Michael Falch: "Jeg var klar til at dø på scenen"

Når stjernen ved navn Malurt falder ned fra himlens hvælv og trækker sin lysende hale efter sig, er det slut. Malurt vil nådesløst ramme Jorden med et øredøvende brag. Den vil forgifte vandløb, søer, floder og have. Alt grundlag for menneskeliv vil blive ødelagt.

Umiddelbart er det svært at forestille sig, at de fem rare, midaldrende og ’omtrent efterlønsmodne mænd’, der sidder der i lædersofaen, kan være ophavsmænd til et rockorkester med rødder i en undergangsberetning som den om stjernen Malurt fra Johannes’ Åbenbaring i Det Nye Testamente. At de for fire årtier siden var de vilde, anarkistiske og sortklædte rebeller, der med sange om det moderne menneskes fremmedgørelse i storbyerne var klar til at omstyrte samfundet og selv falde døde om på scenen.

Men det er de.

Her backstage i Magasinet i Odense før en af de mange udsolgte genopstandelses-koncerter ligner de nu mere en flok karakterer fra en film af Anders Thomas Jensen. Fem typer på omkring de 60 år med hver deres rolle i en imaginær film om et dansk rockorkester, der i ganske få år i starten af 80’erne lyste op på rockhimlen og – lige så hurtigt som stjernen Malurts fald – pludselig brændte ud og forsvandt:

Dia med den folkloristiske kalot, som de grå krøller titter ud under. Han er den rolige it-arkitekt fra Egedal Kommune. Malurts mediator og kloge, færøske klippe. Hatten er vist fra Uzbekistan.

Mors, den kraftige trommeslager fra Bornholm. Lokal-tv-fotograf til hverdag og spøgefuglen i bandet – altid med en munter replik på læben, når det hele bliver for alvorligt eller for sort. Han er Malurts tunge, rytmiske omdrejningspunkt. Det er ham, der siger om Malurts såkaldte ’langtidsparkering’ i 1984, at den sikkert har afstedkommet en dynge af parkeringsbøder under vinduesviskeren, hvor køretøjet nu end måtte stå.

Pete Repete, tangentspilleren, som de kalder ’ingeniøren’, fordi han hele tiden piller ved teknologien og eksperimenterer med lyden fra sine keyboards. Musiker og komponist hele livet. Han spillede med C.V. Jørgensen, Sanne Salomonsen og Big Fat Snake og lavede filmmusik, før han vendte tilbage til Malurt.

Christian eller ’Kedde’ med det skaldede, runde hoved og troldeørerne. Præstesønnen fra Tønder, vildbassen og guitaristen i bandet, som altid skal gå til grænsen og gerne over, når han med både tårer og ild i øjnene fyrer sine guitarsoloer af.

Og så Michael, stjernen og sangskriveren. Frontfiguren, som med sine markante vertikale furer i ansigtet, den hæse, lidt kantede vokal, intensiteten på scenen og de undergangsfascinerede sange blev Malurts varemærke. Det var også Michael, der slukkede Malurts fælles drøm og forlod de fire andre, da de endelig var nået helt til tops – udbrændt, nedslidt, færdig.

Nu sidder de dér, dommedagsorkestret Malurt, 40 år senere. Klar til en sidste tur på landets scener, før lyshavet bliver slukket for allersidste gang.

Michael Ehlert Falch og Christian Arendt var adfærdsvanskelige sammen, da de var drenge.

De mødte hinanden i Tønder, da Michael Falch landede i den sønderjyske by som 13-årig. Han havde skulderlangt hår, tonede briller, var rodløs og ensom. Han røg allerede smøger, hash og drak bajere ind i mellem. Tønder var hans syvende bopæl. Køge, Glostrup, Brabrand, Lystrup, Sønderborg, Tåstrup – og Tønder.

”Vi flyttede så meget omkring i landet, fordi mine forældre hele tiden brød op i håb om, at det hele ville blive bedre, og det gjorde, at jeg blev lidt af en loner. Jeg nåede lige at slå rødder, så skulle vi videre igen. Med al den smerte, der er forbundet med at bryde op fra et miljø, man som barn er ved at falde til i. Sige farvel til de kammerater, man lige havde fået, forlade fodboldklubben og de andre, der også interesserede sig for The Beatles. Alle de ting, der giver et fundament i et ungt menneskes liv. Jeg tror, det gav mig en følelse af altid at være udenfor, aldrig rigtigt høre til nogen steder, og aldrig være en af de andre,” fortæller Michael Falch.

