I foråret var det ved at gå helt galt for Harrison Ford. En dag i marts var skuespilleren netop lettet fra den lille Santa Monica Airport i sit vintage Ryan Aeronautical ST3KR-fly fra anden verdenskrig, da han over radioen bad om tilladelse til at vende tilbage til lufthavnen. Maskinens eneste motor var sat ud.
Det sølvfarvede fly med gule vinger klippede en række trætoppe af, inden det ramte jorden på golfbanen Penmar Golf Course, blot 300 meter fra nærmeste landingsbane. Flere vidner styrtede til og hjalp den blødende skuespiller ud af maskinen, hvis front var totalt smadret.
Det var ikke første gang, piloten Harrison Ford havde mistet kontrollen bag rorpinden. I 1999 blev han tvunget til at nødlande sin Bell-helikopter til 2 mio. dollars i Santa Clarita i Californien, og året efter var det hans Gulfstream IV-jet – med plads til seks passagerer – han pga. stormvejr blev nødt til at lande på en mark uden for Lincoln i Nebraska.
Denne forårsdag var Harrison Ford alene i sit fly, og hvor han var på vej hen, melder historien intet om. Måske var skuespilleren blot ude at flyve for sin egen fornøjelses skyld. Interessen for den slags havde han fået tilbagei 90’erne, hvor han i et interview sagde, at han ”havde lyst til prøve noget nyt”, og samtidig indrømmede, at han var tiltrukket af ”pilotens særegne blanding af frihed og ansvar.”
Ud over Ryan-flyet har Ford også fem andre flyvemaskiner stående i hangarer i Santa Monica på vestkysten og i en lille lufthavn i New Jersey på østkysten, og det har længe været et af dem, han med sig selv som pilot har benyttet sig af, når USA skulle krydses.
”Et passagerfly har ikke meget med flyvning at gøre,” gav han for et par år siden udtryk for. ”Du befinder dig i en kæmpe maskine uden overhovedet at være i kontakt med aerodynamikken, og du sidder i 35.000 fods højde og glor ud på ingenting. Du har ikke nogen følelsesmæssig kontakt med, hvad der sker omkring dig.”
Annonse
Harrison Ford som Indiana Jones.
Men for en stund havde Harrison Ford tilsyneladende mistet både kontakten og kontrollen med sit fly, hvorefter det altså var endt galt.
”Måske kan denne tredje nødlanding lære den 72-årigeskuespiller at overlade flyvningen til de professionelle,” skrev en avis efter uheldet.
Men da det kort efter kom frem, at Harrison Ford på mirakuløs blot havde fået en mindre hjernerystelse og var uden for livsfare på hospitalet, fik historien om nødlandingen hurtigt en ny vinkel.
”Jeg vil sige, at det var en helt igennem smukt eksekveret forced eller emergency landing, som vi kalder det, af en utrolig veltrænet pilot,” udtalte en højtstående luftfartsekspert til CBS News.
Det viste sig oven i købet, at Harrison Ford selv havde været i stand til at forlade det smadrede fly bagefter. Blødende, godt nok, og ikke med helt så sikre skridt, som da han var steget ud af propelflyet i ’Jagten på den forsvundne skat’ (1981) og det nedslidte de Havilland i ’Six Days, Seven Nights’ (1998) – eller for den sags skyld efter at have reddet sig selv og sin familie om bord på Air Force One i filmen af samme navn – men alligevel. For en stund virkede det, som om filmhelten og privatmennesket smeltede sammen.
Annonse
Harrison Fords fans blev yderlige bestyrket i den opfattelse, da hans ene søn skrev følgende beroligende tweet:”På hospitalet. Far har det godt! Han er lige præcis den mand, vi alle sammen kender!”
Men hvem Harrison Ford egentlig er, ved de færreste. Skuespilleren har ry for at være tilknappet, privat og svær at interviewe, hvilket vi vender tilbage til, og selv om hans film – anført af ’Indiana Jones’-, ’Jack Ryan’- og ’Star Wars’-serierne – har indspillet mere en 6 mia. dollars, og han af samme grund betragtes som verdens mest succesfulde skuespiller, har Harrison Ford sjældent røbet mere om sig selv end allerhøjst nødvendigt. Andre har heller ikke gjort det.
