Michael Jacksons Moonwalk-hyttesko under hammeren

Man skal have lette fødder for at træde i kongens fodspor.

Michael Jacksons Moonwalk-hyttesko under hammeren
Offentliggjort

Afdøde berømtheders ejendele er et populært indslag på auktionshusenes menuer.

Således har vi tidligere berettet om mulighederne for at erhverve henholdsvis en lun Steve Jobs-rullekravesweater og, i den mere uhyggelige ende, bilen, Tupac Shakur blev skudt i .

Denne gang er det til gengæld et rigtig festligt klenodie, man kan bringe sig i besiddelse af: nemlig de hyttesko, Michael Jackson havde på fødderne, mens han øvede sig til tv-showet ’Motown 25’.

Scenen i Pasadena Civic Auditorium uden for Los Angeles, hvorfra showet blev livetransmitteret, er siden blevet berømt for at være stedet, hvor Michael Jackson første gang viste verden sin signaturdans, Moonwalk.

Det foregik 25. marts 1983 under opførelsen af hittet Billie Jean.

Ifølge auktionshuset beviser indtil flere billeder fra Michael Jacksons arkiver, at det er netop dét par sorte sko af mærket Florsheim, de har til salg, som han øvede trinene i.

Skoene sælges desuden med et autenticitetsbevis i form af et brev fra den afdøde danser og koreograf, Lester Wilson, der attesterer, at Michael Jackson forærede ham skoene i omklædningsrummet efter at have øvet nummeret på scenen med sine brødre.

Ifølge auktionshuset står der ’Motown 25’ under sålen, der ligeledes er signeret med blå tusch af Michael Jackson.

”Disse sko er i en vidunderlig forfatning, alderen taget i betragtning, med tydelige spor af brug,” står der i annoncen.

Lige nu er der budt 50.000 dollars på auktionen, der løber indtil 26. maj, så det er endnu ikke for sent at sikre sig et stykke kongelig pophistorie, der forpligter til vægtløs dans.

Her kan du se Michael Jacksons første offentlige Moonwalk:

LÆS OGSÅ: Oasis topper liste over bedste britiske sang nogensinde

LÆS OGSÅ: Kendrick Lamar møder klassiske beats fra Dr. Dre på nyt mixtape

LÆS OGSÅ: MTV relancerer det ikoniske hiphop-program ’Yo! MTV Raps’

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Stilguide og USA