Nis Bysted producerer for nogle af Danmarks største rocknavne: ”Ligesom nogen går op i Magic Cards, gik vi helt vildt meget og virkelig nørdet op i musik”

I 2019 var jeg nomineret til en Steppeulv – musikanmeldernes pris – i kategorien ’Årets producer’. Det var for mit arbejde med pladerne ’Beyondless’ af Iceage og ’Future Plans’ af Speaker Bite Me. Jeg tog til showet, der blev afholdt i Bremen Teater, sammen med medlemmerne fra Iceage. Men da vi nåede til producerkategorien, var ingen af dem i lokalet. De var gået ud for at ryge. Eller hente øl. I don’t know! Jeg havde mødt dem, da de var omkring 13 år gamle. De var kommet til et arrangement, vi på vores pladeselskab Escho holdt i anledning af en T.S. Høeg-udgivelse.

De sad i hjørnet af en bar og havde gang i et eksperiment med at brænde tændstikker og sukkerknalder af på en tallerken. Når man talte musik med dem, var det ikke til at fatte, at de ikke var ældre. De lød, som om de havde lyttet til musik i 50 år. Der gik nogle år, før vi udgav deres første EP på Escho.

Det var i virkeligheden også lidt fjollet, at det kun var mig, der var nomineret til en Steppeulv, for jeg så det 100 procent, som om vi havde produceret pladen i fællesskab. Omvendt er de sådan nogle sindssygt søde drenge, der sikkert undte mig at vinde den selv. Da mit navn blev råbt op, blev jeg vildt glad. Der er nogen, der har den holdning, at det er ligegyldigt med priser. Jeg syntes, det var sindssygt fedt. Et virkeligt stort klap på skulderen. Men jeg var også nervøs for at skulle op på scenen og sige noget. Man vil jo gerne få sagt noget, der er godt og meningsfuldt for andre. Det lykkedes mig virkelig ikke. I stedet fik jeg sagt et eller andet åndssvagt med Snøvsen.

Forleden genhørte jeg ’Totem’, et album, jeg producerede sammen med duoen Cancer i 2017. Og dér tænkte jeg faktisk: ’Hold kæft, et godt stykke arbejde.’ Den er eddermame solid. Den holder tidens tand. Og det er jo det, man gerne vil med plader: De skal holde – ikke bare være øjebliksbilleder. Derfor tager det også tid, før man finder ud af, om man har gjort det godt, om man er lykkedes med et projekt. Det er sjældent, at man, når pladen er færdig, står og tænker: ’Det her, det er fandme en genial plade.’ Det tager tid. Når jeg kigger tilbage, tror jeg, at jeg for eksempel lykkedes med ’Totem’, fordi jeg formåede at stole på min intuition. Men det vidste jeg jo ikke dér. Det er svært at stå i nuet og sige: ’Ej, hvor er jeg god til at stole på min intuition lige nu.’

At være producer er for mig et konstant work in progress. Jeg er hele tiden i udvikling. Med årene har jeg dog fået en ro og en tro på, at jeg kan løse ellers ret umulige situationer i studiet. Jeg bliver ved med at søge efter løsningen. Det er jeg god til. Med erfaring bliver arsenalet, der kan redde én ud af stormen, også større. Evnen til at kaste tusind ting op i luften og gribe noget af det. Måske er jeg også god til at sætte mennesker og lyde sammen i nye sammenhænge og situationer. Det er i hvert fald dét, jeg hele tiden arbejder hen imod: at forbinde ting.

Ligesom nogen går op i Magic Cards eller Pokémon, gik jeg og en gruppe venner helt vildt meget og virkelig nørdet op i musik i en ret tidlig alder. Vi gik i 7. klasse på Bordings Friskole i København, og jeg ved ikke lige, hvad fanden det var, der skete for os, men vi begyndte at grave os gennem musikhistorien og gå på opdagelse i de forskellige spor og netværk, der binder det hele sammen. Vi røg fuldstændig i et mode over især obskur amerikansk musik. Vi lyttede til meget gammel musik. For eksempel gik vi helt vildt op i at dyrke den amerikanske avantgarde-gruppe The Residents. Det var vel selve nørderiet, der tændte os? Andre røg smøger og drak bajere – vi lyttede bare til musik, enten på klassens boombox i frikvartererne eller derhjemme hos hinanden, og var nørder.

