Ny dansk animationsfilm gentænker dokumentargenren
Dokumentarfilmen ’Flugt’ er en animationssag fra øverste hylde. Fortællingen om en ung afghaners vej til Danmark med en tyngende hemmelighed i rygsækken er et humanistisk storværk.
Foto: Sun Creature Studios
'Flugt' fejer benene væk under dig. Også selvom du sidder i biografsædet. Jonas Poher Rasmussens første animationsfilm er en dokumentar, hvor instruktøren taler med pseudonymet Amin Nawabi om dengang, afghaneren flygtede til Danmark. I tegnede billeder opridses historien på en måde, hvor Amin er i interviewterapi, mens vi andre suges ind. Det er en filmisk bedrift af de helt sjældne og en humanistisk milepæl i nyere dansk filmhistorie. Ved at tegne fortællingen skitserer Poher Rasmussen nemlig også et liv, der indeholder en stor hemmelighed. Denne skal naturligvis ikke afsløres her, men vi kan roligt understrege, at man forlader biografen med en fornemmelse af, at livshistorier er noget, vi selv sætter sammen og redigerer. ’Flugt’ er sin helt egen, men alligevel står den også på skuldrene af både film- og kunsthistorie. Her dissekerer vi det, der har inspireret den nye, danske dokumentar.
25 % ’Waltz with Bashir’
Kronjuvelen i den animerede dokumentarfilmgenre. Her interviewer en israelsk filminstruktør en række soldaterkammerater og øjenvidner for at undersøge krigen i Libanon i 1980’erne. Med den dystre tone, de kantede tegninger og den benhårde fortælling er det en klar forløber for ’Flugt’.
5 % ’Limbo’
Det danske computerspil har haft en vis indvirkning på ’Flugt’. I flere af de buldermørke tilbageblik på flugten mod Danmark er silhuetter og lys som løftet ud af spillets æstetik.
15 % klipning
Der er en hel del i action i dokumentarfilmens klipning. Tempoet holdes højt, og selvom det reelt er minder, som titter frem fra underbevidstheden, er her konstant spænding. Særligt en scene, hvor både børn og ældre stuves sammen under dækket på en båd, føles intens og klaustrofobisk, fordi klippefarten og dermed forvirringen er markant.
10 % Edward Hopper
Den amerikanske kunstmaler var kendt for sin brug af lys og skygger samt for farvernes statiske udtryk. Især ’Nighthawks’ (1942), som forestiller mennesker på en café, er blevet efterlignet igen og igen. Også i ’Flugt’ træder de skarpe farver i mørke toner frem fra billedernes baggrund.
15 % ’In Treatment’
Serien om en psykoanalytikers liv er et besættende blik ind i den menneskelige psyke og dens viltre omveje. ’Flugt’ benytter sig også af, at spørgsmålene bliver bærende, mens fortælleren lægges på en briks for bedre at kunne genkalde sig sin fortid. En del af ’In Treatment’ er i øvrigt skrevet af Ari Folman, som også stod bag ’Waltz with Bashir’.
15 % radiodokumentar
Lyden er ekstremt vigtig for fortællingen i ’Flugt’. Den bliver markant, fordi Jonas Poher Rasmussen bruger teknikker fra radiodokumentar-genren. Når der ikke er noget billede, skal man have beskueren til at male billedet selv. Derfor spørger instruktøren ekstremt detaljeret ind til hver eneste scene og animerer så filmen efter det.
5 % Mikkel Sommer
Den talentfulde, danske illustrator pendler til hverdag mellem Berlin og Athen. Der er da også både fart og drømmeri over hans illustrationer. Sommer har stået for alle de karakterdesign, animationsinstruktør Kenneth Ladekjær har oversat til levende billeder i ’Flugt’. Det sværmeriske aftryk er især tydeligt i de scener, hvor vi befinder os i Afghanistan.
10 % ’My Dad’
Den seks minutter lange kortfilm af Marcus Armitage fra 2015 blev nomineret til en BAFTA og er en tydelig inspirationskilde for Jonas Poher Rasmussen. Stregen er hektisk og udflydende, men den kan også hurtigt skifte til sort-hvid, hvis det passer til fortællingen.
'Flugt' har premiere 17. juni.
Jonas Poher Rasmussen. Født i 1981 og uddannet fra den alternative filmskole Super16 i 2010. Debuterede med ’Noget om Halfdan’, der handler om hans farfar, forfatteren Halfdan Rasmussen. I ’Searching for Bill’ (2012) kombinerede han fiktion og dokumentar. ’Flugt’ modtog det officielle Cannes Film Festival-stempel i 2020 og vandt for bedste internationale dokumentarfilm ved filmfestivalen Sundance tidligere i år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Film og Dokumentar