I mine 25 år som filmanmelder har jeg ikke tidligere oplevet så gode danske film, der foregår i provinsen

De senere år har flere forskellige provinsbriser blæst ind over det danske filmparnas i København. Både Frelle Petersen med sine ’Onkel’ (2019) og ’Resten af livet’ (2022), Marianne Blichers ’Miss Viborg’ (2022) og nu Kasper Rune Larsens ’Idioten’. De tre alene retfærdiggør en dåb af en nybølge i dansk film.

Filmene er selvfølgelig ganske forskellige, men når du zoomer ud, er det rimeligt at konkludere noget om nationaltilstanden for dansk film. I min tid som filmanmelder – og det er ret præcist 25 år - har jeg i hvert tilfælde ikke tidligere oplevet en håndfuld så gode danske film, der foregår i provinsen inden for så kort en årrække. Og hurra for det.

Kasper Rune Larsen er fra Vejle, og han stak for seks år siden sit instruktøransigt frisk frem med ’Danmark ’, der sagtens kan kaldes for den tænkende mand og kvindes danmarkskrønike på vrangen. På den baggrund er det både logisk og glædeligt, at Larsen nu går en aldersklasse op med Jacob Skyggebjerg i spidsen.

Til daglig er han multikunstner, men her spiller han Tobias. En blød, ung fyr med en hård bagage i rygsækken, der under et højskoleophold har fundet ud af, at han er virkelig god til at spille skuespil. Måske er det instruktørens egen historie i lidt andre gevandter?

Hvis det er sådan, det er fat, håber man ikke for Kasper Rune Larsen, at han har en bagage, der tynger ham som Tobias, som havde det med at tage stoffer. Man fornemmer, han kommer ud af en dysfunktionel familie, men man fornemmer også, at han er god, som dagen er lang, og er ved at være på rette vej sammen med sin søde, arbejdsløse kæreste Sille (Sara Juel Werner).

De to venter barn og glæder sig, men alene deres skrøbelige baggrunde er åbenbart nok til, at kommunens professionelle tvivler på deres evner til at være forældre. Katastrofen lurer i ’Idioten’, men det gør håbet heldigvis også.

Med sit alt andet end velplejede skæg og viltre lokker i panden ligner Tobias en ung Johnny Madsen-type. Fordi han går så charmerende sidelæns til sin drøm om at blive skuespiller helt ovre i København, hepper man stærkt på ham.

Måske er han, som filmens titel antyder, en idiot på visse områder af livet, men på et andet – det med skuespillet – er han faktisk det helt modsatte. Et idiotisk geni måske? Den casting på en tv-serie, han kommer til i filmen, er brillant skrevet og fremført. Drømmen om at bryde igennem og samtidig bryde den sociale arv udkrystalliseres i den scene, som i flere af filmens andre højdepunkter.

”Jeg plejer ikke at kunne noget, men det kan jeg pludselig nu. Det var, som om jeg pludselig fik en sjæl,” siger han blandt andet om skuespillet. Det er jo nærmest ren børnelærdom fra Gummi-Tarzan. Så motoren i ’Idioten ’ er enkel, men på grund af skuespillernes evner til at gestalte uskyldighed og instruktør og manuskriptforfatters evne til at kende sine menneskeskæbner og lægge dem sårbart frem går vi mere end med på legen.

’Idioten’ er lige så velkommen i dansk film, som amerikanske independent-film af Richard Linklater var det i sin tid i USA eller for eksempel en nyere film som ’The Florida Project’.

’Idioten’ er den film om et yderområde og et par mennesker langt fra parnasset, som vi ikke vidste. vi ville elske. Her ser du hjerterne pumpe så fint, blidt og bevægende. Og det er klart at foretrække fremfor alle de film, hvor man tydeligt kan mærke trådene bag marionetdukkerne.

’Idioten’ har premiere 31. august.