Nogle år senere, da jeg var 14-15 år gammel, begyndte vi at spille musik selv, vennerne fra skolen og mig. Vi hed Düreforsög, og jeg var guitarist. Vi fik lov til at bruge musiklokalet, som vores lærer var sød at lukke op for os i alle frikvartererne. Senere øvede vi i en ungdomsklub på Sankt Knuds Vej på Frederiksberg – vist nok et arnested for alle mulige københavnske bands gennem tiden. Ret hurtigt blev vi signet til et pladeselskab. Det var i midten af 90’erne, lige i slutningen af pladeselskabernes storhedstid, så vi fik sindssygt mange penge at lave en plade for, selv om det var noget vildt mærkeligt musik, vi spillede. Sådan noget eksperimenterende metal.

Vi fik Peter Peter, der netop havde forladt Sort Sol, på som producer. Han var den fedeste. Enormt sej og rar. Han er – den dag i dag – helt klart en eller anden form for ledestjerne for mig. Han sad bare i hjørnet og læste tegneserier. Hvis nogen begyndte at skændes, kom han op og talte sødt til os. Og hvis der var noget, jeg ikke kunne finde ud af, kom han og hjalp. Ja, og så delte han bare sindssygt meget musik med os – Butthole Surfers, Lou Reeds ’Berlin’-plade, The Shaggs og så videre. Han forsøgte ikke at messe for meget med vores retning; nærmere forsøgte han bare at støtte os. Hvilket på mange måder er sådan, jeg selv arbejder som producer. I 1997, samme år som vores debutplade udkom, åbnede vi Orange Scene på Roskilde Festival. Og et af vores medlemmer var vistnok den yngste til nogensinde at have spillet på dén scene.

Sammen med Nis Sigurdsson, Anders Jørgen Mogensen og Andreas Hauer-Jensen stiftede jeg Escho i 2005. Det var gået op for os, at man ikke er nødt til at bruge andre mennesker for at skabe noget. Du behøver ikke en tekniker for at optage en plade. Der er så meget myte forbundet med at indspille musik. Jeg hører ofte folk sige: ’Vi har lavet en demo. Og nu går vi i studiet og indspiller den rigtigt. Så skal det være en rigtig god mikrofon i et rigtig fint studie.’ Alt det dér er fuldstændig lige meget. Det hele handler – for mig – om stemning og om at indfange situationer.

Jeg har altid haft det svært med at indtage rollen som ’producer’. Når jeg er i studiet med en artist, ser jeg det som en meget flydende proces. Jeg synes ikke, at det gør noget godt for musikken, at folk har en særlig hat på. Man kommer hver med noget erfaring, der skal deles og bruges. Når man producerer, handler det om at skabe et sprog sammen med dem, man arbejder med. At dele en masse musik med hinanden. Og lytte. Det er ret banalt, men der er en enorm glæde ved at dele og opleve musik sammen.

Der er også nogle, jeg ikke producerer for, der kommer og spiller deres musik for mig for at få mit input. Den form for arbejde laver jeg meget af; det er min passion. Jeg lytter efter, hvordan jeg fysisk oplever musikken. Hvordan min hjerne processerer, hvad der spilles. Hvilke billeder jeg danner, og hvilke tanker jeg får. Særligt også hvilke historier, jeg hører i sangene. Det vigtige er ikke, hvad der falder i min smag, men hvad der ræsonnerer. Det kan være svært at sætte fingeren på, men med årene er jeg blevet bedre til at finde ordene for, hvad jeg mærker.