Ny bog: "Alle vinder, når fædre tør være nærværende"

Journalist Nick Allentoft har skabt den bog, han ville ønske, han havde haft, da han for 18 år siden fik sit første barn og sit liv vendt på hovedet.

Bog om fædre
Offentliggjort

Hvorfor har far brug for en bog?

”Når vi taler om opdragelse og familieliv, taler vi om en verden, der er fuldstændigt defineret af kvinder. Helt konkret er alle sundhedsplejersker kvinder, ikke én mand. Det fortæller jo rigtigt meget. Vi er nødt til at komme i gang med at italesætte, hvad det vil sige at være far, og være det på egne vilkår.”

Hvad savner du i debatten om rollen som far?

”Vi har i mange år haft en ligestillingsdebat, hvor kvinder skulle definere sig selv på et arbejdsmarked, der var defineret af mænd. Nu skal vi have samme bevægelse bare med omvendt fortegn: En ligestillingsdebat, hvor mænd definerer sig selv i hjemmet. Vi har endda forskningen i ryggen, for den konkluderer klart, at alle vinder, når fædre tør være nærværende.”

Nick Allentoft

Født 1971. Journalist, forfatter og foredragsholder. Stiftede mediet DenOffentlige.dk i 2013, som havde 100.000 månedlige læsere, da det gik konkurs i begyndelsen af 2019. Har i fire år været medlem af byrådet i Furesø Kommune, først for Venstre og siden som uafhængigt medlem.

Hvordan gør vi det?

”Det starter med os selv. Når vi ser på undersøgelser, viser de, at langt de fleste mænd gerne vil være nærværende fædre. Men vi tror ikke, at andre mænd er enige. Vi skal have skabt en kultur – ikke mindst på arbejdspladsen – der anerkender den mand, som er far på egne vilkår. Der har vi mænd et ansvar. Jeg har selv valgt at lægge telefonen væk, så snart jeg kommer hjem, men det kræver et arbejde, der respekterer det. Hvis vi ikke tør tage den kamp, er vi nogle tøsedrenge. Vi bliver nødt til at gå forrest og tale højt og tydeligt om de her ting.”

cover.jpg

Du har tre børn, hvordan har du selv oplevet din rolle?

”Deres mor var tidligt enormt defineret som mor og ikke et ondt ord om det, tværtimod, men jeg må indrømme, at jeg i perioder var stærkt frustreret. Jeg følte, at jeg havde afleveret den ene af mine kugler ved alteret og den anden på fødegangen, og nu gik jeg rundt uden kugler. Løsningen blev at definere mine egne vilkår, at stå ved mig selv som far. Konkret betød det, at jeg ofte mødte sent på arbejde og fik alenetid med børnene om morgenen, og jeg blev træner for min ene søns fodboldhold. Men der er også mange små ting i hverdagen, hvor man som far må insistere på, at man godt kan klare opgaven. Når far har ansvaret for at give de små børn tøj på, så er det tøj, far vælger, altså godt nok. Så kan det godt være pædagogerne griner lidt over farvesammensætningen, men det er da kun sjovt.”

Fakta: Fædre

89 procent af danske mænd ønsker at være meget involverede i deres børns liv.

Danske fædre tager cirka 10 procent af den samlede barsel. Det placerer os på en sidsteplads i Norden.

Spørger du mænd i Norden, mener langt de fleste, at de tager lige så stort ansvar for børnene, som mødrene gør. Spørger du kvinderne, svarer cirka halvdelen, at de selv bærer det største ansvar – ikke mindst for planlægningen.

Hvad håber du at opnå med ’Bogen til far’?

”Jeg har skabt den bog, jeg selv gerne ville have læst, da jeg blev far for 18 år siden, og mit største håb er at bidrage til, at nye fædre tør være far på egne vilkår.”

’Bogen til far’ udkom 20. maj. Nick Allentoft har skrevet bogen med fire andre mænd. De er Andreas Rasch-Christensen, Thomas Torp, Daniel Nygaard Jensen og Kim Them Simonsen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Far