortæller, at han og Emil Simonsen fra Suspekt senere i livet som voksne mænd har fundet ud af, at de har spillet fodboldkampe mod hinanden, da de var små.

Endte du egentlig med at få lov at spille angriber i stedet for back?

”Ja ja, jeg fik kæmpet mig derop, og jeg fik også lov at spille midtbane og målmand. Jeg spillede sgu det hele på det hold.”

Og sådan er han, Martin Skovbjerg. Fra back til angriber og fra runner til dj til filminstruktør. Dansende efter egen pibe og afslappet i planløsheden.