Michael Enggaard skriver om normale mennesker: ”Jeg vil gerne skildre et virkeligt liv, som vi alle sammen lever”

Der går to mennesker forbi nede på gaden, og jeg er bare sikker på, at hvis du bad den ene om at fortælle en god historie fra sit liv, ville du få noget ud af det,” bemærker Michael Enggaard midt i vores interview, der handler om hans nye bog.

Interviewet foregår over telefonen, og Enggaard står og kigger ud ad vinduet, mens vi taler.

”Jeg siger ikke, at alle mennesker har et fedt og spektakulært liv, men alle har nogle problemstillinger. Det er spændende, at vi alle sammen har noget, vi går og murer med. Men nogle gange glemmer vi at lytte til hinanden, og så vader vi bare rundt imellem hinanden i stedet for. Lad os dog høre om hinandens liv og måde at være på. Det behøver ikke at være en eller anden toparkitekt eller kunstner, der skal fortælle os det hele. Vi har alt muligt til rådighed iblandt os, og det synes jeg, vi skal gribe fat i og tale om,” forsætter han.

Hvad er det ved almindelige mennesker, der optager dig?

”Jeg synes, det er spændende, hvordan ens ligesindede går rundt og tumler med livet – og for mig er det langt mere interessant end at slå folk ihjel på hver anden side og hive brystvorterne af nogen og putte dem på håndtaget til skufferne. Menneskerne i mine bøger er jo nogle, der er lidt forslåede. Det er ikke rendestens-eksistenser eller narkomaner og kriminelle, det er bare almindelige mennesker, der møder nogle udfordringer i livet, og det er jo langt de fleste af os, der gør det. Jeg vil gerne skildre et virkeligt liv, som vi alle sammen lever. Når jeg selv læser en bog, kan jeg også godt lide, at der er en form for resonans til min egen tilværelse.”

Hvor startede idéen til din nye bog?

”Det begyndte på Storebæltsfærgen. Jeg så en kvinde, der gik frem og tilbage bag en lang disk i færgens cafe og tænkte, at hun var cool. Lige bagefter fik jeg tanken, at det var underligt, at jeg syntes, hun var cool – og så fik jeg det dårligt over, at jeg tænkte det, for det er jo lige meget, hvad man beskæftiger sig med, man kan jo godt være et godt og ordenligt menneske alligevel. Senere tænkte jeg, at jeg kunne lave en historie om, hvordan kvinden i cafeteriaet var endt der, fordi min egen reaktion på hende forbløffede mig. I bogen har jeg bare placeret kvinden på en motorvejsrestaurant i stedet for.”

Hvorfor lige en motorvejsrestaurant?

”Det er samfundets twilight zone. Det er et lidt et diffust område, hvor alt kan ske, og hvor verden suser forbi. Sådan synes jeg også nogle gange, at livet er, og det var det, jeg gerne ville skildre: Hvordan alting er et stort kaos, og årene suser forbi, og lige pludselig er tiden gået, og man er gammel og har en fortid, man kan se tilbage på.”

Har du selv noget i din fortid, du ser tilbage på, og tænker, var definerende for dig?

”Nogle af karaktererne i romanen har gået på højskole, og det gør, at de får et fællesskab senere. Jeg gik også selv på højskole, og i dag kan jeg godt tænke, at hvis jeg ikke var taget på højskole, hvad fanden var der så blevet af mig? Jeg mødte så mange mennesker, der var anderledes, og som drev mig i en retning og vakte nogle interesser – fx for at arbejde journalistisk. Jeg kan godt tænke, at hvis ikke jeg havde gjort det, så var jeg måske blevet maler eller noget helt andet. Det kunne sagtens være sket, og det ville jo have ændret mit liv radikalt i forhold til, hvordan det er i dag.”

Hvor meget af det, du skriver, er en version af noget, du selv har oplevet?

”Jeg er enebarn og skilsmissebarn. Jeg flyttede fra Hvidovre til Frederikshavn med min mor, da mine forældre gik fra hinanden, og jeg havde ikke altid så mange at snakke med – så jeg gloede meget. Jeg er gået gennem livet med meget åbne øjne og har været meget opmærksom, fordi jeg så gerne ville forstå tingene og forstå de nye steder, jeg kom til. Man kan sige, at jeg bruger en version af ting, jeg har set. Der er selvfølgelig noget af det, som er taget direkte fra mit eget liv. Fx er hovedpersonens far død, og min far døde, mens jeg skrev bogen.”

Betød det noget for din skriveproces, at din far gik bort?

”Min far havde været syg i 10 år, så jeg var allerede lidt på forkant med sorgen. Men jeg tror, at det er med i bogen i den forstand, at mine følelser har været meget lettilgængelige. Jeg håber, at personerne i bogen har fået mere hjerte og sjæl, fordi jeg selv følelsesmæssigt har været udfordret.”

Du har arbejdet som journalist i mange år, inden du begyndte at skrive bøger. Hvor længe har du drømt om at blive forfatter?

”Da jeg var i starten af 20’erne, sad jeg på mit lejede værelse og forsøgte at skrive en roman. Jeg havde en skrivemaskine, men jeg krøllede altid det, jeg skrev, sammen, og så lå der 500 papirkugler rundt omkring på værelset. Det var for stor en mundfuld at gå i gang med det dengang. Men siden da har jeg tænkt, at jeg skulle det en dag. Der skulle bare et skub til. Min kone og jeg mistede et barn for nogle år siden, og der tænkte jeg, at nu kan tingene jo ikke blive værre, så nu tør jeg godt. Jeg fik skrevet min første bog, og det gik heldigvis godt. Nu tænker jeg på de mest optimistiske dage, at jeg skal lave det her resten af livet.”

Du har flere gange nævnt det med at kigge tilbage på sit liv, når man bliver ældre. Hvad vil du gerne have nået i dit forfatterskab, når du står og kigger tilbage om 30 år?

”Som journalist dækkede jeg film i mange år. Der var en periode, hvor det nærmest var et adelsmærke, hvis kun meget få mennesker havde set en film – for så var det nok et kæmpestort kunstværk, fordi det var så komplekst, at kun eliten kunne forstå, hvad det handlede om. Der har jeg det lidt modsat. Jeg vil gerne have en snak med andre om, hvordan de oplever at være i verden. Så et højdepunkt ville være, hvis der var mange, der havde læst mine bøger, og så kunne snakke om de problemstillinger, man kan finde i dem. Hvis der kunne opstå en lille eller en stor samtale om at leve sit liv på baggrund af mine bøger, ville jeg synes, det var fantastisk.”