Med få timers varsel holdt Artigeardit og Lamin en koncert, man skulle tro var umulig

KØDBYEN I KØBENHAVN er grå og våd, men det er torsdag, og arbejdsdagen er ved at være forbi, så her er liv. Der bliver drukket gode øl på dårlige bænke, spist blæksprutte og kigget på telefoner, folk her er smarte, men ikke for smarte, de er ugly hot, og de fnyser både af undermenneskerne i Gothersgade og overundermenneskerne på de polerede natklubber.

Men omkring klokken 18 skubbes det asfalterede økosystem ud af balance. Fremmedlegemer i kolossale sneakers og med puffet pandehår skvulper rundt på de åbne arealer, de er febrilske, men også lidt tøvende. Hvad er de gået ind til her? Alle er de mødt op i mindre grupper i Kødbyen en helt almindelig torsdag aften, fordi de kvart i aftensmad er blevet beordret til det af deres telefon. Eller rettere af nogen, de trofast følger gennem deres telefon.

Få timer forinden har de to rapherskabeligheder Lamin og Artigeardit delt en besked på deres respektive sociale medier med titusindvis af følgere, der er kryptisk og alligevel let afkodelig: KØDBYEN KL. 19.00.

Ugen igennem har rapperne drillende lagt praj ud på sociale medier og plantet plakater rundt i det københavnske bybillede, der mere end insinuerer, at noget er under opsejling. Og nu har de altså skrevet en lokation og et klokkeslæt. Nu strømmer det snart til med mennesker, der ikke vil gå glip af … ja, af hvad, egentlig?

DE FØRSTE PÅ STEDET, en gruppe på seks gymnasieelever, fem unge mænd og en kvinde, har det umiskendelige fællestræk, at de ser meget glade ud.

”Da vi så på Instagram, at Ardit og Lamin spillede gratis koncert her, var det bare direkte ind på Snapchat og samle en flok,” fortæller gruppens kvindelige indslag, hvorefter hun flere gange uden yderligere forklaring gentager, at det nu handler om at spise eller blive spist. En karismatisk fyr i gråt tracksuit påstår, at han næsten er Artigeardits fætter, fordi han ligesom rapperen er albaner fra Tetovo i Makedonien.

Og akkurat samtidig med de lykkelige gymnasieelevers ankomst triller en hvid lastbil på størrelse med en bropille ind på, hvad der plejer at være pirattaxaernes domæne, og her ser den lige så enorm og malplaceret ud, som hvis man puttede en blåfinnet tun ned i et hobbyakvarie. Begge sider af lastvognen er prydet af rappernes ansigter i profil, hvorimellem der med store bogstaver står ’nu vi er her’, titlen på det fællesalbum, de tidligere på dagen har offentliggjort, at de udgiver, når torsdag bliver til fredag.

De tidligst ankomne superfans står akavet tæt på den aparte placerede lastbil, som hvis man stiller sig helt tæt op ad det ene menneske i en ellers tom elevator. Som tiden går, begynder de at tænke: Hvor mange bliver vi egentlig her?

Hvad, de ikke ved, er, at fem 18-årige vejlensere i samme stund ligger på den velvoksne side af fartgrænsen og drøner mod Kødbyen. Da de fik nys om den spontane koncert, samlede de sig, fem folkeskolevenner, lånte en af mødrenes biler og tog den lange tur fra Vejle til København, selvom der ringes ind til første modul på gymnasiet klokken 8 næste morgen. Jeg ringer til de fem venner og spørger, hvad i alverden de har gang i:

”Vi håber bare på fed energi. Og at møde en masse andre unge mennesker.”

KLOKKEN SYV ER en enhver spekulation om et skuffende fremmøde gjort grundigt til skamme. Her er piger ned til 13-års-alderen i for lidt tøj, skulende brancherotter, nysgerrige naboer og en veritabel hær af smilende, konstruktive unge, der lige akkurat ikke har nået den alder, hvor man bliver for selvbevidst til idoldyrkelse. Selv suser jeg rundt for at få et interview med en repræsentant for den ene gruppe, der glimter ved sit fravær: politiet.

Spørgsmålet runger arrangementet igennem: Må man godt det her? Kan man godt bare køre en lastbil ind midt i hjertet af Vesterbro, parkere den der i tre timer og så afholde en gratis koncert med to af landets største artister på et ordentligt svin af et anlæg? I teorien er svaret næsten helt sikkert nej. Men i praksis?

Artigeardit og Lamin gør det. Klokken fem minutter over syv skrælles den ene langside af lastvognen, og bag den åbenbarer sig en dj-pult, to kampestenshøjttalere og to særdeles feststemte rappere. Før koncerten italesættes det flere steder som et mere end sandsynligt scenarie, at ordensmagten efter få sange vil afbryde arrangementet. Hvis de åbner et vindue på politistationen Station City, vil de kunne høre de fortyndede toner af ’Selvfølgelig’, et forventeligt hit fra den nye plade. Her i Kødbyen, få hundrede meter væk, spiller anlægget, så det gynger i de tynde vinduer med blå paneler, bag hvilke der til daglig tænkes store verdensborgertanker.

I 45 minutter spiller rappervennerne aftenen i gang for den kåde ungdom. ”Karamel (en smuk kvinde med karamelagtig kulør, red.) kan teksterne bedre end mig,” rapper Lamin, men altså ikke lige på denne sang, der som flere andre får sin verdenspremiere nu. Nye numre og gamle hits afløser behændigt hinanden på kryds og tværs. Kun regnen og småproblemer med et usb-stik truer med at tage pusten af festen, og i glimt føles det som at være til en af start-10’ernes anarkistiske gadefester. Lidt som Distortion, men før lokalpolitik, Refshaleøen og Red Bull.

Efter ekstranummeret ’Hva Status’ – et olmt trykspark fra den nye plade – forlader Ardit og Lamin triumferende scenen, sniger sig ned i en sort BMW og fræser så væk fra området, før de mest frådende fans kan nå at danne ring om bilen.

Fem minutter senere er Kødbyen sig selv igen. Lastbilen står ensomt og upåagtet tilbage, pladsen foran er nu igen bare tom asfalt, og unge fra hele landet har genoptaget de liv, de var i gang med at leve, da Artigeardit og Lamin med få timers varsel bad om deres opmærksomhed. Det føles uundgåeligt, at gud og hver rapper snart vil forsøge at gentage dette smågeniale pr-initiativ – og næppe med samme held.

Jeg ringer til Artigeardit, der fjollet og ekstatisk fra bagsædet af flugtbilen får denne reportages sidste ord:

”Jeg vil gerne sige tak til Københavns Politi. Jeg vil gerne sige tak til Kødbyen. Og jeg vil gerne sige tak til alle dem, der kom. Hold da kæft. Jeg havde seriøst ikke troet, det her kunne lade sig gøre.”