Vi sidder i hans lejlighed på Frederiksberg et par dage efter koncerten i Odense med skrå vinduer og sollys, der falder ind på os, mens vi taler om det, der var starten på Malurt. Michael Falch voksede op som dreng i en familie, hvor forældrene nok elskede hinanden, men også drak så meget, at alkoholen til sidst kom til at styre deres liv med kaos og fortvivlelse for de tre børn til følge. Men så mødte han ’præstens uvorne søn’ Christian Arendt eller ’Kedde’, som man bliver kaldt i Sønderjylland, når man hedder Christian.

”Christian var også uden for i præstegården. Han var en ekstremist i den familie. Det æble er godt nok faldet meget langt fra stammen. Alle de andre brødre blev præster og én blev organist. Men Kedde blev rockmusiker. Han var denne her adfærdsvanskelige dreng, der allerede som syvårig blev taget for at have stjålet en spand marmelade. Her finder han endelig en makker, som er lige så utilpasset som ham selv. Jeg blev hans rigtige ven.”

De to blandede blod, i bogstaveligste forstand. Men Michael Falch ville ikke konfirmeres, så han blev forment adgang til præstegården, og drengene måtte mødes i smug.

”Jeg hørte Keddes mor sige, at han skulle holde sig fra mig: ’Michael er djævelens yngel,’ sagde hun. Det var enormt krænkende for mig, for sådan havde jeg aldrig følt mig før. Jeg vidste godt, at jeg nok ikke var en af Guds bedste børn, men det gjaldt for både Kedde og mig. Det så hun bare ikke. Der stod en 13-årig dreng med langt hår og briller, der blev sorte, når solen skinnede på dem. Det måtte jo være djævelens yngel.”

Hvis børn havde fået diagnoser dengang i begyndelsen af 70’erne, så havde Michael og Kedde helt sikkert haft et par stykker. De røg, drak og eksperimenterede sammen, de onanerede sammen. De var utilpassede hver for sig, og sammen blev de grænseoverskridende i deres adfærd.

”Vi var tæt på at blive smidt ud af Tønder Statsskole hele tiden. Vi måtte aldrig sidde ved siden af hinanden, for så ville der blive for meget ballade. Når læreren kom ind, var det Michael dér og Christian dér. Vi var urocentre og skabte splid. Vi chikanerede pigerne på en måde, som i dag ville være me too-agtigt. Vi røg. Vi måtte ikke ryge på skolen, men det gjorde vi jo alligevel. Vi røg hash. Vi drak i en meget ung alder. Bajere og alt det, vi kunne hælde i os. Piller. Vi fyldte os med alt, man overhovedet kunne. Vi var grænsesøgende på alle måder.”

Michael og Kedde var udenfor sammen. De så sig selv som glødende anarkister, pirater og rebeller. De var imod samfundet og alle autoriteter. De gjorde alt det, man ikke måtte. De stod bag aktioner i Tønder i protest mod byens leflen for de tyske turister. De hældte hjemmefabrikerede kemikalier i ønskebrønden, hvor tyskerne smed deres lykkemønter, så mønterne blev ødelagt, og lilla røg væltede op og ud over byens torv, og byens bedsteborgere blev fortørnede og forargede. Når de røg hash, var det for at blive skæve og flygte fra hverdagen, men også som en del af oprøret mod samfundets forlorenhed.

Når de en sjælden gang snød sig til at være sammen på præstegården, var det oppe i konfirmandstuen, hvor der stod et klaver.

”Vi fandt et eller andet fælles hjem i rockmusikken. Det var musikken, der bandt os sammen. Musikken var arnestedet. Kedde lærte mig at spille guitar. Det var musikken, der var ilden for os.”

Rastløsheden, oprøret og vildskaben blev omsat til musik. Som 13-årige skrev de to drenge deres første sange sammen.

”Søren Kierkegaard havde et udtryk om, at en mand ikke bliver digter ved den kvinde, han får, men ved hende, han ikke får. Parallellen til mig er, at al den utilpassethed og al den rastløshed, der kommer af det liv, jeg har haft, er også det drive, der fungerer i rockmusikken. Pludselig bliver vi sådan nogle fribyttere, der finder et beskyttet værksted i rockmusikken, hvor vi kan te os, som vi vil. Være udenfor, være på kant med mange ting og være vilde, men hvor det ligesom er en accepteret adfærd.”

