Nu er det muligt at holde en virtuel Netflix-aften med vennerne

Endnu en mulighed for at være social uden kontakt.

Nu er det muligt at holde en virtuel Netflix-aften med vennerne
Offentliggjort

Vi får det at vide igen og igen: Hold afstand. Bliv hjemme.

De første par dage, var det måske meget fint, at du skulle være hjemme – nærmest en smule hyggeligt. Men nu begynder væggene at rykke lidt tættere. Du har også virkelig fået snakket igennem med dem, du bor med. Du trænger til at se nogle andre mennesker, men Dronning Margrethes ord genlyder i dit hoved, når du skal til at invitere gæster forbi til en komsammen: ”I har jo tiden for jer og andre måder at mødes på i denne digitale tidsalder.”

Og her har majestæten jo en pointe. Man kan jo fx bare drikke kaffe med vennerne over FaceTime i stedet for at mødes på den nærmeste café.

Overalt dukker smarte alternative til møder i den virkelige verden op, og her er endnu et af slagsen. Det er nemlig muligt at se Netflix med vennerne, uden man samles i sofaen.

En gruppe udviklere har skabt en Google Chrome-udvidelse, der meget passende hedder ’Netflix Party’. Her er det muligt at synkronisere film eller serier, så de bliver afspillet på samme tid, mens en chat i siden af skærmen gør det muligt at skrive sammen imens.

Udvidelsen er gratis, og når man har downloadet den, skal man bare finde en film eller serie på Netflix, starte udvidelsen og sende URL’en til dem, man gerne vil se Netflix med.

Hvis der er filmaften på programmet, kan udvidelsen downloades her.