Niels Krause-Kjær: ”At gå i hundene er vi mænd sgu bedre til end kvinderne”

Hvad er det bedste råd, du har fået i dit liv?

”’Whatever you do in your life, my son, remember to drink a lot of water.’ Det kommer fra en amerikansk film, som jeg ikke engang kan huske titlen på, men det er noget, jeg har forsøgt at give videre til mine egne børn. Jo mere jeg tænker over det råd, jo bedre er det, for det passer til alt. Det er også et godt råd, hvis man vil drikke en masse vin. Jo mere vand man drikker, jo mere vin kan man tåle. Da mine børn var store teenagere, og jeg forbarmede mig og kørte dem til Roskilde Festival, sagde jeg altid, inden de smækkede bildøren: ’Husk nu…’ ’Ja, ja, drik masser vand. Det skal vi nok.’ Jeg er dog ikke sikker på, at de rettede sig efter det.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har et ar på mit venstre knæ, som stammer fra en sen lørdag nat på en landevej i Østjylland, da jeg var 16 år. Dengang herskede der på landet en vild knallertkultur, vi kørte alle sammen på brandulovlige knallerter. Der var ikke nogen offentlig transport, og afstandene var store, så det var vi nødt til. Efter en fest mente jeg i min kådhed, at jeg sagtens kunne have to piger med bag på Yamaha’en for jeg skulle vise, hvad jeg duede til. Det kunne jeg også de første 100 meter, men så heller ikke længere. Vi væltede, og jeg pådrog mig et stort sår på knæet, der til evig tid vil minde mig om, at Anette, en af pigerne, fik ødelagt sit andet par designerbukser den weekend, fordi hun aftenen før også havde siddet bag på en anden idiots knallert.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Min voksne søn sagde til mig for et par år siden, da han stod over for et valg i livet: ’Far, du kan være ganske rolig. Jeg er aldrig i tvivl om, hvad der er rigtigt eller forkert. Min kompasnål står altid sikkert. Og det har jeg lært af dig og farfar.’ Da han sagde det, tænkte jeg, at nu behøver jeg ikke at leve mere, min mission her i tilværelsen er udført. Min far, der var landmand, var et meget ordentligt og redeligt menneske, og det kan jeg sige, uden at det skal være mere ophøjet, end det er. Jeg har aldrig tænkt over, hvorvidt jeg spejlede mig i min far på den måde, men da min søn sagde, som han gjorde, måtte jeg også tro på, at jeg havde lært det af min far. Han har haft større indflydelse på, hvem jeg er, end jeg måske tænkte over, mens han var i live.”

Hvilken begivenhed har formet dig som menneske?

”Som 17-årig var jeg et år i USA som udvekslingsstudent. Jeg var en jysk bondedreng fra landet, som aldrig havde været ude at flyve før og kun lige havde oplevet en nordtysk grænsebutik og været i Sverige en enkelt gang. Det var på alle måder stort for mig, og jeg lærte, at der var andre måder at leve på. Jeg boede hos en værtsfamilie i New England-området nord for New York, og på særligt ét punkt var det anderledes end Europa, nemlig, at halvdelen af eleverne på min highschool var sorte. At opleve, at der var så mange forskellige kulturer, og hvor lidt man havde med hinanden at gøre, var en stor overraskelse for mig. De hvide og sorte elever boede ikke de samme steder, havde ikke de samme fag, gik ikke til de samme fester og dyrkede ikke den samme idræt. Der boede kun én sort i min middelklasseforstad, og det var Arthur, som var hvid indeni. Forstået på den måde, at han havde de samme interesser og gik til den samme sport, som de hvide i kvarteret. Hans forhold til os var helt problemfrit. Modsat havde han et kompliceret forhold til de andre sorte. Sådanne iagttagelser for mig som ung dreng gjorde ikke kun verdenen større, men også mere kompleks. Jeg mistede noget uskyld.”

Hvilken bog bør enhver mand have læst?

”Jeg har to bøger, der betyder meget for mig. Den ene er Tom Kristensens ’Hærværk’ om journalisten Ole Jastrau, der beslutter sig for at gå i hundene. Den har mange lag og står som et stort værk i dansk litteratur. Et af lagene er for mig, hvor tynd en line vi egentlig går på som mennesker – og især som mænd. At gå i hundene er vi mænd sgu bedre til end kvinderne. Selv om vi i dagligdagen kan føle, at det hele kører, og intet kan gå galt, skal vi kun tage et enkelt eller to skridt forkert, før vi rammer afgrunden. Det er ikke noget, vi kan vaccinere os imod. Den anden bog er John Irvings ’Æblemostreglementet’. Pointen i den er, at man er forpligtet til at gøre nytte, hvis man har håndværket og en kunnen til det. Homer i ’Æblemostreglementet’ er nødt til at forlade æblefarmen og tage tilbage på fødselshospitalet for at foretage aborterne, da den gamle apoteker dør. Han har ikke lyst, men han gør det, fordi han har evnen til det, og fordi behovet er der.”

Hvad er din største luksus?

”For snart 15 år siden købte jeg sammen med min kone og mine to søstre og deres mænd en lejlighed i Berlin. Vi bruger den som vores sommerhus, og at kunne tage derned for at holde weekend og påske og lignende er den største luksus, jeg har givet mig selv. Det er sådan en Altbau-lejlighed med tre værelser i det gamle Øst tæt på Prenzlauer Berg. Når vi er i Berlin, skal vi altid forbi Ständige Vertretung og spise flammkuchen. Restauranten ligger ned til Spree ved Friedrichstrasse og er et sted, hvor mange journalister, politikere og embedsmænd kommer. Det skyldes, at det fungerede som en reserveambassade og et samlingssted for alle de journalister og politikere, der tog med, da man flyttede regeringsby fra Bonn til Berlin i 1999. Her kunne de samles og få den øl, de kendte til fra egnen.”

Hvilken ejendel rejser du aldrig uden?

”Mine løbesko – og det er ligegyldigt, om det er ferie eller med arbejdet, og om det er i en storby eller på landet. Jeg holder meget af at løbe og har de seneste 20 år med enkelte undtagelser løbet et Berlin-halvmarathon en gang om året. Følelsen af at vågne op i en fremmed by, tage sine løbesko på og løbe ud og opdage byen, er helt speciel. Jeg husker særligt en løbetur, jeg havde for 10-11 år siden i Syriens hovedstad Damaskus. Det var sådan en skøn, tidlig mellemøst-morgen, hvor solen var ved at stå op. Jeg løb fra hotellet ned til den gamle bydel, det var inden borgerkrigen, og ud til de kvarterer, hvor Assad-styrets folk boede. Jeg fik hilst på nogle af de lokale indbyggere, der var på vej til arbejde, og jeg vidste bare, at det ville blive en god dag. Minderne om noget så banalt som en løbetur som den er med til at gøre, at jeg bliver om muligt endnu mere trist til mode over, hvilke grusomheder der er."

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Christiansborg og Journalistik