Over skyerne: På reportagetur med Danmarks dygtigste luftfotograf, Nicolas Cosedis

Nicolas Cosedis har det, man kalder et ’skurkegrin’. Sådan ét, hvor lydene, der kommer ud af hans mund, rent faktisk staves ’haha’, og hvor volumen er et par decibel over det anbefalede. Vi står i Roskilde Lufthavn, og mens piloten Helmuth går rundt om den blå-hvide Cessna 172 for at sikre sig, at alt er, som det skal være, står jeg og prøver at finde indre ro, inden jeg skal ind i den lille blikdåse og tages op over skyerne. Her er helt stille, bortset fra den landlige fuglekvidder og den svage lyd af den nærliggende motocrossbane.

”Helmuth, hvad er det for nogle skruer, der ligger her?” spørger Nicolas højt, og inden jeg rigtigt når at opfange joken, skærer grinet igennem luften. ”Det er bare for sjov,” forsikrer han storsmilende. Udover måden at grine på er der intet skurkagtigt over Nicolas.

Han er lige nu aktuel med fotobogen ’Byen fra Skyen’, der er kommet på baggrund af flere års succes som galleriejer i Indre By i København. Og på Instagram er han en af Danmarks mest populære fotografer med over 115.000 følgere, der ved hver eneste post deler, liker og kommenterer deres begejstring over hans billeder.

Han voksede op i 1980’erne i Københavns Lufthavns baghave, Dragør, og mange af forældrenes venner arbejdede i eller omkring lufthavnen. Interessen for luftfart var dermed tidligt grundlagt. Derudover rejste familien Cosedis ofte til USA flere måneder ad gangen, og her var der rig adgang til fritidsflyvning og himmelflugt:

”Vi havde altid base i enten Los Angeles, San Francisco eller Arizona, og der var der nogle meget store åbne vidder. Der kan jo godt være 100 kilometer til hver side uden en eneste by imellem. På grund af USA’s militære historie har man en ren overflod af gamle flyvemaskiner. Og når maskinerne er produceret i USA, så kostede det jo ikke noget at fragte dem. Det gjorde det meget billigt at købe eller leje fly, og så er der masser af muligheder for at lave nogle sjove ting med gamle flyvemaskiner.”

I Danmark er sportsflyvning midlertidigt begrænset til de mere økonomisk privilegerede, og da vi roligt ruller med Cessna’en forbi de andre hangarer for at tanke, ser jeg et pragteksemplar af en sølvræv med solbriller for øjnene og armen hængende nonchalant ud af det åbne cockpit i hans Ferrari-røde sportsfly. Det kunne næsten ikke blive mere karikeret.

Efter vi har tanket, hopper vi ind i flyvemaskinen, og så snart jeg har sat mig i de HT-busagtige sæder, går det op for mig, at mine 196 centimeter er stærkt udfordret på benpladsen. Helmuth lader til at have bidt mærke i det samme, så allernådigst rykker han sit sæde frem. Betænksomt, men på samme tid nytteløst.

Det obligatoriske sus ryger gennem kroppen, da flyet letter fra landjorden, og mine massive høretelefoner fyldes med skrattende kommunikation mellem Helmuth og kontroltårnet. Vi stiger og stiger, og jeg tænker, at det var stærkt overdrevet, da Nicolas beredte mig på, at flyveoplevelsen i et lille fly er mere voldsomt end i et stort. Høretelefonerne lukker alt støj ude, og et øjeblik tænker jeg, at min flyskræk er en saga blot. Så åbner Nicolas vinduet, og luften buldrer og brager med 200 kilometer i timen ind i det lille cockpit. Nicolas spørger Helmuth, om vi kan stige hurtigere, og efter lidt frem-og-tilbage med kontroltårnet svarer Helmuth, at vi kan stige lige så hurtigt, vi vil. Fuck også.

Interessen for fotokunsten blev ligesom drømmene om de tynde luftlag grundlagt tidligt i Nicolas’ liv. Under en ferie med hele familien i 1985 i Paris, havde Nicolas’ onkel Tonny et monstrum af et videokamera med. Med det på skulderen gik han som en anden Chevy Chase i ’Fars fede ferie’ rundt og dokumenterede hele turen, og et eller andet ved kameraet fangede Nicolas’ interesse:

”Jeg kan huske, at jeg bare ville have det der videokamera, og at jeg ville filme hele tiden. Det var jo helt tosset, for på det tidspunkt var jeg kun tre år gammel, så det var jo langt større og tungere, end jeg selv var.”

22 år senere og nu en voksen mand rejste Nicolas til USA med familien. Det kan næsten synes uundgåeligt, at interesserne for foto og fly skulle forenes, og det blev de på en helikoptertur over New York. Her kunne døren tages af, og det gav Nicolas mulighed for endelig at tage billeder fra luften.

”Og der tænkte jeg bare: ’Fuck, hvor er det fedt.’ Jeg havde godt styr på fototeknikken, og jeg skød en hulens bunke billeder. Det var en megahamrende god tur, og jeg havde glædet mig helt vildt til at se billederne. Så kom jeg hjem, og de var bare noget møg.”

Uddannelsen og flere års erfaring til trods var fototeknikken fra luften svær at få styr på, og der skulle gå mange år med sporadiske flyveture, før den sad lige i øjet, og Nicolas til fulde drejede karrieren i retning af luftfotografiet.

