Godt og vel tre årtier efter, han undslap massemorderen Wörmer (Ulf Pilgaard), er nattevagten Martin (Nikolaj Coster-Waldau) en nedbrudt mand. Hans ungdomskæreste (Sofie Gråbøl) har begået selvmord siden da, og deres datter Emma (Fanny Leander Bornedal) har sit hyr med sine formentlig sidste hjemmeboende år hos ham.
Efter nysgerrige ture i mors og fars flyttekasser, hvor hun læser om den gamle sag, søger hun selv det job som nattevagt på retsmedicinsk institut i København, som hendes far, Martin, i sin tid havde.
Her får Emma at vide, at der er rum, hun ikke må gå ind i, hvilket hun jo så gør med den største selvfølgelighed. Men ikke nok med det: Da hun finder ud af, at den tidligere kriminalkommissær Wörmer stadig lever – et sted dybt inde i hjertet af Sankt Hans – bliver hun nysgerrig efter at møde ham.
Meget mere bør ikke røbes her, men konstateres kan det til gengæld, at man ikke sådan for alvor behøver at gense den oprindelige ’Nattevagten’ inden fortsættelsen, selvom det efterhånden er næsten 30 år siden, kultfilmen fik premiere og solgte mere end 460.000 biografbilletter.
For i den nye film, ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’, er der læssevis af referencer til originalen. Niels Anders Thorns læge arbejder fx stadig på retsmedicinsk, og Martins vilde ven, Jens (Kim Bodnia), dukker også op igen.
Af andre notabiliteter på et uhyre stærkt skuespillerhold får vi serveret Paprika Steen som en særdeles illusionsløs politikommissær og Sonja Richter som psykiater på Sankt Hans.
Referencerne og holdepunkterne i forhold til den originale film er logisk drysset ud, og vejen til gyset er kort og frydefuld og langt fra så kringlet, som den ofte kan være i fortsættelser, der laves mange år senere.
’Nattevagten’ fra 1994 bød på gode og effektive gys, men de var også overrumplende, fordi de faldt tæt i jomfruelig dansk filmjord, når det kom til gysergenren. Det gør toerenikke på samme måde, men den er dygtigt skruet sammen og byder på en håndfuld decideret skræmmende scener.
Fx da en af Wörmers håndlangere (foruroligende spillet af unge Casper Kjær Jensen) formår at slippe væk fra politiet i et Halloween-optog i en blodig udklædning omgivet af børn og unge på hospitalet.
I den oprindelige ’Nattevagten’ lagde Ulf Pilgaard krop og ansigt til manden med skalpellen, Wörmer. Det gør han igen nu, men den verden, Wörmer viser sig at leve i, er lige lovlig grotesk, grinagtig og urealistisk efter min smag.
Omvendt er det helt i tråd med det groteske gyserteater, Ole Bornedal bygger op i begge film. Effektivt overgjort og gys spyttet ud i en vild flammekasterstil af galskab. Metoden virker ikke altid for ham, men det gør den i høj grad her.
Alt i alt kan man konstatere, at evnen til at skabe en velfungerende gyser bestemt ikke er rustet hos Ole Bornedal. De tre bedste gyserfilm herhjemme i de seneste tre årtier må simpelthen være den originale ’Nattevagten’, Christian Tafdrups ’Speak No Evil’ fra sidste år og så ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’.
’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ har premiere den 14. december.
Se, hvad vi ellers skriver om: Film og Anmeldelser
