Postkort fra Brooklyn: ”Man gør meget ud af, hvilket kvarter man bor i, og hvor man føler, man hører til”

VI FLYTTEDE TIL Brooklyn for seks og et halvt år siden. Det var en plan, vi havde haft i mange år. Det er jo sådan i livet, at hvis man vil have noget til at ændre sig, så bliver man nødt til at gøre noget anderledes. Så vi flyttede herover, fordi vi havde lyst til at bo her, ikke fordi der var et konkret job. Vi bor her med tre børn på 9, 13 og 17, min kone og vores islandske fårehund Balder.

Der er skønt i Brooklyn. Det er et sjovt sted. Her bor 2,5 millioner mennesker, og det kan godt være lidt svært at forstå, for det svarer jo næsten til halvdelen af den danske befolkning. Så når folk siger, at de har været her, har de som regel ikke set særligt meget af Brooklyn, men kun været en hurtig tur over broen fra Manhattan. Der er slum, skyskrabere, rækkehuse, lejligheder. Brooklyn er mange ting. Det ligger i forlængelse af Manhattan, men er slet ikke Manhattan.

AT BO I NEW YORK er lidt ligesom at bo i en landsby. Det er bare en masse forskellige landsbyer. Så hvis du bor i East Village, kommer du ikke rigtigt uden for East Village. Hvis du bor på Upper East Side, så er det der, du køber din kaffe, din musik og går til koncert. Det samme i Harlem.

Man gør meget ud af, hvilket kvarter man bor i, og hvor man føler, man hører til. Hvilke typer mennesker, der bor omkring en i forhold til ti gader længere henne. Det kan jeg utroligt godt lide.

Vi bor i Park Slope nu, fordi det både handler om skoler, kvarteret og så bor vi lige ved Prospect Park, som er en vild park med vaskebjørne, en skøjtebane, en masse søer, kilder, der springer op af jorden, og bakker. Der er næsten mere niveauforskel, end der er i Danmark. Man går igennem lange stykker natur, der bare ligger brak på en ret skøn måde.

JEG HAR EN DEL STAMSTEDER i mit kvarter. Café Martin er mit fortrukne kaffested, som drives af en kvinde, der hedder Jen. Her kommer jeg ofte og det føles næsten som familie, når man har sådan nogle steder.

Så er der The Y, YMCA, som er et sted, hvor ungerne går til karate og gymnastik, og hvor jeg selv bruger det som fitnesscenter. Der er også Park Slope Academy of Brazilian Jiu-Jitsu, som ligger på hjørnet, og som jeg holder meget af. Det er lige åbnet igen efter at have været lukket i et år på grund af COVID. Der går jeg 2-3 gange om ugen.

Der er også Krupa Grocery, der er en restaurant, som også ligger i området ved Prospect Park. De laver en ret opfindsom version af virkelig god frokost. Jeg vælger som regel deres shrimp-burger og de gode gnocchi.

Bonnies Grill de bedste Buffalo Wings i byen lige nu. Det er noget, jeg går meget op i.

JEG SAVNER EN masse ved Danmark. Sundhedsvæsnet, infrastruktur og selvfølgelig venner og familie. Når man bor her, så kommer folk ofte på besøg, men det har været fraværende det sidste år. Jeg plejede selv at tage mange ture til Danmark, og det har jeg slet ikke gjort på det seneste?

Så er der også manglen på leverpostej og rugbrød, der ikke koster en formue og smager godt. Det savner jeg. Og spegepølse, du ved. Det betyder faktisk noget.

EN AF MINE BEDSTE og mest mærkbare oplevelser i Brooklyn var en morgen i november, hvor jeg var på vej hjem fra parken. Jeg gik på gaden med hunden, og så begyndte folk omkring mig pludseligt at råbe og skrige. Det var ret vildt. Først vidste jeg ikke, hvad det var. Jeg har ikke nogen smartphone, så jeg kunne ikke slå det op. Men på vej hjem gik det op for mig, at Joe Biden havde vundet valget.