Det hævdes ligefrem, at hvis kolleger lader sig interviewe om ham, taler han aldrig med dem igen. Den slags antyder naturligvis, at der kunne være noget at skjule, men når det kommer til stykket, handler historien, der klæber til Harrison Ford, hverken om stoffer, slagsmål eller småsære filmforberedelser, men om hans unge år som snedker og tømrer i Hollywood. Og den er såmænd god nok.
Ford med sin daværende kone Mary Marquardt i New York, 1977. De var gift 1964-79 og fik to børn.
Harrison Ford voksede op i en forstad til Chicago, og i skoletiden holdt han sig mest for sig selv, hvilket bl.a. resulterede i, at han i en periode som 12-årig blev mobbet. Den lille gruppe af ældre elever, der skubbede ham ned ad en bakke hver dag efter skoletid, forklarede aldrig, hvorfor de var efter ham, men flere år senere gættede Harrison Ford selv på årsagen:
”De har sikkert fornemmet en eller anden underliggende arrogance hos mig, som de ikke brød sig om. Det skyldtes nok den distance, jeg holdt til folk. Og stadig gør.”
Også i Hollywood havde Harrison Ford mest lyst til at passe sig selv. Han ankom til filmbyen i 1964 efter at par års dramaundervisning, det eneste fag på college, der havde fanget hans interesse, inden han blev smidt ud.
På den tid havde den amerikanske filmbranches såkaldte studiesystem endnu nogle få år tilbage at leve i, hvilket Harrison Ford fik at mærke. Groft sagt var det helt frem til slutningen af 60’erne – da en ny generation anført af bl.a. instruktører som Roger Corman, Robert Altman og Mike Nichols og skuespillere som Jack Nicholson, Faye Dunaway og Warren Beatty revolutionerede den amerikansk filmbranche – umuligt at få roller i en Hollywood-film, hvis man ikke var på kontrakt med et af de store filmstudier, og efter et halvt års tid i Californien blev den 22-årige Ford indlemmet i Columbia Pictures’ New Talent Program. Lønnen lød på 150 dollars om ugen, og selv om det var småt med deciderede filmroller, krævede kontrakten, at han daglig mødte op på studierne og passede sit job som enhver anden funktionær.
”Det var i 1965, og Columbia legede, at det var 1925. Du skulle møde hver dag i jakke og slips, gå til dramaundervisning, spise i kantinen og indimellem stille op til fotografering.
Seks starletter og seks gutter, der spiller fodbold på Malibu Beach foran en Chevrolet Nova til en reklame i et glittet magasin,” mindedes Harrison Ford. ”Det var rædselsfuldt. Værre end at arbejde på fabrik. Ingen på filmstudierne anede, hvad du hed, eller interesserede sig det mindste for, hvem du var. Jeg blev sindssyg.”
Da han efter et par år med en række tv-shows, masser af reklamer og kun enkelte spillefilm havde fået nok af filmstudiernes arbejdsbetingelser, besluttede Ford sig for at supplere sine indtægter med småjob og opgaver som snedker og tømrer for folk, han kendte i byen.
Skuespilleren havde selv sat sit hus i stand tæt ved Hollywood Bowl, og der var gået fint, så han ”lånte nogle bøger på biblioteket, købte noget værktøj og gik i gang,” som han selv har udtrykt det.
Mark Hamill, George Lucas, Carrie Fisher og Ford på settet til ’The Empire Strikes Back’ (1980).
For sit første job – et nyt tag på musikeren Sergio Mendes’ lydstudie – fik Harrison Ford 100.000 dollars, hvilket bestyrkede ham i, at han var på rette kurs.
”Det var en befrielse at starte som tømrer i forhold til det, jeg havde lavet tidligere,” sagde Harrison Ford senere om tiden, hvor han og hans daværende kone, Mary Marquardt, også havde fået deres første barn at tænke på.
”Min familie og jeg kunne leve af min indtægt som håndværker, og samtidig begyndte jeg at være kræsen over for de roller, jeg blev tilbudt. Jeg kunne tillade mig at sige nej og vente på noget bedre. Men jeg droppede aldrig min ambition om at blive skuespiller.”
I en periode på seks år i starten af 70’erne dukkede Harrison Ford kun op i enkelte film, deriblandt Francis Ford Coppolas ’Aflytningen’ (1974) og ’Sidste nat med kliken’ (1973) instrueret af George Lucas, der også stod bag Fords gennembrud, den første ’Star Wars’-film (1977).