Michael og Keddes utilpassethed blev til Malurt i 1977, da de to rødder tog fra Tønder til hovedstaden og slog pjalterne sammen med en lyshåret, hårdtslående trommeslager ved navn Peter Mors.

På billedet står fem unge mænd. De er i starten af tyverne. Håret på hovederne stritter, og der er antydningen af bumser her og der. To af dem er i sorte læderjakker, resten i 80’ernes gallauniform, cowboyjakken. De ser alle overraskede ud, lidt på vagt. Som om nogen er efter dem, som om de er på flugt fra noget.

”Det er jo et eventyr, der starter dér,” siger Peter Mors under den sorte kasket.

Pete nikker. Han har stadig det samme skæg som på billedet fra 1982. Noget tyndere, noget mere gråt:

”Det var jo drømmen, der pludselig blev til virkelighed. Det var kæmpestort dengang at komme til at indspille en plade. Nu skulle vi ud og spille koncerter.”

Den færøske klippe, Dia, der er den tavse og eftertænksomme, siger ikke så meget, men når han gør, bliver der lyttet:

”Når jeg ser billedet med drengene og mig selv bagved, så er det i det øjeblik, at jeg springer ud i frit fald. Jeg har det som om, jeg springer ud fra et fly i fuld fart, og jeg har måske en faldskærm på ryggen, men jeg ved ikke, om jeg lander sikkert. Jeg kom fra et trygt miljø, jeg havde været studerende, og pludselig tager jeg orlov, klipper snoren så at sige. Jeg har ingen indtægt, jeg er fri, og alle konventioner er sat på standby. Det er sådan, jeg har det lige dér.”

Malurt var et fribytter-projekt, en flok pirater, en ungdomsbande, der skød sig ind på tværs i en polariseret politisk tid, hvor baggrundstæppet var den kolde krigs trusler om død, ødelæggelse og atombombe-regn over Europa. De unge i Danmark fordelte sig på de politiske yderfløje. De venstreorienterede, langhårede flippere, der deltog i marxistiske arbejdsgrupper og i et uendeligt antal demonstrationer iklædt arbejderskjorter på den ene fløj, og på den anden var ’diskerne’, der bare var ligeglade og hellere fortabte sig på diskotekerne med deres permanentede hår, skulderpuder og pastelfarvede jakkesæt.

De fem drenge med strithår var fandenivoldske og ville være en torn i øjet på det hele. Et godt skvæt bitter malurt i det bæger, som både de pæne, ligeglade festaber og det frelste, venstreorienterede miljø i København drak af.

”Det var det, vi ville være: malurt i bægret. Selvom vi egentlig først hed Ravage, første gang vi optrådte for første gang i Folkets Hus i 1977. Men vi syntes, det trods alt var et lidt for punket et navn, end der var dækning for i vores musik, så vi ændrede det til Malurt. Det havde noget af det samme, at vi tilførte et eller andet, der ikke var hygge og romantik. Det var et signal til samfundet og især til venstrefløjen, der efter vores mening var blevet så forstokket, fundamentalistisk og sexforskrækket,” fortæller Michael Falch.

Malurt blev buhet ud af en radikal, feministisk gruppering, der hed Lesbisk Front, ved en koncert i Forum i 1980, fordi bandet brugte et lysbilledshow med afklædte kvinder på bagtæppet. Selv optrådte Malurt-drengene i glatte PVC-bukser.

”Vi blev opfattet som sexistiske af dele af kvindebevægelsen. Det sanselige var tabuiseret i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne,” siger Michael Falch.

Hans sangunivers handlede om fremmedgørelse. Om hvordan samfundet var blevet dygtigere og dygtigere til at gøre mennesket til et stivnet væsen, der bevidstløst var fanget i et endeløst forbrug:

”Jeg havde den tyske marxist Herbert Marcuse i hovedet. Det var min bibel. Hele hans opfattelse af, hvad der sker med det moderne menneske i en kapitalistisk tidsalder. At tage oprøret ud af mennesket ved at give det materielle goder. Mallorca-rejsen, campingvognen og sommerhuset. Sådan så jeg det. På en sindssygt raffineret måde, der ikke lignede diktatur, blev mennesket overtalt til en frivillig dehumanisering. En robot-gørelse, som vi muligvis også er i nu uden at ane et hak om det.”

