Ødelæggelsen af Tal R’s kunstværk er nu i retten: ”Jeg er ikke interesseret i deres beskidte penge"

Må man købe et maleri, skære det i småstykker og bruge stumperne som urskiver, som man så sælger videre uden kunstnerens accept? Det er, hvad Sø-og Handelsretten i København er ved at tage stilling til.

Billedkunstneren Tal R har sagsøgt Dann Thorleifsson og Arne Leivsgard fra kunstvirksomheden Letho for blandt andet krænkelse af ophavsretten og kræver et fogedforbud, fordi Letho har tænkt sig at omdanne hans maleri 'Paris Chic' fra 2017 til urskiver på et nyt ur, som de vil sælge videre for 10.000 kroner pr. stk. Letho ejer i dag værket og har betalt omkring 600.000 kroner for det hos et galleri i London.

Sagen kom for retten torsdag.

Her forklarede Dann Thorleifsson og Arne Leivsgard blandt andet, at de vil sælge 300-400 eksemplarer af værket. Men fastslog, at det er debatten om, hvorvidt noget er kunst eller ikke er, som er deres største formål med urene - ikke at tjene på dem. Noget, som anklageren betvivlede ved blandt andet at referere til en artikel i Euroman, hvor Dann Thorleifsson udtalte sig:

"Folk tjener penge på at sælge kunst. Sådan er det. Vi ser urene som vores værk, og vi skal jo også leve."

I retten forklarede Dann Thorleifsson og Arne Leivsgard også, at man ikke længere vil lade køberne selv bestemme, hvilken specifikke del af værket de vil have som urskive. Det var ellers oprindelig planen, men nu vil Letho selv tage beslutningen på købers vegne.

Ligesom Arne Leivsgard pludselig lovede, at Tal R selvfølgelig ville få en andel ved hvert salg. En andel, tilsvarende til det en kunstner normalt får, når hans værk sælges videre. Leivsgard kiggede dog selv noget usikkert ud på Dann Thorleifsson, da han fortalte dommeren om det og tilføjede, at han ikke var den stærkeste til den økonomiske del.

Retsmødet varede i over fem timer og sluttede med, at dommeren forklarede, at retten havde brug for mere tid til at afgøre sagen. En sag, som han kaldte vigtig.

Euroman fik Tal R til at komme med sin udlægning af sagen efter retsmødet:

”Nu har vi lige været i retten, og at være i retten er sådan en kamp om, hvad er det, vi diskuterer her: Anklager siger, at det er den her diskussion, og forsvarer siger, at det er en anden diskussion. Men jeg sidder i midten og synes, at det er meget mere simpelt. Jeg har lavet et maleri, og det er dét, som jeg deler med et ukendt publikum, og jeg vil egentlig gerne have, at de ser det i sin helhed, hader og elsker det, diskuterer med det, og det er sådan set det, jeg kæmper for.”

”En kamp om et udvidet kunstbegreb, som de (Letho, red.) prøver at tørre det af på. Er det kunst at lave ure ud af et maleri? Jeg synes egentlig, at de tager den diskussion om, hvad der er kunst som gidsel, og det er også derfor, at det er vigtigt at sige nej. Det er ikke kunst. Det er bare en kommercialisering af et maleri, jeg har lavet, og det er ærgerligt og en sørgelig kultur. Det er basically, hvad jeg synes. En sørgelig kultur.”

”For nogle 100 år siden var det præsternes tidsalder, og så har det været politikernes, og hvis vi skal kalde vores tidsalder for noget, er det simpelthen klovnens tidsalder. Det er endnu et forsøg på at tage en ret seriøs diskussion som gidsel for at få lov at lukrere og sælge nogle ure. Det er nedtur og dødkedeligt at bruge en hel dag i retten. Man kunne have spillet blokfløjte eller badminton med sin mor i stedet. Altså, hvorfor?”