Der er flere versioner af, hvordan Harrison Ford fik rollen som den egoistiske, handlekraftige og småkyniske Han Solo, der i modsætning til den naive Luke Skywalker altid skal være på tværs. De fleste fokuserer på, hvor tilfældigt det var, og historien går nogenlunde sådan her:
Harrison Ford havde fået en snedkertjans med at sætte paneler op i Francis Ford Coppolas filmstudie, hvor Lucas holdt casting til filmen. 30-40 skuespillere blev daglig testet til både ’Star Wars’ og Brian De Palmas ’Carrie’ i løbet af otte uger, og for ikke at gå i vejen udførte Harrison Ford sit job om natten. Men en morgen stødte Ford og Lucas alligevel på hinanden.
De to havde et fint forhold efter samarbejdet på ’Sidste nat med kliken’, og Lucas bad Ford give en hånd med ved castingen. For en stund læste Ford tålmodigt prinsesse Leias replikker op over for de skuespillere, der af Lucas blev testet til filmens store mandlige roller, blandt dem Sylvester Stallone og Kurt Russell.
Men til sidst blev det for meget. Irriteret smed Ford manuskriptet fra sig og forlod Lucas og resten af selskabet. Hvorfor stå og øve replikker til en film, han ikke skulle være med i? Måske var det i den situation, at George Lucas besluttede sig for, at Harrison Ford skulle spille Han Solo. Måske var skuespilleren i betragtning til rollen i forvejen.
Måske var det slet ikke tilfældigt, at Ford stødte ind i Lucas den morgen. Under alle omstændigheder øjnede instruktøren ifølge ham selv i Harrison Ford netop den maskuline ligefremhed, der siden kom til at kendetegne Han Solo.
’Moskitokysten’ (1986) med bl.a. River Phoenix – Joaquin Phoenix’ bror, der døde af en overdosis i 1993.
Allerede fra starten af karrieren besluttede Harrison Ford sig for, at han ikke ville sættes i bås som skuespiller, og den filosofi har han forsøgt at efterleve lige siden.
”Jeg leder efter roller, der adskiller sig fra min sidste præstation. Jeg har ikke lyst til at lave det samme to gange i træk, og jeg forsøger altid at lægge så meget afstand mellem figurerne som muligt,” har han fortalt.
Om end rollerne trods alt ikke har ligget så fjernt fra hinanden, har Ford dog bevæget sig omkring genremæssigt, ikke mindst i 80’erne og starten af 90’erne, hvor han cementerede sin stjernestatus i så forskellige titler som ’Blade Runner’ (1982), ’Vidnet’ (1985), ’Moskitokysten’ (1986), ’Frantic’ (1988), ’Working Girl’ (1988) samt ’Patriot Games’ (1992) og ’Flygtningen’ (1993) – suppleret af de to næste titler i ’Star Wars’-serien og de tre første ’Indiana Jones’-film.
Det tog dog sin tid at komme dertil. Succesen med ’Star Wars’ fik Harrison Ford til at droppe tømrerfaget, men bortset fra hans enkelte scene som officer i ’Dommedag nu’ (1979) gør hverken Ford eller de film, han takkede ja til i slutningen af 70’erne, meget væsen af sig. Først da samarbejdet med George Lucas blev genoptaget i den næste ’Star Wars’-film, der på dansk fik titlen ’Imperiet slår igen’ (1980), og siden fulgt op med ’Jagten på den forsvundne skat’ (1981), anedes konturerne af fremtidens succes.
I dag er det svært ikke at forbinde Harrison Fords rå og maskuline udtryk med Indiana Jones, men heller ikke den rolle fik Ford forærende. Trods det fine forhold til George Lucas var hans og instruktøren Steven Spielbergs førstevalg Tom Selleck. CBS havde imidlertid planer om at lave en hel serie med Tom Selleck i rollen som detektiven Magnum, og de planer blev øjeblikkeligt speedet op, da Lucas og Spielberg forhørte sig om skuespilleren hos tv-selskabet. CBS ville ikke give slip på deres unge stjerne.
”Vi sad fast,” har Steven Spielberg siden fortalt. ”Vi havde tre uger tilbage til at caste filmen i og havde ingen idé om, hvem der skulle spille hovedrollen. Men da jeg så ’Imperiet slår igen’, gik det op for mig, at Harrison Ford er Indiana Jones. Jeg ringede til George Lucas og sagde: ’Han sidder lige for næsen af os!’ ’Jeg ved, hvem du mener,’ sagde George. ’Hvem?’ spurgte jeg, og han sagde: ’Harrison Ford! Lad os få fat i ham.’ Og det gjorde vi.”
