Nu kan du spise aftensmad, mens du er i biografen

Det påtrængende spørgsmål kunne være: hvorfor?

Nu kan du spise aftensmad, mens du er i biografen
Offentliggjort

Hvor mange behov er du i stand til at udsætte på den tid, det tager at se en hel spillefilm?

Du kan formentlig holde dig vågen. Du kan – håber vi – afstå fra at kigge på din telefon. For de flestes vedkommende er det nok også muligt at holde diverse latrinære behov for døren.

Der kan dog ikke herske nogen tvivl om, at opmærksomhedstærskelsudfordringer er en folkesygdom for børn såvel som voksne. Det er nok vores telefoners skyld.

Nu er vi så nået frem til den (så vidt vi kan læse os til) danmarkshistoriske landvinding, at man kan indtage et solidt aftensmåltid, mens man er i biografen.

Det kan man i Carlsberg Byen i det sydvestlige København i en biks, der får navnet Reservoir. Her er tanken simpelthen at kombinere biograf med restaurant og bar.

Fra sin loungestol eller minisofa vil man kunne bestille tacos, lobster rolls, cocktails og alt muligt andet, der så vil blive leveret direkte til ens sæde. Til mild gene for den øvrige biografsal, må man formode.

Reservoir slår dørene op 5. december, og så vil man til sin aftensmad kunne se både aktuelle, kuraterede titler (fx Sean Bakers ’Anora’) og et løbende udvalg af klassikere (fx ’Reservoir Dogs’, selvfølgelig).

Herfra kan man spekulere over, hvordan fremtidens biografoplevelse vil udvide sig (eller indsnævre sig, om man vil). Som en anonym bruger skrev på et onlineforum for pokerspillere i 2022 under emnesiden ”Biografer med Mad”:

”Jeg kan også anbefale Bangkok, hvis I vil have en VIP biografoplevelse. Udover mad og drikke har jeg også fået en gang massage før filmen :-)”