Sangene var undergangspoesi om storbyens grå beton. De handlede om flugt og overvågning, om atombombens altudslettende eksplosion, om neonsole i brand, og om at gribe livet, før det er for sent.

For knappen er trykket,

snart er helvede hedt

sirenerne hyler – det’ forbi nu om lidt.

”Vi så det ikke som fremtidsangst. Det kan det godt ligne nu, når man ser tilbage på det. Det var alarmklokker, som vi fik til at bimle og bamle som mange andre dengang. Michael Strunge havde det lige sådan. Der ligger en kulturkritik i det, men også en fascination af undergangen. Nærmest en pervers fryd ved det. Hvis det skal gå ned, så lad det gå ned med et brag, for helvede! Smadr lortet!”

På scenen gik drengene amok som et andet punkorkester. Koncerterne var fulde af energi og vildskab. Mors’ trommer dunkede sin desperate puls, Dias bas buldrede, Petes synthesizer hylede som storbyens sirener, og blodsbrødrene fra Tønder stangede hoveder mod hinanden og kastede sig omkuld på scenen som desperadoer med deres guitarer. Der blev drukket Jack Daniels og bajere før, under og efter koncerterne.

”Vi var fandenivoldske, og nogle gange havde vi også lidt for meget fart på, vi havde måske også drukket lidt for meget. Jeg har da billeder inde i hovedet af vores turmanager, som efter første sæt, da vi skulle ned og klæde om, havde sat fem danskvand i døråbningen som en pæn hentydning: ’Jeg tror, I kan gøre det bedre, hvis I ikke drikker så meget,’” siger Pete.

”Så smadrede vi bare de danskvand,” griner Michael.

”Det gik ud på bare at overleve fra koncert til koncert,” siger Dia. ”At blive friske nok til stadig at kunne optræde med samme energi næste gang. Nøgleordet var energi.”

Med Michael Falchs sange ’Superlove’ og ’Mød mig i mørket’ kulminerede Malurts popularitet for alvor. Fra at have været et rockorkester, der bevægede sig på kanten af undergrunden, rykkede drengene ind på radiostationernes hitlister. Koncertjob og festivaler stod i kø. Når de fem ikke stod på scenen, sad de i studiet. At være Malurt blev nat og dag, liv eller død.

”Hvis vi skulle dø for den her sag, så havde vi gjort det. On stage,” siger Michael Falch. ”Selvom det lyder håbløst romantisk. Jeg kan godt høre i dag, at det virker rabiat, oppisket og overgjort, men sådan havde vi det. Hvis det skulle koste os livet at stå på scenen af en eller anden grund, så havde vi betalt den pris. Jeg kaldte det ’rockisme’, det var min religion dengang. En dyrkelse af rockens idealer om det ultimative, det euforiske, om vildskaben gone mad. Nætter, der aldrig holdt op. Drikkeriet og alt det løse, der kom indover i 1983, da der begyndte at blive strøet hvidt pulver i de danske backstage-rum. Der var en romantisering af forfaldet.”

Ved en koncert på Tangkrogen i Aarhus var rock-idealet om at dø på scenen tæt på at blive til virkelighed. Det var i 1982, det var udendørs, og regnen silede ned. En defekt forbindelse betød, at Michael Falch fik al strømmen fra scenen igennem sig.

”Lægen på hospitalet sagde, at det kun var på grund af mit stærke hjerte, at jeg havde overlevet. Rock-passionen er at ville dø for sin musik. Kedde har stadig skader fra nogle af sceneeffekterne. Under et specielt nummer skulle der sprænge en bombe. Kedde er så grænsesøgende, det har han jo været, siden vi var drenge i Tønder, at han altid lige skulle se, hvor tæt han kunne komme på bomben, før den sprang. Og en dag nåede du altså ikke væk.”

”Og han havde selvfølgelig fået at vide, at han skulle holde sig på afstand,” kommer det syrligt fra Mors.

”Men det gør vi jo stadig uden at røbe for meget,” svarer Kedde med et glimt i øjet. ”Der sker jo ting og sager på scenen i vores nye show, som er atypiske for folk i vores alder.”