Når Harrison Ford selv skal sætte ord på sin succes, giver det sjældent mening. Skuespilleren gemmer sig enten bag sort humor eller dramatiserer sine historier, så det virker, som om karrieren har været båret af held. Hvad Harrison Ford egentlig kan – hvad hans styrke som skuespiller er, og hvorfor han er så succesfuld – vil han sjældent selv tale om.
”Det er mit job,” lyder standardsvaret, som oftest fulgt op af en erklæring om, at det er det bedste job i verden.
Blade Runner (1982).
Af samme grund kan det undre, at Harrison Ford for det meste er tvær og tilknappet, når han skal tale om sit fag. Hvorfor ikke glæde sig over at have verdens bedste job? For alle filmstjerner gælder det, at de er forpligtede til at promovere deres film inden premieren ved at stille op til interview med en udvalgt skare journalister.
Det er en del af jobbet, der for øvrigt også er skrevet kontrakt på. Sådan fungerer den amerikanske filmbranche, og langt de fleste stiller uden tøven op og fortæller, hvor spændende optagelserne var, hvor glade de var for manuskriptet, og hvorfor de valgte netop den rolle.
Men ikke Harrison Ford, der gentagne gange har nægtet at deltage i det overfladiske spil omkring de såkaldte interview-junkets, hvor en skuespiller giver interview til en hel gruppe journalister samtidig. Helt galt gik det i forbindelse med sidste års premiere på ’Ender’s Game’, hvor en journalist fra magasinet GQ lavede et interview, der understreger, hvor tvær Harrison Ford ganske ofte er over for medierne. Interviewet er stadig populært på GQ’s hjemmeside og forløb således:
Du har haft relativt stor succes i en række science fiction-film, ’Star Wars’-trilogien, ’Blade Runner’ og nu ’Ender’s Game’ ...
”Det er tre ud af 41.”
Det er dog tre af de mere prominente, ikke?
”Hvis du synes.”
Jeg havde tænkt mig at spørge, hvad der tiltrækker dig ved genren. Men sådan ser du måske ikke på det?
”Sådan ser jeg overhovedet ikke på det. Det er jo bare en lille procentdel af de film, jeg har lavet.”
Hvorfor tror du, vi er så fascineret af unge, der slår hinanden ihjel? Fra ’Ender’s Game’ til ’Hunger Games’-serien? (Lang pause)
”Det har jeg godt nok ingen anelse om. ’Ender’s Game’ er en anden type film med en anderledes type krig.”
I bogen bag filmen er din figur, Colonel Graff, trøstespiser, og han slås med en voldsom overvægt. Hvorfor kom det ikke med i filmen?
”Jeg har lige lavet én film (Jackie Robinson-biografien ’42’, red.) i et fat suit. Så jeg orkede det ikke.”
Havde du problemer med ’Ender’s Game’-forfatteren Orson Scott Cards politiske overbevisning? Han er imod homoseksuelle ægteskaber og mener, at Obama planlægger at mobilisere storbybander, der kan tvinge hans politik igennem …
”De holdninger, han senest har givet udtryk for, er ikke med i bogen, der er 28 år gammel. Så de vedrører ikke rigtig mig. (Lang pause). Vedrører er måske ikke det rette ord. Jeg vil hellere sige, at de intet har med filmen at gøre. Hans holdninger, der for tiden får meget opmærksomhed, er ikke nogen, vi viderebringer eller gør reklame for i den historie, vi fortæller.”
Nyder du den fase af din karriere, hvor du kan få lov at spille vrisne autoritetsfigurer? Du spiller ofte oberst og højtstående erhvervsleder eller general for tiden …
”Jeg mindes ingen general, men måske har jeg ikke lagt mærke til det.
”Hvordan var det at optage en rumfilm med CGI-teknik? Tvinger det dig til at arbejde på en anden måde?
”Nej. Skuespil handler om at bruge sin fantasi.”
Findes der et trick til at få en umiddelbart tåbelig replik som ’Da de første aliens invaderede ...’ til at fungere?
”Ja. Det er mit job. Det er det, jeg bliver betalt for.”
