Reportage fra Heartland: Yoga, gongmeditation og et urinerende hævntogt

Jeg har aldrig været til yoga før, men det er jeg nu. Det tåler en præcisering: Jeg ligger tæt op ad andre folk, der dyrker yoga. På en græsplæne, omringet af planteskulpturer. Solen skinner omsider efter åbningsdagens gråvejr, og vi ligger og glor over på Egeskov Slot, hvor denne festival ved navn Heartland finder sted. Har du hørt lignende?

Omtrent 100 meter fra mig, i retning mod slottet, ligger yogainstruktøren og taler med en rolig, nærmest hviskende stemme. Hun siger, at vi skal spørge os selv, hvordan vi ligger, hvordan vi har det.

Mit ene ben sover, fordi jeg ligger på en skråning, som lige nøjagtig er et par grader for skrå til at være rigtigt rar at ligge på, og det er formiddag, så mit hoved klemmer stadig lidt, men derudover vil jeg ikke klage. Min redaktør har hentet en frugtvin, som er fremstillet et eller andet sted her i Danmark, og den er ikke bare pæn at kigge på, den er såmænd også rar at drikke.

Jo, vil jeg sige, du yogainstruktør: Jeg har det godt. Hvilket vist nok også – det er i hvert fald mit indtryk – er hele pointen med den her festival: At have det godt. I går var det dog svært at få øje på, det dejlige og det gode, det der overskud, man hører, der rumsterer her på Heartland. Vi traskede alle sammen rundt i lidt for meget tøj, ingen flottenhejmere med stråhat, nærmest ingen hør heller. Måske vi lige skulle i gang.

Da popstjernen Tobias Rahim på førstedagen indtog hovedscenen klokken 19.20, var det også gråt. Koncerten var ikke nogen livsforandrende oplevelse, men mindre kan selvfølgelig også gøre det, og vi har jo også alle sammen været væk fra plænerne i et par år, vi skal lige finde takten. Men pludselig sad to børn på skuldrene, af hvad jeg vil formode var deres fædre, og holdt hinanden i hænderne og smilede på en måde, som man med årene aflærer af en eller anden grund, mens omkvædet til ’Stor mand’ blev trykket af oppe på scenen, og således – i løbet af et par sekunder – tog noget meget smukt alligevel form. Nogle meter derfra stod en mand, han har vel været et sted i 40’erne, i et par stramme jeans og nogle besynderligt store sneakers og med en bum bag om livet og røg og drak og dansede med sine venner, som om der ikke var noget i morgen, og jeg har da heller ikke set ham i dag.

Vi var ankommet, kun en time før Rahim skulle gå på, det hele var sådan lidt stresset og jaget, og særligt min førnævnte redaktør var ængstelig ved situationen, eftersom det hele var så fjernt og fremmed fra hans København, og til lejligheden havde han investeret i et telt, og hvordan skulle han dog lige sætte det op ved helt egen kraft. Men op kom det, og ovenikøbet ganske hurtigt, hvilket fyldte ham med et barns stolthed. Derfor var følelserne også ekstra meget uden på tøjet, da det følgende fandt sted: Trætte og rimeligt berusede var vi et par timer over midnat sjosket tilbage mod vores telte på campingpladsen for at lægge os til at sove, men hans telt var væk. Mit stod, hvor jeg havde knaldet det op, men hans var ikke til at se. Det var bare væk. Og så på Heartland! Denne godmodige, borgerligt veldresserede festival! 20 meter derfra, på et hjørne ud mod en gangsti, fik vi øje på det. Nogen havde simpelthen løftet det væk i fuld størrelse. Min redaktør stirrede i chok på sit telt. Det måtte være vores naboer. Det kan man sgu da ikke bare gøre, gentog han. Hvilket jeg dårligt kunne være uenig med ham i. Noget måtte gøres, det var jo en regulær ydmygelse, så jeg vendte mig om og gik durk imod vores naboer og gav mig til at urinere op ad et af deres telte. Et øje for et øje, sømænd!

Tilbage på plænen ved slottet er yogaseancen forbi. Nu skal en omgang gongmeditation i gang, anført af Louise Lolle, der er uddannet gongmaster. Smag lige på det: Gongmaster! Hun begynder at slå på sine gonger, der skaber bølgende, vedvarende lyde. Folk ligger bare og chiller. Nogle drikker økobajere, andre får sig en te.

Dundrende lyde rumler ind over slotslandskabet og overdøver den i forvejen ret sagte gongen oppe fra gongmaster Lolle; det er jetjægere, der svinger hen over himlen. Jeg forestiller mig, hvordan vi må se ud deroppe fra: Et par hundrede mennesker, der ligger og strækker sig i græsset ved siden af et slot, mens en kvinde slår på store metalskiver; to kvinder i folkemængden, der ud af eget initiativ svajer deres kroppe op i en bro; en mand, der pludseligt afbryder sin udstrækning, tager af en tår af sin te for straks at vende tilbage i et andet benstræk af en art. Og hvis piloten drejer blikket mod øst, vil han kunne få øje på det ukrainske flag, som vises ovre på hovedscenen, hver gang der er pause mellem musikken, og mon ikke piloten så vil misse et par gange med sine øjne og skubbe styrepinden et ekstra nyk frem.

Nok om det: Mine ben er holdt op med at sove, og gongseancen er snart forbi. Og dér, lige i solen, kommer Heartlanderen omsider gående: En moden herre med en fin kulør, hørskjorte og en stråhat, slikkende på en vaniljeis, med kurs mod hovedscenen, hvor Peter Sommer snart går på.

Jo, du instruktør: Vi har det da godt nok.