På få år var Malurt og Michael Falch buldret mod toppen. Efter ’Mød mig i mørket’ og albummene ’Black-out’ og ’Tour de Force’ var Malurt efterspurgt overalt. Oveni var Michael Falch begyndt at lave film ved siden af og spillede med i filmen ’Isfugle’.

Han havde mødt et af sine store forbilleder, Bruce Springsteen, som, da han var i København i 1981, pludselig troppede op i Forum, hvor Malurt spillede, og gik på scenen sammen med Falch. De sang ’Hungry Heart’ sammen til publikums store jubel og overraskelse. Michael Falch blev kanoniseret som den danske Bruce Springsteen. Falch følte, at han bare blæste bevidstløst derudaf. Det var som om, han bare ventede på at blive detoneret som en af bomberne på scenen.

”Malurt-årene bragte mig på kanten af min ydeevne, og med så dårligt et kendskab til mine egne grænser og så lidt respekt for dem kunne jeg ikke håndtere det. Jeg blev overmandet af det, jeg kunne ikke stå imod. Jeg prøvede tit at lægge mig på puden med et æble og en god bog, men det kunne ikke lade sig gøre for mig. Jeg skulle lige ud. Jeg kunne ikke bare gå fra scenen med knytnæven i vejret – som regel var det jo gået skidegodt – og hvordan får man den hævede knytnæve ned? Jeg kendte kun én måde.”

Han gik på druk og drak, indtil han kunne dejse om på et eller andet hotelværelse. Han tog rohypnol, når han alligevel ikke kunne sove. Han blev afhængig af både sprutten og pillerne. Nætterne og dagene flød sammen.

”Jeg blev udbrændt. Jeg var fuldkommen færdig. Jeg havde levet så hårdt og vildt. Min livsstil var uegnet til at holde på længere sigt. Alt for meget druk, alt for mange sene nætter, alt for lidt søvn. Jeg brændte mit lys i alle de ender, der kunne brænde. Og jeg tænkte, at hvis ikke jeg holder op nu, så slutter det her. Jeg dør af det.”

Rock-idealet om at dø på scenen var væk.

”Det ville jeg gerne i ’81, ’82 og ’83, men i 1984 ville jeg ikke længere. Jeg ville redde min røv og ud af det brændende hus. Måske fandt jeg ud af, at rockismen var en falsk Gud. Måske begyndte jeg at se, at det, jeg havde tolket som min revolte, som inkluderede alt det der druk og det løse, ikke bare var skønt og stærkt, men også fælt og destruktivt. Jeg begyndte at se bagsiden.”

Jim Morrison fra The Doors døde, da han var 27. Brian Jones fra The Rolling Stones blev fundet livløs i en swimmingpool, da han var 27. Jimi Hendrix døde som 27-årig, han blev fundet kvalt i sit opkast af vin og piller. Da Michael Falch blev 27 i 1984, vidste han, at hvis ikke også han sagde stop og forlod Malurt, ville han rent faktisk dø af det ligesom de andre rockstjerner i ’Klub 27’:

”Jeg havde troet, det skulle være sådan. Den der dyrkelse af druk og dope som en eller anden særlig intens strategi. Se på nogle af de forbilleder som Morrison, Hendrix og Brian Jones, som er blevet så forherligede af den vestlige kultur som frihedskæmpere. I virkeligheden er de bare mennesker med et misbrug. Sådan så vi det. Ligesom Kedde og jeg havde levet hele vores ungdom med grænsesøgen, hvor misbruget var inde over hele tiden. Det tog jeg med ind i Malurt, og det var den drøm, vi levede på. Jeg var selv offer for den romantisering, og det er en vildfarelse.”

Michael Falch trak stikket på Malurt på det tidspunkt, hvor bandet var allermest populært. Selvom de fire andre havde haft en fornemmelse af, at det snart ville være slut, blev især Mors og Kedde frustrerede over beslutningen:

”Vi tænkte, at det nok ikke kunne være anderledes. Det var selvfølgelig ubehageligt og upraktisk. For vi peakede jo på det tidspunkt,” siger Kedde.

Men de kunne også alle sammen se, hvordan Michael Falch var ved at brænde sammen, så drengene fra Malurt gik hver til sit. Pete fandt hurtigt nye musikalske legekammerater, Dia lagde bassen helt på hylden og fortsatte sit arkitektstudie, Mors blev tv-fotograf og bosatte sig på Bornholm, og Kedde blev guitarlærer i Kerteminde.