Ventetid på ’Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull’ (2008).
Bag interview af den slags gemmer sig et åbenlyst ønske fra Harrison Fords side om at få lov at passe sig selv. Han har aldrig lagt skjul på, at han ikke bryder sig om celebrity-kulturen, og det ligger ligefor at betragte ham som den enspænder, der blev mobbet i skolen og aldrig fandt sig til rette i Hollywoods studiesystem.
Hvilket naturligvis er en del af forklaringen på Harrison Fords succes: Vi elsker handlekraftige mænd, der ikke finder sig i noget og ikke frygter at trodse autoriteter, regler og normer, når de bliver for stramme og uretfærdige.
Et par gange, når en journalist har været så heldig at fange ham i godt humør, har Harrison Ford uddybet sit syn på skuespillerfaget, som han sammenligner med jobbet som tømrer.
”Begge dele er et håndværk. Jeg lærte mig selv at spille skuespil på samme måde, som jeg lærte at være tømrer. Du underkaster dig håndværkets logik. Og min tilgang til begge fag har næsten kun handlet om det tekniske.
Det, jeg lærte i min tid som tømrer, var først og fremmest arbejdsmoral, og den har jeg taget med mig som skuespiller,” har han sagt og – ved et andet tilfælde – suppleret med ordene om, at han af samme grund sjældent er helt tilfreds ved fyraftenstid. ”Jeg betragter ikke mig selv som en perfekt skuespiller.
Jeg er tværtimod perfektionist, og jeg har det altid, som om jeg kunne have gjort tingene bedre. Det er en af grundene til, at jeg aldrig ser de daglige optagelser på et filmset. Jeg kræver ekstremt meget af både mig selv og mine kolleger, når vi arbejder.”
Med Emmanuelle Seigner i ’Frantic’ (1988).
Netop de to ting er vel det nærmeste, man kommer en forklaring på Harrison Fords succes – det maskuline image og den dybt professionelle tilgang til sine opgaver. For så vidt er det nærliggende at gætte på, at Harrison Ford har fået mange af sine store roller i karrieren, fordi filmbranchens mest markante instruktører netop ved, at han kan sælge illusionen om den troværdige helt, og fordi han samtidig møder velforberedt op på arbejde uden de nykker, der kendetegner flere andre filmstjerner. Harrison Fords professionelle tilgang til jobbet imponerede også danske Nikolaj Coster-Waldau. De to arbejdede sammen på filmen ’Firewall’ (2006), og mellem optagelserne trak Harrison Ford sig ofte tilbage og passede sig selv.
”Det virkede, som om han var ligeglad,” mindedes Nikolaj Coster-Waldau, da Euroman besøgte ham i New York i forbindelse med tv-serien ’New Amsterdam’ (2008). ”Han kunne sidde og kigge på sin mad, eller han kunne tage et blad og begynde at læse lidt i det, mens der blev sat lys. Jeg tænkte: ’Hvad har han gang i? Hvorfor er han ikke lidt fokuseret?’ Det spurgte jeg ham om, og så sagde han, at han helt bevidst forsøger at distrahere sig selv. ’Jeg kender jo scenen og ved, hvad jeg skal, og det vil jeg gerne glemme, inden vi optager.’”
Også Roman Polanski var imponeret over Harrison Fords indstilling, da de sammen optog ’Frantic’.
”Harrison er helt igennem professionel,” sagde den polsk-franske instruktør. ”På settet er han yderst tålmodig og målbevidst. Efter 10. optagelse af scenen, hvor han står i brusebadet, var jeg overrasket over, hvor kold og anspændt han så ud. ’Hvad er der galt?’ spurgte jeg. ’Vandet er koldt,’ svarede han.
Han havde stået en halv time under iskoldt vand. Jeg foreslog, at vi stoppede, men han insisterede på at gøre scenen færdig og lavede uden tøven endnu fem optagelser under bruseren.”
Skuespilleren Greg Kinnear føjer yderligere positive nuancer til billedet af Harrison Ford. De to spillede sammen i ’Sabrina’ (1995), der var Kinnears spillefilmsdebut. Den unge skuespiller var rystende nervøs inden deres første scene sammen, og ifølge Greg Kinnear var det Harrison Fords mandhaftige humor og hang til practical jokes, der fik ham til at slappe af. Da de to stod klar til optagelse i skæret fra et varmt spotlight, opdagede Kinnear, at han havde tyggegummi i munden. Skuespillerne havde aldrig mødt hinanden før, og i et forsøg på at finde på et eller andet at tale om tilbød Kinnear Harrison Ford et stykke tyggegummi.
