Retsmediciner Hans Petter Hougen: "Den måde, han får skrevet det barske i underklassen i Danmark frem, er imponerende"
Når den mangeårige retsmediciner og professor Hans Petter Hougen læser bøger, kommer han rent litterært vidt omkring. Hans foretrukne bøger strækker sig fra værker af Isabel Allende og Carsten Jensen og over til fagbøger som ’Forensic Pathology’ af Bernard Knight.
De første fjendebilleder, jeg blev introduceret til, var de trolde og elvere, der fandtes i de norske folkeeventyr, jeg fik læst højt som barn. Ondskaben i form af modstandere, godheden i form af hjælpere, og på den måde en klar skelnen mellem det gode og det onde.
Troldene var store og stygge, og nemme at genkende som fjender. Langsomt, igennem min opvækst, blev de klare afgrænsninger nuanceret mere og mere, og det onde, jeg arbejder med nu, er meget mere kompliceret.
Litteratur fyldte ikke meget i min barndom, men mine forældre havde altid gang i hver deres bog, og de introducerede mig, fordi jeg jo er født og opvokset i Norge, til de store norske digtere og forfattere. I Norge er man meget nationalkær, så det var Ibsen (Henrik, red.) og Bjørnson (Bjørnstjerne, red.), som jeg også læste meget mere af, da jeg begyndte i skole.
Annonse
Til højre ses Henrik Ibsen.
Jeg har boet og arbejdet i Peru og Bolivia og rejst meget rundt i Sydamerika og i bred udstrækning haft meget med den spansktalende del af verden at gøre. Derfor bevæger jeg mig ganske tvangfrit i sproget og kulturen.
Den latinamerikanske litteratur har især bevæget mig, og Gabriel García Márquez, Isabel Allende og Mario Vargas Llosa er dem, der har fyldt mest. Allende og García Márquez har fascineret mig med deres magiske realisme. Det, som foregiver at være en ganske almindelig situation, er hos de her forfattere det på ingen måde.
Det er den samme måde at tilgå virkeligheden på, som japanske Haruki Murakami skriver sig ind i, når han helt nøgternt beskriver en tilsyneladende ordinær scene, hvor det så pludselig begynder at regne med makreller fra oven. Selvfølgelig søger folk blot læ under paraplyer og går så ellers videre.
Det er hovedværkerne, García Márquez’ ’100 års Ensomhed’ (1967) og Allendes ’Åndernes Hus’ (1982), der har betydet mest for mig, selvom jeg har læst mange af deres bøger. Store værker, der ligesom Murakamis ’Kafka på Stranden’ (2002) og trebindsserien ’1Q84’ (2009) er dybt dragende fortællinger. Mario Vargas Llosa skriver i en anden stil, der er mere rå og realistisk. Barskt.
Den bog, jeg har været mest optaget af, er ’Bukkens Fest’ (2000), der virkelig er uhyggelig og skildrer en verden af rædsler, som vi heldigvis ikke oplever til daglig her, men som har fandtes, og nogle steder stadig findes. I Vargas Llosas univers er der en klar opdeling af det gode og det onde, og det er ikke svært at forstå, hvem man skal holde med.
En, der også er nem at holde af, er Carsten Jensen. Han skriver virkelig flot, og så har han en evne til at være provokerende ud over alle grænser, og det, synes jeg, er herligt. Hans bøger de seneste 20 år er fantastiske, og særligt en af de seneste, ’De første sten’ (2015), er skrivekunst af høj klasse.
Annonse
Det er Morten Pape og hans ’Amager-trilogi’ også, og den måde han får skrevet det barske i underklassen i Danmark frem, hvor familien og den enkeltes selvværd lige så stille smuldrer, er imponerende, og det er uhyggeligt godt skrevet.
På samme måde, som at de sikre formuleringer hos Pape beskriver en usikker tilværelse på Amager, mødes kontrasterne i mig. Jeg er optaget af litteraturen, men også formet af retsmedicinen og de videnskabelige beskrivelser.
Især to bøger bliver jeg ved med at tage frem: ’Forensic Pathology’ (1991) af min britiske kollega Bernard Knight, og ’Gunshot Wounds’ (1985) af amerikaneren Vincent Di Maio. De har også givet stor inspiration til ’Specialisten’, den roman, jeg har skrevet sammen med Lotte Petri, som netop er udkommet.
Hans Petter Hougen
Født i 1949. Uddannet cand.med. fra Københavns Universitet og professor i retsmedicin og patologisk anatomi. Har mere end 30 års erfaring i retsmedicin i Danmark og i talrige andre lande med et særligt fokus på skud- og eksplosionsskader. Med mange tusinde obduktioner bag sig har han spillet en stor rolle i opklaringen af nogle af danmarkshistoriens værste drab og forbrydelser. Han har hjulpet adskillige krimiforfattere med retsmedicinske detaljer og er selv forfatter til fagbøger og nonfiktion. Netop udkommet med sin første kriminalroman sammen med krimiforfatteren Lotte Petri, ’Specialisten’. Det er første bog i serien ’Udyret’, der udkommer som lyd- og e-bog på Mofibo.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.