”En ting, der er vigtigt for mig at sige, er, at den eneste grund til, at det ryger i retten, er, fordi vi skrev til dem: ’Vil I godt være søde at stoppe det!’ og i stedet for at kontakte os, smider de det i medierne som en del af det stunt, de har kørende. Du kan se i øjeblikket, mens vi sidder her og laver interview, så står de foran os og filmer dem selv blive filmet. Det er en del af deres strategi bare at skabe en masse opmærksomhed, og jeg synes, det er dødkedeligt at være i medierne med denne sag, men på den anden side vil jeg sige, at alt ikke er ligegyldigt. Det er ikke ligegyldigt for mig, at de vil ødelægge mit maleri og gøre det til en schweizerost. Derfor går jeg også ind og siger: ’Nej tak!’.

”Det er ærgerligt, at det skal foregå i et retslokale. Der sidder 25 mennesker i den retssal og bruger en hel dag på det. Sig til de ur-drenge, at de skal skabe noget selv. De virker som nogle meget flinke knægte, men skab noget selv.”

”Hvis man er kunstner i en eller anden form, forfatter, musiker eller billedkunstner, så giver man tilbage til verden. Man taler med verden, kommenterer, diskuterer, råber og skriger af verden med det, man laver. I mit tilfælde er det et lærred med noget maling, der er tørt. Det er et billede af en facade, hvor man kan fantasere om, hvad der er på den anden side. Hvad er det, man står og kigger på og gerne vil trænge ind i? Det er en fortælling, som jeg har lagt ud, og den er faktisk folkelig. Det kan godt være, at den hænger i en eller andens stue, men eksisterer i en reproduktion i en bog, og folk kan længes efter den, og så dukker den op et nyt sted, måske på et museum. Værket er på sådan en rejse, men når det så ender i et ur, så stopper rejsen.”

”Hvis din yndlingshistorie er den 'Den lille Pige med Svovlstikkerne' af H.C. Andersen, og den pludselig blev slettet alle vegne, så kan det godt være, at nogle vil kalde det for kunst, men de fleste vil bare synes, at det er sørgeligt, at de ikke vil kunne fortælle den historie længere.”

”Gå dog ind og kopiere maleriet! Gå ind, og lav jeres egen version, gå ind, og mal ting af fra det. Det er en del af en levende debat og en levende diskurs omkring kunst.”

”Fuldstændig. Det gør jeg selv. Og det er også derfor, når deres forsvarer prøver at drage ideen ind om, hvorvidt man må lave collage, så siger jeg: ’Jeg har lavet collage i årevis, og jeg ville elske, hvis de tog reproduktioner og klippede ind i deres egen. Værsgo! Be my guest!’ Men at klippe det rigtige værk ud i små kvadrater og putte det ind i ure, det er en sørgelig kultur.”

”Prøv at hør. Det er igen at tage Asger Jorn som gidsel i et kommercielt projekt. Asger Jorn fandt billederne på loppemarkeder, gik ind og malede dem over og hængte dem op til folk. Det er en kommentar omkring maleriet og det at kigge på kunst, det er en evig debat med fortidens kunst. Hvis nogen havde gjort det samme med mine malerier og malet dem over, havde jeg også accepteret det. Det, synes jeg, er fint, for det er stadig en debat om kunst. Robert Rauschenberg hviskede en Willem de Kooning-tegning ud, så man bare så skyggen af den. Og jeg tror i de Koonings stille sind, selv om han måske var vemodig over det, godt forstod, at det var en del af en evig debat omkring kunst. Men det er det at lave masseproducerede ure altså bare ikke. De tager en seriøs diskussion som gidsel, og det er klovnens tidsalder, og de skulle tage at få deres egne ideer.”

”Det er ikke, fordi jeg er en snob. Jeg har elsket at lave en Irma-dåse og har elsket at lave skjorter til kvinder, de kunne danse rundt i eller vandre i på gaden en hel almindelig tirsdag. Jeg elsker, når kunst glider ind i den verden, men det gør jeg kun, så længe jeg selv er med og tager det, jeg laver, og omformer det, så det passer. Men her med deres projekt er det bare nedtur.”

”Jeg er for første gang i retten nogensinde, og det er et fascinerende teater, som jeg har meget respekt for, og hvis retten vælger at sige, at det må de godt, så vil jeg ærgre mig dybt over det og være ked af, at et værk går i stykker. Men jeg er ikke interesseret i deres beskidte penge på nogen måde. Færdig.”

Der falder afgørelse i sagen 2. december.