”Det er o.k., ikke? At tygge tyggegummi?” spurgte Kinnear.
Harrison Ford smilede, takkede og sprang over, men sagde, at jo, det var helt i orden med tyggegummi. Kort efter bad instruktør Sydney Pollack om stilhed, hvorefter kameraet begyndte at rulle. Alle på settet var tavse, mens Ford og Kinnear udvekslede deres replikker. I samme øjeblik optagelsen var ovre, og mens hele filmholdet stadig var koncentrerede, stillede Harrison Ford sig helt op i Greg Kinnears ansigt og råbte:
”Spiser du tyggegummi? Sydney, den her fyr kan jeg ikke arbejde med!”Det var åbenbart, hvad der skulle til for at opbløde stemningen på optagelserne, og et par timer efter inviterede Harrison Ford sin nye kollega på frokost.
Med Chewbacca i den første ’Star Wars’-film, ’A New Hope’ (1977). Den behårede makker bliver spillet af den 2,21 høje Peter Mayhew.
Bedst – eller i hvert fald mest afslappet – er Harrison Ford, når han ikke skal tale om skuespil og karriere. I forbindelse med premieren på ’Indiana Jones og krystalkraniets kongerige’ (2008) inviterede Los Angeles Times ham med ud at gå i Santa Monicas bjerge, og i artiklen, der kom ud af det, fortæller Ford lidt om, hvorfor han valgte at give Indiana Jonas endnu en chance, hvorfor han ikke har forsøgt sig med smallere intellektuelle film, og om sin interesse for naturen.
Undervejs på vandreturen hilser Harrison Ford høfligt på de mennesker, de passerer på de smalle bjergstier. De fleste er forbløffede over at møde en Hollywood-stjerne, men ikke alle. ”Hello,” siger Ford høfligt til en forbipasserende kvinde, og da hun ikke hilser, supplerer han det med et højlydt og sarkastisk ”nice talking to you”.
Artiklens underliggende pointe er, at Harrison Ford befinder sig godt i den store, vilde amerikanske natur, og journalisten runder af med at komme ind på de to gange, skuespilleren har været med til at redde folk, der er kommet galt af sted i det fri. Første gang var, da Harrison Ford fra sin helikopter fik øje på en vandrer, der lå dehydreret og syg på Table Mountain tæt ved Fords ranch i Jackson Hole, Wyoming.
Skuespilleren fik den 20-årige kvinde fløjet til hospitalet, og det samme gjorde han året efter, da han lokaliserede en spejder, der havde været forsvundet i et døgn i nationalparken Yellowstone. Flere andre lokale piloter deltog i eftersøgningen af den unge spejder, og redningsaktionen var ikke specielt dramatisk.
Men fordi Harrison Ford var redningsmanden, hentede begivenheden store overskrifter i medierne. Hvilket ærgrede skuespilleren, der skar en grimasse, da han fortalte Los Angeles Times, at det jo ikke ligefrem var en teaterheroisk bedrift, han havde udført, men blot en god gerning.
”Det, der irriterede mig mest ved det hele, var, at jeg den ene dag samlede en ung fyr op på bjerget, og to dage efter er han i ’Good Morning America’,” siger Harrison Ford i artiklen med reference til det populære amerikanske tv-underholdningsprogram, hvor spejderen fortalte om Ford.
”Jeg tænkte bare: ’Hvad med alle de andre, der hjalp til med eftersøgningen? Skal de ikke takkes for indsatsen?’”
Ifølge journalisten rystede Ford på hovedet, inden han og artiklen konkluderer: ”Pludselig drøner jeg rundt og redder menneskeliv som en eller anden fucking helt.”
Men det er trods alt dér, historien om Harrison Ford foreløbig synes at slutte. Den i dag 73-årige skuespiller har enkelte gange i karrierens forløb forsøgt sig i smallere produktioner og i film med noget dybere på hjerte – ’Crossing Over’ (2008) og ’Regarding Henry’ (1991) bl.a. – men hverken kommercielt eller kunstnerisk har det været med samme succes, som når han spiller hovedrollen i de mere brede, dramatiske og lettilgængelige produktioner.