Malurt var historie.

Michael Falch forlod Danmark og rejste til USA og Mexico sammen med sin kæreste for at få hold på sig selv. Han var sikker på, at han var helt færdig med livet som rockstjerne, og at han skulle læse dansk og færdiggøre sit speciale om Henrik Pontoppidan på universitetet, når han vendte tilbage. Måske ende sine dage som lærer i dansk og historie på et gymnasium et eller andet sted.

Men undervejs opdagede han, at han stadig havde musik og sange i sig. De havde til gengæld intet med Malurt at gøre. Ingen sort-hvide storbystemninger, ingen neonsole, ingen undergangs-æstetik.

”Da vi kom hjem, camperede vi på en mark ved Himmelbjerget. Der skrev jeg ’Sidste sommerdag’, som var en hel anden musik og tematik end Malurt. Jeg kom helt ud af den der rockisme, og samtidig tog jeg et opgør med Springsteen, som var blevet et spøgelse for mig. Når man bliver associeret så meget med en musiker, man har været inspireret af, som jeg blev, så bliver det ikke bare en sten i skoen. Det bliver en løkke om halsen. Min mission var jo aldrig at blive Bruce Springsteens danske fætter, vel?”

Den nye inspiration, de nye sange og opgøret med det amerikanske rockikon blev til Michael Falchs første soloplade. Der igen blev starten på en solokarriere med flere udgivelser og flere koncerter, som bragte ham tilbage på de danske landeveje med alt, hvad dertil hører: Jack Daniels, sovepiller, lange nætter, intense dage. Barndommens kaos og rodløshed, forældrenes druk og rastløsheden havde fået tag i ham.

En forårsdag i 2002 sad Michael Falch under et træ i en skov ved Kalvehave på Sydsjælland, hvor han havde bosat sig med sin kone Linda og deres tre piger Anna, Soffi og Mathilde.

”Jeg var på bunden af mit liv, vil jeg sige. Jeg var så stresset og ødelagt, at pimperiet havde overtaget mere og mere af mig. Jeg kunne ikke længere vælge, om jeg ville drikke eller ej. Det havde bare sat sig og var blevet dæmonisk. Jeg var nødt til at få noget at drikke. I tide og utide og alt for meget. Jeg vidste, at hvis jeg ikke fik det stoppet, ville mit liv ende som mine forældres. Det ville være mit livs katastrofe, hvis jeg skulle gentage den formel.”

Kombinationen af stress, alkohol og piller var igen blevet til et spørgsmål om liv eller død.

”Jeg var endt ude i den skov, fordi jeg var nødt til at tage en beslutning om, hvordan jeg kunne komme væk herfra, så jeg ikke blev en byrde for mine børn, som mine forældre havde været det for os. Mine børn skulle slippe for det, jeg havde levet i. Jeg sad dér under træet og funderede fortvivlet over mulighederne: Der var et bjerg i Mexico, man kunne køre udover. Der var en betonkonstruktion på motorvejen ved Herfølge, som jeg kunne crashe ind i, så det ikke lignede selvmord. Alle de muligheder tænkte jeg mange gange over dengang.”

Men det kunne også være anderledes.

”Det slog mig, at jeg også kunne begynde at leve et konsekvent ædru liv. Tom Waits havde gjort det i 80’erne. Eric Clapton havde gjort det. Ringo fra Beatles, Nick Cave, alle mulige.”

Michael Falch rakte hånden i vejret, som han kalder det, og meldte sig ind i det anonyme fællesskab af alkoholikere og narkomaner, der støtter hinanden i at finde vejen ud af misbruget. Han gik i behandling og lever i dag et ’befriet liv.’

”Jeg drikker ikke, jeg ryger ikke, og jeg tager ikke piller med røde trekanter. Jeg går derfor heller ikke ret tit til fester og er sjældent ude, hvor det bliver sent. På den måde lever jeg et ekstremt stilfærdigt og ritualiseret liv. Jeg går stadig på scenen, hvor jeg kan godt være vild, selvom jeg lever sådan et munkeliv.”

