Mina Okabe: ”Det er meget vigtigt for mig, at folk ved, jeg skriver mine egne sange, og at det hele kommer fra hjertet af”

Fortæl om din opvækst...

"Min far er dansker, min mor er japaner, og jeg er selv født i London. Min far har haft mange forskellige jobs igennem mit liv, og derigennem er vi flyttet meget rundt i verden. Jeg blev født i London og har sidenhen boet i New York, i Danmark i en kort periode, og i Filippinerne.

Folk spørger mig tit, hvor jeg er fra, og hvis jeg siger Danmark, kan de jo se, jeg har noget asiatisk i mig, og så fortæller jeg, at min mor er fra Japan. Så siger de, jeg har en lidt anderledes accent, og så må jeg forklare, jeg har boet i London og New York. Til det spørger de så, hvorfor jeg taler så godt dansk, ha, ha. Det kører lidt i ring på den måde.

Jeg føler ikke, jeg på den måde har et ’hjemland’ og et modersmål. Mine forældre ville ikke forvirre mig og min søster for meget, så vi har altid snakket engelsk derhjemme, og så har jeg gået lidt i japansk skole og også snakket det lidt med min mor. Min far har brugt enkelte danske ord igennem min barndom, men det var faktisk først, da jeg flyttede til Danmark som 15-årig, at jeg har efterrationaliseret mig frem til, at nogle af de ord, vi sagde til hinanden, var danske. Jeg har fx kaldt ham ’far’ hele mit liv uden at vide, at det var et dansk ord."

Hvordan var det?

"I dag er jeg så glad for den opvækst. Jeg har oplevet virkelig meget og lært mange forskellige kulturer at kende. Men det var selvfølgelig også svært, da jeg var lidt yngre. I Filippinerne gik jeg på international skole, og det betyder, at eleverne hele tiden kom ind og ud ad skolen. Jeg nåede lige at få en veninde, før hun flyttede til Argentina, eller hvor det nu skulle være. I takt med, at jeg blev ældre, kunne jeg mærke, at jeg manglede en fast omgangskreds. Jeg manglede at føle mig hjemme et sted.

Derfor flyttede jeg alene til Danmark, da jeg var 15 år. Idéen om at bo så langt væk fra min familie, der stadig boede i Filippinerne, var skræmmende, men jeg kastede mig ud i det og begyndte på Herlufsholm.

Jeg var mega glad for det. Den første nat på sovesalen med de andre piger lå jeg bare og tænkte, hvor fedt det skulle blive. Jeg tog ikke skolen så seriøst det år, for jeg havde brug for bare at hygge mig med mine venner og veninder. Efter et år kom mine forældre og min lillesøster så til Danmark, og så flyttede jeg ind sammen med dem og begyndte på Ordrup Gymnasium.

Det var jeg så nervøs for. Jeg havde lært dansk, da jeg tidligere i livet havde boet i Danmark, så det var ikke sådan, at jeg slet ikke kunne sproget. Men den måde, man snakker på med sine forældre, er jo meget anderledes end med sine venner, så jeg følte virkelig, der var en sprogbarriere, da jeg startede der.

På Herlufsholm gik jeg nemlig på den internationale linje, hvor vi snakkede engelsk med hinanden, så jeg kendte ikke til det danske ’ungdomssprog’. På Odrup Gymnasium gik folk rundt og sagde ting som ’Fuck hvor fråderen’, og det fattede jeg jo ingenting af. Mit sprog var bare lidt unaturligt, og det gjorde mig lidt usikker i starten. Alle, der gik der, var jo også vokset op i det samme område, så de kendte hinanden godt, og jeg kendte ingen. Det var en lidt hård start, men jeg kom heldigvis i en mega god klasse, og med tiden fandt jeg mig til rette."

Mina Okabe

(f. 2000). Har en japansk mor og en dansk far samt en lillesøster på 19 år. Grundet farens arbejde, blandt andet i Asian Development Bank, har familien flyttet meget rundt, og de har boet i London, New York, i Filippinerne og nu i Danmark. Har en STX fra Ordrup Gymnasium. Blev i august 2019 signet til United Stage, hvor hun i 2021 udgav albummet ’Better Days’, hvor singlen ’Every Second’ har opnået popularitet særligt på Instagram, hvor over 1,5 millioner reels har sangen som lydtapet.

Hvordan begyndte din musikalske vej?

