Nyt fotoprojekt viser små tidslommer i København

Nyt fotoprojekt portrætterer de kroge i København, der viser os byen, som den så ud før byfornyelse, udflytning af industri og husprisernes himmelflugt.

Nyt fotoprojekt viser små tidslommer i København
Offentliggjort

Nu har historiker Mathias Kobberrød Rasmussen og fotograf Ulf Svane besluttet sig for at forsøge at indfange den stemning i et digitalt arkiv, de kalder Copenhagen Archive. Med billeder og fortællinger fra små tidslommer i København ønsker de at minde os om, hvordan København så ud, før huslejerne eksploderede, og industrien flyttede ud. Og samtidig åbne en diskussion om, hvordan København bør udvikle sig fremover.

Her er fem billeder fra arkivet, beskrevet af Mathias Kobberrød Rasmussen og kommenteret af Ulf Svane.

Jan Hersoms far havde en frisørsalon på Jernbane Allé, hvor Jan stod i lære i sin tid, men de blev presset ud på grund af sanering i midten af 1980’erne. Siden flyttede de til Ålekistevej, hvor Jan overtog forretningen i 1995, fortæller Mathias Kobberrød Rasmussen.

”Man kan virkelig fornemme Jans kærlighed til den her salon. Han har stolthed ved sit fag, det kan man se på den måde, han håndterer skrabere og sakse. Han er seriøs og enormt dygtig til det, han laver,” siger Ulf Svane.

Børge Kristiansen & Søn Skrothandel har ligget i Sydhavn siden midten af 1960’erne. De modtager alle typer metalskrot såsom jern, aluminium, kobber, elektronik med videre, men de senere år er skrothandelen blevet udfordret af ønsket om flere boliger. Mange af de små skrothandlere er flyttet længere ud af byen.

”Det hele har sådan en lidt Olsen Banden-vibe med de store skrotbunker og de her gutter i overalls.”

De små gader lige vest for Hovedbanegården var nok det første multietniske område i Danmark. Østasiatiske indvandrere overtog købmandsforretninger og åbnede restauranter i 1980’erne og 1990’erne, men i dag er der lige så mange afrikanske og mellemøstlige forretninger.

”Jeg blev lidt småforelsket nede i den thailandske købmand, fordi den er ekstremt flot indrettet og har en helt unik dagligstuestemning. Mens vi var der, mødte vi en kvinde, som var taget derned fra Helsingør, kun for at købe madvarer, hun ikke kunne få andre steder.”

Herolds Varehus blev etableret i 1896 på Vesterbro. Forretningen gik strygende, og i 1923 flyttede butikken til Øresundsvej 21 på Amager, hvor Henry og sønnen Stanley udvidede til en større grossistforretning, der opfandt og producerede legetøj, smykker, redskaber osv. Meget lidt har ændret sig siden 1923, og mange af varerne fra dengang er stadig til salg i butikken.

”Jeg er bange for, at det er et af de steder, som ikke åbner igen efter corona. Det har vi desværre set nogle gange. Mange småforretninger sidder stramt i det, og så bliver corona det strå, der får læsset til at vælte.”

Inde i en baggård i Vanløse ligger Danmarks sidste producent af persienner, Persiennevaskeriet, som også vasker og reparerer gamle persienner.