Hvor Malurts forsanger i firserne var klar til at ofre sig 100 procent og dø på scenen, føler Malurts sanger anno 2020 sig alligevel som en bedre udgave af sig selv.

”Det er sgu grotesk. Men det er jo en af fordelene ved det her. Der er kommet flere toner i toppen og i bunden, og i det hele taget er min stemme blevet stærkere. Det er klart, at det er godt for stemmen, at du ikke ryger 40 smøger i døgnet, står og pimper Jack D. et eller andet sted klokken tyve minutter over to om natten og prøver at bage på en eller anden kvinde, der i øvrigt synes, du er pinlig. Det er jo heldigt, når man nu lige er sanger.”

Det er egentlig Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts og Ronnie Wood, der har æren for, at Malurt nu gendannes efter næsten 40 års pause (Og så Steffen Brandt fra TV-2, som i årevis skubbede på en gendannelse, når han fulgtes med Mors i flyet til Bornholm). Rockmusikkens oldinge fra Rolling Stones med en daværende gennemsnitsalder på 73,2 år stod på scenen i Parken 3. oktober 2017, da de gamle kammerater fra Malurt for en sjælden gangs skyld var gået til koncert sammen alle fem. Der er ingen af dem, der kan huske præcis, hvordan det skete. Der var ingen, der egentlig sagde det. Det var mere en kollektiv, intuitiv fornemmelse. Dia kan huske, at han tænkte, da han så på de gamle rullesten på scenen og bagefter på sine gamle kammerater i bandet: ’Hvis de kan, så kan vi også.’

Michael Falch, der i årevis igen og igen havde afvist, at Malurt nogensinde skulle hentes frem fra sin langtidsparkering, husker, at han fik genopvakt en helt særlig samhørighedsfølelse, mens de stod der sammen og så Rolling Stones spille:

”Vi har gennem årene bare været sammen en og en, men da vi stod der alle fem og pludselig mærkede, at vi også var et band, var det ligesom at blive forelsket. Du kan ikke bestemme, at du skal være det, du bliver det bare. Nu stod jeg der med de mennesker, der var og er en vigtig del af mit liv. Kedde i hele min barndom, de andre i min ungdom og store dele af mit voksenliv, musikalsk og privat. Jeg blev forelsket i dem. Det er jo sentimentalt, men sentimentalitet er ikke bare dårligt. Det er først dårligt, hvis det bliver patetisk, og det var dét, der var farligt ved en gendannelse, at vi kunne blive patetiske. Få et helt land til at brække sig over os.”

Så beslutningen blev, at hvis Malurt skulle gå på scenen igen, så skulle det være som det Malurt, der forlod den i 1984. Skarpt, hårdt, vildt. Høj kvalitet, høj energi. Ikke noget med slappe versioner af sangkataloget leveret af patetiske 60-årige mænd med hængemaver og døde øjne.

Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Dia havde ikke rørt sin bas i årtier. Han var blevet en stor, tyk mand, der var vant til at sidde bag sit skrivebord på kommunen. Mors det samme. Han havde nok optrådt som gæstemusiker ved ganske få lejligheder, men ikke turneret i årevis. Og Kedde, som havde henslæbt sit liv som guitarlærer i Kerteminde langt væk fra spotlighten, han kunne stadig spille guitarsoloer, men havde ikke stået på den store scene i mindst 15 år. Pete Repete havde spillet folkelig popmusik sammen med Big Fat Snake siden 1991, men skulle finde den mere punkede energi frem.

”Efter de første to timer i øvelokalet, må jeg indrømme, at jeg blev lidt bleg,” siger Michael Falch. ”Jeg har jo i mange år turneret med meget dygtige musikere fra øverste hylde. Jeg kunne godt høre: Okay, der er sgu langt til Vega. Hvor er Malurt? Vi skulle jo finde ind til lyden igen. Så gik der to-tre timer, så pludselig: Wow, der var den jo, lyden. Det var en meget speciel oplevelse.”

Men der var stadig lang vej til Vega. Alle fem gik i skarp træning for at komme i form til 50 koncerter á to timers varighed. Der blev købt medlemskaber til fitnesscentret. Kedde dyrkede pilates og yoga. De løftede jern, løb og ændrede et passivt liv til et aktivt. De trænede flere gange om ugen i to år. Mors købte sig et elektrisk trommesæt med hovedtelefoner, så han kunne sidde hjemme i Svaneke og tæve løs, uden familien og naboerne løb skrigende væk.