Jeg gik hjem, tog fat i ungerne og løb ud på gaden. Der var trafikprop, og folk stod overalt. Jeg tog den mindste op i ladcyklen og de store fandt deres venner. Jeg kørte rundt og fandt forskellige gadefester, der var opstået midt i det hele.

Det skal forstås i den kontekst, at der har været lockdown her siden marts 2020 – i modsætning til Danmark, hvor lockdown i de første måneder af 2021 har virket til at være hårde, men hvor der stadig er masser af folk på gaden. Der har ikke været folk på gaden herovre. Det har været en hel anden måde, man har taget det alvorligt på. Man har ikke bare gjort det, man fik at vide af staten, folk er gået meget længere, end de har fået besked på, så der har ikke været en gadekultur i meget lang tid. Det var en vild oplevelse, da gaden så bare eksploderede fuldstændig.

BROOKLYN ER MIN KULISSE til livet og derfor også til mit nye album ’Stormen’. Og nedlukningen har derfor også spillet en stor rolle. Der er nogle forskellige faser, man går igennem. Når det bliver ved og ved og ved, som det har gjort herovre, så kan det på en dårlig dag være utroligt frustrerende og deprimerende. På en god dag kan det være en proces, hvor man er tvunget til at tænke og deale med nogle ting.

New York var jo det sted i verden, der på et tidspunkt i pandemien blev ramt hårdest. Der var sirener hele tiden. Der var en ret voldsom undtagelsestilstandsfornemmelse. Det sidder stadig i folk. Og det har været rammen for det nye album.

Jeg havde planlagt, at jeg skulle i studiet og indspille min plade, men det har været umuligt. Der er stadig ikke nogen studier, der er åbne herovre, så derfor måtte jeg sadle om. Jeg tog fat i de musikere, jeg gerne ville arbejde sammen med – nogle af dem herfra og nogle i Danmark – og spurgte, om de ville være med.

Det har været en ret anderledes og meget langsommelig metode med at sende sange rundt til alle de her dygtige musikere, som så i deres eget tempo har indspillet deres del og sendt det tilbage. Så har vi haft en dialog om det, og så har jeg sendt det videre til min ven Jon Schumann, som sidder i London og som så har mixet på det og sendt det tilbage igen. Det er en proces, der ikke havde kunnet lade sig gøre for nogle år siden, men det har været min redning.

Pladen har taget længere tid at lave end normalt, men det har også betydet, at sangene har nået at bundfælde sig på en anden måde. Normalt tror jeg meget på handlingen, det der med at lave noget og bare udgive det, men her har det været tvunget ind i en anden tænksom proces.

DET ER IKKE en plade, der handler om corona. Den handler om der, hvor jeg var. Det har på nogle punkter været en ret ensom proces at lave det, og det former pladen. Ensom, men med samvær på tværs af internettet.

Mit håb er selvfølgelig, at folk kan sætte de her sange på og finde sig selv i det. Det er det, musik kan. Det kan være en trøst, en energiopladning, rørende. Det kan gøre nogle ting i ens liv.

Når man laver noget meget personligt, er der en fare for, at det bliver meget privat, og hvis det er privat, så er det mindre interessant.

Reality-tv er privat, for det handler om, hvordan nogle mennesker står op om morgenen og laver deres kaffe. Men noget personligt handler ikke så meget om mig som person for andre, det handler om den oplevelse, det er at være menneske.

Frygten er at lave noget, hvor jeg graver dybt i mig selv, og folk så tænker, at det er underligt, at jeg har det sådan. Det gælder om at finde balancen mellem at sige noget smertefuldt, dybt og rørende, men så folk stadig føler, at det også kan være dem, det handler om. De gode plader taler fra et sted, og derfor føler vi, at de taler til os. Det håber jeg, at jeg har opnået.

Kristian Leths album ’Stormen’ udkommer 23. april.