"Jeg har altid elsket musik. Min far plejer at sige, at jeg kunne synge før, jeg kunne tale. I de skoler, jeg har gået på, har jeg også altid været med i koret eller i musicalerne. Jeg gik til klaver, da jeg var lille, men det sagde mig ikke så meget. Det var klassisk musik, og det føltes bare lidt kedeligt og tvungent.

Da jeg var 12-13 år gammel, begyndte jeg til gengæld at lære at spille guitar, og det var mit helt eget projekt. Jeg så bare Youtube-tutorials og øvede mig hele tiden på det. Jeg lavede coversange af numre, jeg kunne lide, og jeg blev efterhånden rigtig dygtig til at spille guitar. Men jeg følte, at min stemme ikke passede så godt til mange af de sange, jeg sang. Jeg har ikke på den måde en ’stor’ stemme, så jeg begyndte at skrive mine egne sange, der i melodier og akkorder passede min stemme bedre. Selve det at skrive sange kom ret naturligt til mig.

Fra 1.g. af begyndte jeg aktivt at arbejde hen mod at blive professionel musiker. Jeg lagde mine sange op på Soundcloud og skrev til producere og pladeselskaber. I slutningen af 3.g. fik jeg så min pladekontrakt."

Hvornår vidste du, at du var god?

"Mine forældre og min søster er meget ærlige personer. Især min mor. Da vi boede i Filippinerne var der sådan nogle årlige talentshows, og der rådede min far mig altid til at stille op, hvor min mor godt kunne finde på at sige, at jeg måske ikke var dygtig nok til det og derfor burde lade være.

Det samme gjorde sig gældende, da jeg begyndte at skrive mine egne sange. Så spillede jeg den for min familie, og i starten sagde de, at de ikke syntes, det var så godt. Men det gav mig bare blod på tanden. Jeg kan huske, hvordan jeg fløj ind på værelset efterfølgende og bare arbejdede på at blive bedre. Og det skal også siges, da mine sange så blev bedre, sagde min familie det også. Og jeg vidste, at når de begyndte at sige det til mig, så var der noget om det. Det har også gjort mig bedre til at tage imod kritik."

Hvordan vil du beskrive din musik?

"Genremæssigt er det nok noget indiepop, og jeg synes selv, at den er ærlig og personlig i udtrykket. Det er i hvert fald dét, jeg prøver på at opnå. Det er meget vigtigt for mig, at folk ved, jeg selv skriver mine sange, og at det kommer fra hjertet af. Det er også den stil, de kunstnere, jeg beundrer mest, har haft. Fx Amy Whinehouse, som jeg faktisk skrev SRP om i 3.g. Hun spillede også guitar og sang samtidig, og det er jeg blevet meget inspireret af.

På trods af min musik er meget ærlig og personlig, kan jeg ikke så godt lide at snakke om teksterne. Da mine første sange begyndte at blive udgivet, kan jeg huske, at mine venner spurgte ind til, hvad de konkret handlede om, og det var meget grænseoverskridende på det tidspunkt, for jeg har ikke altid været lige god til at snakke om mine følelser. Men det er jeg heldigvis blevet lidt bedre til."

Hvorfor laver du musik?

"Fordi jeg elsker det. At skrive sange er vitterligt min yndlingsting i verden. Jeg laver det ikke for at spille det foran andre mennesker nødvendigvis. Det er en dejlig bonus ved arbejdet, men først og fremmest gør jeg det, fordi jeg elsker at kreere musikken. Når det er sagt, må jeg også sige, at jeg elsker at spille live.

Jeg har egentlig aldrig været specielt nervøs for at spille foran andre mennesker, men i gymnasiet blev jeg det lidt. Hver gang, inden jeg skulle optræde, begyndte jeg at ryste helt vildt. Jeg overtænkte det. Siden da har jeg prøvet at ændre mit mindset omkring det. Jeg har overbevist mig selv om, at det handler om at have det sjovt med det og nyde det. For hvis ikke jeg gør det, så er der ingen grund til at blive ved."

Hvad står den på nu?

"Jeg skal spille nogle festivaler, herunder Musik i Lejet, som jeg glæder mig meget til. Jeg skal også være gæst til festivalen, og det bliver sindssyg fedt at være så tæt på vandet og så bare nyde sommeren.

Derudover skal jeg spille til Skanderborg Festival, og så skal jeg varme op for Lukas Graham på deres turné. Det er jeg meget beæret over at have fået lov til. Og så skal jeg bare lave musik. Det bliver min ferie, og der er intet, jeg hellere vil."