”Hvis du kommer fra ikke at have rørt din basguitar i 15 år og ovenikøbet er blevet en tyk mand bag et skrivebord, så er der altså langt til superligaen i dansk rock. Pete, der har spillet i et poprockorkester, har omskolet sig selv til kunstneren, der igen er opdagelsesrejsende i lyd som dengang i Malurt. Og Mors, der er kernen i vores sound, er du sindssyg, han har trænet, den mand. I dag har han en krop, der er pænere, end da han var ung. Jeg er sindssygt imponeret over dem,” siger Michael Falch.

Christian ’Kedde’ Ahlert har fået sin anden ungdom.

”Nu står han der på scenen og spiller soloer på sin guitar, som ingen andre end Kedde gør. Keddes helt særlige måde at få sjæl i sit guitarspil. Ikke bare hurtige fingre og flot lyd, men sjælen går ud og griber fat i publikum. Folk kommer til at græde,” siger Michael Falch.

”Det gør jeg sgu også selv,” siger Kedde. ”Tit er det svært at lade være. Jeg lever mig så meget ind i det, og lige så snart jeg bliver rørt, kan jeg se, at det går som en steppebrand gennem alle. Selv de mest kolde skiderikker tænker: Hvad fanden foregår der her? Det smitter virkelig sådan noget. Jeg kan godt lide, at alle får en oplevelse, de helst aldrig glemmer.”

”Jeg synes, du spiller meget højt,” siger Mors og punkterer stemningen.

Kedde står og hopper utålmodigt bag scenen i Odense. Indimellem tager han en løbetur op og ned ad trapperne for at krudte lidt af.

”Nu skal du huske, at vi skal peake inde på scenen,” siger Mors tørt.

”Jeg peaker hele tiden,” svarer Kedde og hopper ufortrødent videre.

Michael Falch sidder inde i rummet ved siden af for sig selv. Han har brug for alenetid for at gennemføre sine ritualer. Han har en særlig mongolsk meditationsteknik, som også er en stemmeøvelse. Indimellem kan man høre lydene fra ham gennem døren.

Det modne publikum koger i salen, da de fem ældre herrer går på scenen. Ikke klokken 20, men klokken 13 minutter over, lige før forventning bliver til utålmodighed.

Michael Falch i rød læderjakke og den karakteristiske Malurt-T-shirt med tre nuller på indenunder. Dia har skiftet kalotten ud med en rød baret. Numrene bliver leveret med lige så høj energi og næsten lige så meget vildskab som for 40 år siden. Blodsbrødrene fra Tønder stanger hinandens hoveder, som de skal. De kaster sig omkuld på scenen, som de skal – denne gang lander de bare på hver sin luftmadras, som er gemt bagerst på scenen. Der sker rigtig nok ting, som er atypiske for mænd i deres alder.

Og da Kedde lidt kluntet kravler op på gorillahegnet og spiller en af sine guitarsoloer, kan man se, at han ganske rigtigt har våde øjne. Det samme har flere blandt publikum. Vi er alle sammen med på en tidsrejse tilbage til 80’erne. Tilbage til dengang Dia, Mors, Pete, Kedde og Michael var fem rebelske drenge med strithår, der var klar til at dø på scenen.

Men det er de ikke længere, selvom døden helt naturligt er rykket tættere på.

Efter koncerten taler vi om et album af den britiske folkrock-gruppe Jethro Tull, der blev udsendt i 1976, nogenlunde samtidig med at Malurt blev til. Det hed ’Too Old to Rock and Roll, Too Young to Die’:

”Jeg er ikke too old to rock and roll, men jeg føler, jeg er for ung til at dø. I modsætning til min Malurt-tid vil jeg gerne blive gammel nu. Sådan er det jo, når først man bliver hængende og ikke ryger ud over kanten som 27-årig. Jeg troede virkelig ikke på, at hverken Kedde eller jeg skulle blive over 30 år. Det var helt absurd at tænke på dengang, som i helt utænkeligt med den måde vi teede os på. Nu føler jeg, at der hele tiden kommer nye udsigter at skrive fra, nye vinkler at se livet fra. Det er som om, at jeg dag for dag bliver gladere for at stå på den scene og fyre den af. Så nej, det kommer sgu til at vare noget tid.”