Ny film med Ulrich Thomsen i hovedrollen på vej. Instruktør: Joey Moe

Ja, du læste rigtigt.

Ny film med Ulrich Thomsen i hovedrollen på vej. Instruktør: Joey Moe
Offentliggjort

Måske jeg kun taler for mig selv, men jeg vil alligevel vove den påstand, at de såkaldte Millenials først og fremmest forbinder Joey Moe med at stå nede i en parkeringskælder sammen med Jinx (senere kendt som Ankerstjerne) iført skjorte, vest og slips med stor knude og synge en del af soundtracket til den famøse ’Rich kids’-film.

Han var en central del af Nik & Jay-æraen, en vaskeægte popdreng, der sang om, at jorden var giftig (ikke på den der miljøkatastrofe-agtige måde), og at han ville se en eller anden spinne som en yoyo. Der var også ’Million’-hittet, ej at forglemme.

At han skulle springe ud som filminstruktør med et socialrealistisk sigte var ikke noget, der udefra lige lå i kortene.

Ikke desto mindre er det, hvad Joey Moe har gjort. Tilbage i august 2021 fik hans film ’Fugleflugt’ premiere på Odense Film Festival. Her følger man Michael Fuhlendorff, tidligere Bandidos-rocker, kokainafhængig, bror til komikeren Christian Fuhlendorff og Joey Moes barndomsven fra Amager, i en blanding mellem dokumentar og fiktion. Blot en måned efter startede han på den pretiøse filmskole Super8, der ligger i Aarhus.

I en eksklusiv nyhed fra det anerkendte, internationale filmmedie Variety, hvilket i sig selv er imponerende, afsløres det, at Joey Moe nu er klar med sin eksamensfilm, der har fået navnet ’Ripple’. Filmen, som er en psykologisk thriller, undersøger, hvorfor mennesker bliver besat af makabre true crime-historier, og rollelisten er langt fra ueffen: Ulrich Thomsen indtager hovedrollen, mens Rasmus Hammerich (kendt fra ’En frygtelig kvinde’ og ’Smagen af sult’) samt Ida Marie Nielsen (kendt fra serien ‘Vikings”) og Diêm Camille (kendt fra serien ’Washington Black’) også er med.

Filmen er allerede blevet købt af Scandinavian Film Distribution og forventes i biograferne næste år.