Kultfilmen ’Pusher’ er blevet restaureret, og hvilken anden måde at fejre det på end at lade den få repremiere i Empire Bio på Guldbergsgade på Indre Nørrebro.
Kender man ikke til Empire Bio (er man ikke fra København, red.) skal man vide, at det er det stilbevidste valg, når det kommer til biografer – Imperial tilhører entusiasterne, Palads er lig med store colaer og bland selv-slik, Empire Bio er danskvand på flaske og dronningemandler.
Filmen skal vises klokken 20, og inden da skal Mikael Bertelsen, Mads Brügger og Nicolas Winding Refn introducere filmen.
Klokken lidt over 19 sidder jeg på en bænk på Guldbergsgade og venter på min kompagnon, der er blevet forsinket, da Katherine Diez passerer mig, rigtigt nok med kasketten trukket helt ned over hovedet. Sikken dårlig dag at have valgt at tage på Mirabelle, tænker jeg, for hun har da vel ikke planer om at skulle i Empire …
Inde i biografen sælges der nyt ’Pusher’-merchandise, det er lavet i samarbejde med (di)vision, der har gjort karriere på at få folk til at ligne narkovrag, men på en sej måde.
En billet til arrangementet kostede vel et par 100, eller det ved jeg ikke, jeg har ikke betalt, og det virker det heller ikke til, at ret mange af de andre, der er her, har.
Jeg møder en, der illustrerer for de rigtige mennesker, men ikke mere end det.
”Nej – jeg blev bare lige spurgt, om jeg ikke ville med,” svarer han, da jeg spørger, om han selv har betalt.
Det er imponerede, hvordan man en fredag aften er lykkedes med at mobilisere så mange D-kendisser til at komme ind at se en film, de enten har set, eller lyver og siger, de har set.
Fra min plads i midten af salen er det frit udsyn. Jeg vil tro, at jeg kender en ud af 20 og ved hvem hver tiende er. Influencere, skuespillere, forfattere, journalister, modeller, promotere, kunstnere, personligheder.
Folk som Haidar Ansari og Esben Weile Kjær, men også folk som Emili Sindlev og hendes kæreste Mads Emil Grove Møller – hvem jeg desuden bemærker som værende den eneste, der i sin Instagram-story fra arrangementet får tilføjet en ’Invited’, hvor han dertil får tagget Nordisk Film, der ellers mig bekendt intet har med hverken Empire Bio eller ’Pusher’ at gøre – åh, de er så forvirrende, de influencerregler, det er lige til at blive rundtosset af.
Bag mig sidder en, der tilsyneladende hedder Kristian, for han rejser sig hele tiden og erklærer ”Kristian!”, når der er nogen, der kigger lidt for længe på ham, og det er som regel ledsaget af enten ”Hvor er det godt at se dig,” eller ”Længe siden!”
Som en af de absolut sidste, kommer Katherine Diez ind og sætter sig to rækker foran mig, og med det må comebacket være fuldendt – kan man være i Empire Bio, kan man også gå længere end til 7-eleven for at hente kaffe.
Foran lærredet stiller Mikael Bertelsen – der bærer på en meget stor popcorn, jeg tror, vi er ude i en XL – og Mads Brügger sig på hver sin side af Nicolas Winding Refn og taler over hovedet på ham. De har hver deres mikrofon, men Refn siger absolut ingenting.
Først vil Brügger høre, hvor mange der skal se filmen for første gang, og det er åbenbart kun 10, og så begynder de at snakke lidt om noget med nogle gamle chefer, lidt om Refn, lidt om skuespillerne, lidt om Krak-kort, og at man nu jo bare kan bruge sin telefon til at finde vej (dette udløser høj latter), rigtig meget om, hvad der sker i filmen og lidt om Japan, inden de beder Refn om at sige noget, han skal bede publikum huske at slukke deres telefoner, mener Brügger.
”Ja, husk at slukke jeres telefoner,” siger han, hvilket er ok, for folk har taget billeder til deres Instagram-stories nu.
Og så smutter Brügger, mens Bertelsen sætter sig op på sin plads, hvorfra der kun er tre pladser hen til Diez, og der spiller den ene forfilm efter den anden, og så en reklamefilm for (di)vision, hvor deres modeller om muligt ligner endnu større narkovrag end normalt, hvad tænker de ægte narkomaner på Vesterbro mon om dette, denne kulturelle appropriation, denne drugaddictcore.
Filmen starter, folk går på toilettet hist og pist, men alle udover 10 har selvfølgelig også set den før, en del tager på ølhentningsture, og undervejs i filmen kommer også Diez tilbage fra en foyer-tur, hvor hun stopper op og udveksler et par ord med Bertelsen, om hvad skal jeg desværre ikke kunne sige, men det sker i hvert fald.
Da filmen er slut, er der ti sekunders siddende applaus, ikke meget for Venedig, men vist rimeligt meget for Nørrebro, og ude i foyeren er der Mikkeller-øl med et ’Pusher’-design, salg af (di)vision tøj, pizza og en dj og det er vist meget de folk, der har betalt selv, der gør brug af tilbuddene.
Får man ikke tilfredsstillet sit nostalgi-behov ved at få skudt baggy jeans og små solbriller direkte ind i øjeæblerne på en spadseretur ned ad Nørrebrogade, spiller ’Pusher’ frem til onsdag i Empire Bio.
Euroman var inviteret til arrangementet. Holdningerne er skribentens egne.