Vi har fløjet en halv time nu, og minderne om den lette forårsbrise, der omsvøbte mig nede på landjorden, er langt borte. Alt ryster heroppe, og selvom jeg har den tykke vinterjakke på, må jeg bare indrømme, at jeg fryser ad helvedes til. Desto mere ubegribeligt er det, at Helmuth på en eller anden måde lader til at være immun overfor kulden. Han sidder helt roligt i en T-shirt, mens Nicolas og jeg sidder i dun.

Mens vi hænger i 9000 fod, lukkes vinduet for en stund. Vi skal justere højden i forhold til, hvilke billeder Nicolas gerne vil skyde. Den manglende vind gør, at vi lettere kan kommunikere, og vi taler lidt om min flyskræk.

”Det er jo tæt på umuligt, at der skulle gå noget galt,” siger Helmuth.

Han er i 40’erne og er tidligere indsatsleder i politiet. Han har den der naturlige myndighed over sig, som politifolk ofte har. Man stoler instinktivt på, at han ved, hvad han laver. Og det er godt, for nu gør han noget, der burde få mig til at blive vild af panik.

”Selv hvis motoren skulle gå ud, ville vi nærmest kunne svæve til Roskilde herfra. Bare prøv at mærke her.”

Pludselig forsvinder motorlyden, og på et kort angstprovokerende øjeblik går det op for mig, at motoren nu er slukket. Til min store lettelse styrter vi ikke ned. Langt fra faktisk.

Vi svæver nænsomt i luften, og den manglende motorlyd og vind sætter med det samme stilheden i fokus. Byen driver roligt forbi langt nede under os, og for første gang i en flyvemaskine kan jeg mærke en absolut ro. Jeg falder nærmest i trance, mens jeg uden skyggen af panik presser ansigtet mod ruden for at se det smukke København med alle dets krogede gader og stræder. Jeg genkender i flæng byens landemærker, og med ét er hele oplevelsen mere end fornøjelig.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har glædet mig enormt meget til den her flyvetur. Jeg elsker København, hvor jeg er født og opvokset, og at få muligheden for at betragte den på denne her unikke måde er en gave.

Jeg ser Nyboder, hvor jeg ugentligt går mine tømmermændsture. Jeg ser Marmorkirken, som jeg kan se fra min egen stue. Jeg ser Frederiksberg Have, hvor jeg i de spæde ungdomsår brød ind om natten og løb fra vagten, når hans lommelygte faretruende fangede mig i dens skær. Heroppe bliver det hele hurtigt nostalgisk og storslået.

Selvom Nicolas som en anden eksiljyde konsekvent kalder Indre By for ’city’, så kan man mærke hans kærlighed til byen, når jeg spørger ind til, hvad det er ved København, der gør den unik:

”København kan noget, ikke særlig mange byer kan. Der er så meget fantastisk arkitektur. Ude i Nordhavn smelter det moderne med det gamle København, og fordi byen er så tilpas lille, kan man tydeligt se centrum, og hvordan byen som et træ er vokset ud derfra. Det er fascinerende, og man ser det så tydeligt fra oven.”

Det er en interessant dynamik, der er mellem fotograf og pilot. Nicolas spørger konstant, om vi kan flyve højere, lavere, langsommere, mere vest på, mere øst på. Helmuth, der er tålmodigheden selv, bliver flere gange nødt til at tage hånden op i et stoptegn, mens den skrattende kommunikation med kontroltårnet foregår. Selvom Nicolas’ ture er planlagt i detaljer, så skal fotograf og pilot kunne kommunikere hurtigt, når den rigtige vinkel til det næste billede skal findes. Det er også derfor, Nicolas nøje vælger de piloter, han flyver med:

”Beslutninger skal tages i løbet af tiendedele af sekunder, og hvis jeg fløj med en uerfaren pilot, ville han ikke kunne reagere instinktivt på mine forespørgsler. Det er også vigtigt, at piloten og jeg har respekt for hinandens arbejde. Vi sidder jo lang tid sammen i et lille cockpit. Der er det vigtigt, at man har det professionelt godt med hinanden, men det ville også være svært, hvis ikke man syntes hinanden var hyggelige og rare.”

En tåge har lagt sig tæt over landjorden ved Roskilde Lufthavn og gjort det uforsvarligt for os at lande der igen, så vi flyver mod Ringsted i stedet. Gradvist aftager vores højde, og solen sænker sig i samme tempo mod den brede horisont. Vinduet er lukket og mine store høretelefoner lukker nærmest al motorlyd ude.

Det er fredsomt som få andre ting. Jeg er komplet afskåret fra verdenen nedenunder, og jeg betragter med en sjælelig ro min by, mit land og det liv, der udfolder sig. Selv nyheden om at landingsbanen i Ringsted er af græs, og at man, for at lande der, skal flyve lige hen over en vej med biler, kan ikke slå mig ud.

Vi svæver roligt over vejen, lander med et sagte bump på græsplænen og triller over mod flyveklubben og parkerer ved siden af. Vi går ind og varmer os og ringer efter en taxa, der kan bringe os til Ringsted station.

Jeg kan mærke, at hele oplevelsen kalder på en smøg, så jeg fortrækker atter udenfor i kulden og får mig et stykke tobak, mens jeg glædeligt tænker over turen. Nicolas kommer ud med et smil på læben:

”Der sker altid et eller andet uforudset på de her ture. Sådan er det bare. Men det har godt nok været hyggeligt.”

Jeg puster røgen ud og kan kun give ham ret.

Se flere af Nicolas Cosedis' billeder her.