Og selv om det indtil videre blot har kastet en enkelt Oscar-nominering af sig – for rollen som strømeren i ’Vidnet’ – synes det ikke at genere Harrison Ford. I skuespillerens optik skal enhver film, han er med til at lave, have potentialet til at kunne spille sig selv ind og indtjene lidt ekstra, ”så folk ikke føler, at de har spildt deres tid,” som han udtrykker det. ”Selvfølgelig vil jeg også gerne lave film, der henvender sig til et smallere publikum. Men hvad hvis vi lavede en kunstfilm, og ingen gad se den? Det ville være lidt af en nedtur.”
Ford ved sit hjem i 1981.
Ikke desto mindre kom det som en overraskelse for mange, da det blev offentliggjort, at Harrison Ford er tilbage som Han Solo i den kommende ’Star Wars: The Force Awakens’. Selv om det var George Lucas og ikke mindst de to første ’Star Wars’-film, der i sin tid sendte Harrison Ford godt på vej i karrieren, har Ford ofte givet udtryk for, at han mildt sagt ikke har været specielt begejstret for hverken de enkelte film, serien som helhed eller for den sags skyld Han Solo.
Allerede under optagelserne til den første ’Star Wars’-film diskuterede han med Lucas om manuskriptet, hvilket gav anledning til den ofte citerede anekdote, hvor Harrison Ford brokker sig over sine replikker: ”You can type this shit, George, but you sure can’t say it.”
Helt så alvorligt var skænderiet vist ikke, og Lucas gav angivelig Ford lov til at improvisere med sine replikker under optagelserne. Ikke desto mindre bad Ford senere og forgæves George Lucas om at få Han Solo slået ihjel og skrevet ud af serien. Da Ford blev spurgt, hvorfor han ikke brød sig om Han Solo, sagde han i ét interview: ”Han interesserer mig ikke det mindste,” og i et andet interview, at han ”er dum som en dør.”
Da Harrison Ford til alles overraskelse dukkede op på sommerens Comic Con i San Diego, en årlig superhelte-, sci-fi- og spil-festival, blev han mødt af stående ovationer. Det var Fords første offentlige optræden siden flystyrtet i Santa Monica, og ingen havde regnet med, at han ville deltage i panelet bestående af holdet bag den kommende ’Star Wars’-film.
På det åbenlyse spørgsmål om, hvorfor han længe havde afskrevet Han Solo, men nu alligevel havde takket ja til atter at trække i dragten efter 32 års pause, svarede Harrison Ford smilende og imødekommende, at det skyldes kvaliteten af manuskriptet: ”Jeg havde aldrig troet, at historien ville velsigne mig, men derimod har jeg altid frygtet, at Han Solo ville hjemsøge mig.”
Også på andre måder synes Harrison Ford at have accepteret de roller, han flere gange har været bange for villesætte ham i bås. I hvert fald anes der muligheden for et gensyn med både Indiana Jones og Rick Deckard. For ganske nylig udtalte Steven Spielberg således, at han ”højst sandsynligt laver en ’Indy 5’ med Harrison,” mens ’Blade Runner 2: The Edge of Human’ allerede har været i såkaldt præproduktion i en periode. Ifølge filmens instruktør, Ridley Scott, har Harrison Ford læst manuskriptet til den film og takket ja til at medvirke.
Både femte epos af ’Indiana Jones’ og en opfølger til ’Blade Runner’ har dog lange udsigter. Begge instruktørerer engagerede i andre film, og de amerikanske medier gætter på, at Indiana Jones tidligst vender tilbage engang i 2018. Men Harrison Ford har ikke travlt, og han har med egne ord heller ingen planer om at droppe karrieren foreløbig, selv om han er blevet ældre.
”Jeg er ikke typen, der har en masse fritidssysler,” udtalte han for et par år siden, da han blev spurgt til pensionen. ”Jeg har brug for udfordringer. Jeg elsker de intellektuelle stimuleringer, jeg får på jobbet. Jeg er en del af et fællesskab på hver film, hvor vi sammen forsøger at levendegøre en idé. It’s a great job.”
Flystyrt, rynker og en tvær attitude har måske givet Harrison Ford et mere menneskeligt ansigt, men imaget synes ikke at have taget skade: Harrison Ford er stadig Hollywoods største helt.
’Star Wars: The Force Awakens’ har biografpremiere 16. december.
Ford ved sit hjem i 1981.
