På den overdådigt velproducerede ’Renaissance’ træder Beyoncé ned fra ølkassen og ud på dansegulvet
Flere af de mest imødesete udgivelser i år har et ejendommeligt fællestræk: Energien er lagt i formen frem for indholdet. Med ’Renaissance’ lægger Beyoncé, moderne popmusiks pegefingerløftende moderskikkelse, op til evig fest med hovedet under armen.
PÅ SIT NYE album synger Beyoncé i en god time om variationer af samme tema: Vi skal feste hele natten, right now, baby, kom lidt tættere på, frigør dig selv, jeg er så forelsket, move it, baby. Selv ’America Has A Problem’ handler om, ikke racisme, ikke inflation, nej, du gætter det aldrig, kokain på 90’er-dansegulvene som en allegori for… kærlighed.
Superturbomegastjernen Beyoncé, der op igennem 00’erne og især med sit seneste reelle soloalbum ’Lemonade’ (2016) placerede sit dragende selv forrest i den amerikanske kvindefrigørelseskamp, er trådt ned fra ølkassen og ud på dansegulvet. ’Renaissance’ lader til at have én primær målsætning: Det skal lyde godt.
Og det gør det også. Albummet er morderisk velproduceret, og lytteoplevelsen er overdådig – som hvis man blev masseret på fødderne, ryggen, ørerne og i hovedbunden samtidig. Den housede førstesingle ’Break My Soul’ var en retvisende forsmag på et albumprojekt, der går lige i reptilhjernen, hvad enten det er den mellemgulvssigtende ’Energy’ eller den slibrige ’Cuff It’, der lyder som den lyd, det ville frembringe, hvis man blendede Bruno Mars.
DET ER IKKE tilfældigt. I et interview sidste år med magasinet Harper’s Bazaar forklarede Beyoncé: ”Med al den isolation og uretfærdighed det seneste år, tror jeg, vi alle er klare til at rejse, flygte, elske og grine igen.” Og hvis verden er en gold slette af dårligdom, er det da heller ikke noget, man fornemmer på ’Renaissance’. Det er post-corona-eskapisme i sin reneste form.
