PÅ SIT NYE album synger Beyoncé i en god time om variationer af samme tema: Vi skal feste hele natten, right now, baby, kom lidt tættere på, frigør dig selv, jeg er så forelsket, move it, baby. Selv ’America Has A Problem’ handler om, ikke racisme, ikke inflation, nej, du gætter det aldrig, kokain på 90’er-dansegulvene som en allegori for… kærlighed.
Superturbomegastjernen Beyoncé, der op igennem 00’erne og især med sit seneste reelle soloalbum ’Lemonade’ (2016) placerede sit dragende selv forrest i den amerikanske kvindefrigørelseskamp, er trådt ned fra ølkassen og ud på dansegulvet. ’Renaissance’ lader til at have én primær målsætning: Det skal lyde godt.
Og det gør det også. Albummet er morderisk velproduceret, og lytteoplevelsen er overdådig – som hvis man blev masseret på fødderne, ryggen, ørerne og i hovedbunden samtidig. Den housede førstesingle ’Break My Soul’ var en retvisende forsmag på et albumprojekt, der går lige i reptilhjernen, hvad enten det er den mellemgulvssigtende ’Energy’ eller den slibrige ’Cuff It’, der lyder som den lyd, det ville frembringe, hvis man blendede Bruno Mars.
DET ER IKKE tilfældigt. I et interview sidste år med magasinet Harper’s Bazaar forklarede Beyoncé: ”Med al den isolation og uretfærdighed det seneste år, tror jeg, vi alle er klare til at rejse, flygte, elske og grine igen.” Og hvis verden er en gold slette af dårligdom, er det da heller ikke noget, man fornemmer på ’Renaissance’. Det er post-corona-eskapisme i sin reneste form.
Således giver Beyoncé et ordentlig rygstød til en tendens, der er ved at tage form: De største artister har sagt, hvad de vil sige. Nu er det ren form og meget lidt indhold.
Drakes store overraskelsesangreb ’Honestly, Nevermind’ er et eksempel på det samme. Pladen er, med få undtagelser, et regulært house-projekt, og hvor der er kælet for at levere et sonisk udtryk, der går perfekt i spænd med den første rigtige sommer siden 2019, er tekstuniverset mestendels poesi forbeholdt køleskabsmagneter. Selv holdt jeg meget af ’Honestly, Nevermind’, og Drake har altid lavet musik, der også appellerede til dem på de bageste stolerækker.
Men jeg savnede hans særegne, fokuserede skrivestil, der pendulerer mellem tåkrummende selvretfærdighed og fiffig selvironi. Det samme kan siges om Beyoncés nye album, der kun skraber i overfladen af hendes egen tilværelse. Futures første velanmeldte plade i årevis, ’I Never Liked You’, og Bad Bunnys globale smash hit, ’Un Verano Sin Ti’, bærer præg af det samme: Det er musik, man hører med hofterne og fødderne, ikke med hjernen.
POPMUSIK HAR DA altid appelleret til dem, der befinder sig længst nede på abstraktionsstigen, vil man kunne modargumentere. Og det er sandt, men Beyoncés problem er, at hun holder sit eget privatliv helt ud i strakt arm. Drake blotter, om end noget blodfattigt, sin egen sårbarhed – Beyoncé synger, som om hun ikke vil belemre os med sine egne problemer og tanker om livet. ”Værsgo, venner, hav en sjov fest, I fortjener det,” synes hun at sige.
Det er synd og står i kontrast til den nyere generation af popstjerner som Olivia Rodrigo og Billie Eilish, der har taget os med helt ind under det beskidte teenagedynebetræk. ’Renaissance’ er blevet promoveret som første akt i en serie af udgivelser, så Beyoncés tematiske palette kan nå at udvide sig, men det er en skam, hvis en kvinde med hendes magt og resonans vælger at holde så meget på formerne.
Det store, fede forbehold, der skal indlægges her, inden jeg havner i gabestokken hos industriens mest socialt bevidste fanbase, er, at ’Renaissance’ selvfølgelig kommunikerer ét væsentligt budskab: frigørelsen af (afroamerikanske) kvinder. I albummets pressemateriale beskriver Beyoncé denne første akt som et “safe place, a place without judgment… a place to be free of perfectionism and overthinking.” Således også, hvis man dumpede folkeskolens tekstanalyser.
Beyoncés intention er sympatisk, og på ingen måde målrettet nærværende skribent, men den kommunikeres primært gennem det musikalske udtryk – og de kreative nyfortolkninger af clubsubgenrer fra 70’erne og frem er perfekt eksekveret. Som lyrisk værk står ’Renaissance’ anderledes enstrenget og tyndbenet tilbage.
BALANCEN MELLEM FORM og indhold kan være svær at finde. Årets måske absolut mest imødesete udgivelse, Kendrick Lamars ’Mr. Morale & The Big Steppers’, havnene i den modsatte grøft og har en utroligt lav replay value. Når man først har fordøjet budskabet, står selve musikken strengt taget ikke ret stærkt tilbage – det er lidt som at læse en bog flere gange.
Men balancen kan findes, også i 2022. For eksempel begik The Weeknd med ’Dawn FM’ en storstilet, episk kærlighedsfortælling, der aldrig går på kompromis med et skyskraberhøjt musikalsk ambitionsniveau.
I en alder af 40 år, mere end to årtier efter gennembruddet, har Beyoncé stadig tyngden til at være verdens allerstørste popstjerne. Hvilken utrolig bedrift. Selvom første akt efterlader et fladt, lyrisk indtryk, er Beyoncés første soloprojekt i seks år spændstig og musikalsk kompleks på et niveau, der fletter næbet på alle, der måtte betvivle hendes relevans. Man kan håbe, at de næste akter i dette mystiske projekt, der kom fra land i fredags, udfordrer og udnytter hendes glasknusende store stemme i samfundsdebatten.
