Ricky Gervais: "Det er ikke det, at man laver sjov med alt det onde, der er problemet”

"Der er gode nyheder, og der er dårlige nyheder,” indleder David Brent – Ricky Gervais’ tonedøve nar af en mellemleder fra ’The Office’ (2001-2003) – lettere modvilligt.

Hans ansatte glor utålmodigt på ham.

”De dårlige nyheder er, at vi er blevet opkøbt, og nogle af jer vil miste jeres arbejde.”

Medarbejderne udbryder chokerede gisp. Brent nikker med forloren medfølelse rundt til den blege kontorflok:

”Jeg ved det, jeg ved det … en mavepuster,” forsøger han.

”Men de gode nyheder er … jeg er blevet forfremmet,” siger han så, skyder mundkussen ud i et aparte smil og blotter et tandsæt, der matcher hans nikotinfarvede skjorte, mens kvalmen forstener sig hos undersåtterne:

”I tænker stadigvæk på de dårlige nyheder, ikke?”

Det er snart 20 år siden. Men ’The Office’, som Ricky Gervais skrev sammen med komikerkollega Stephen Merchant, er stadig en ufortyndet komediegenialitet. Med dens mockumentaristiske form og knastørre dagligdagskomik dannede den skole for et væld af serier i årene efter, og Ricky Gervais blev en verdensstjerne.

Nu er han 58 år. Har tjent stinkende mange penge. Skrevet, skrevet, skrevet. Turneret verden rundt med sin stand-up. Forarget et hav af mennesker på vejen. Og i disse år er han måske bedst kendt som ham den fadølsbællende brite, der hvert år flyver til Amerika for i bedste sendetid at trække bukserne ned på filmbranchens største stjerner til Golden Globes.

Men i den suveræne Netflix-serie ’After Life’, hvis anden sæson havde premiere i april, møder vi en anden og mere sårbar Ricky Gervais. Her spiller han – der som sædvanlig har både skrevet og produceret – den depressive enkemand Tony. ’After Life’ er både mørk og lys. Sorgfuld og morsom. Den er dobbeltsidet. Med andre ord: Den er Gervais’ væsen.

I 2004 vinder Ricky Gervais to BAFTA-priser for ’The Office’: en for bedste comedy-optræden for seriens jule-special og prisen for bedste komedieserie for selve serien. Her står Ricky Gervais sammen med medforfatter til serien Stephen Merchant (med briller) og flere af sine medspillere fra serien, som kørte fra 2001-2003.

Du er både blevet beskrevet som en genial komiker og som et uforskammet menneske. Hvor tror du din sans for humor stammer fra? Har du det med hjemmefra?

”Hjemme hos familien kan man afprøve grænser. Jeg var den yngste af fire, så jeg skulle gøre mig til for at blive hørt. Min ældste bror døde sidste år. Han var 73. Min søster er 71, og min anden bror er 11 år ældre end jeg. Som 11-årig spurgte jeg min mor, hvorfor mine søskende var så meget ældre end mig, og hun svarede, at jeg var et uheld. Jeg havde lyst til at sige, at de sgu alle var uheldige. Det gik hurtigt op for mig, at det var en styrke i sociale sammenhæng, når man var sjov, og jeg var tiltrukket af de morsomme i min vennekreds. Først handlede det om at være sjov, og så gik det op for mig, at det måske også var smart at være kvik, venlig og rar. Men jeg reagerede først på humor. Og det handler om status. Hvis man er en del af flokken, og man ikke er det stærkeste eller den bedste, så kan man måske få lov til at blive, hvis man kan få folk til at le.”

Hvad er der særligt ved britisk humor?

”Det særlige ved britisk humor er, at den altid har været antiautoritær og har forsøgt at sætte folk en smule på plads. Selvom Monty Python virkede surrealistisk, var man bevidst om, at deres skydeskive var konger, dommere, nyhedsoplæsere og højrøvede rektorer. Det handlede om at vende op og ned på samfundets normer og vise det fra en anden vinkel.”

Du var i Stockholm for at lave dit stand-up-show ’SuperNature’. Hvordan er det skandinaviske publikum?

”Helt fantastisk. Der var 10.000 mennesker til stede, og de fangede alle nuancerne af mine vittigheder. Jeg kan stadig ikke fatte, at jeg kan tage til et fremmed land, hvor de taler bedre engelsk end mange folk i England. De er så cool. Jeg begyndte med at sige: ’Det er fedt at være tilbage i Sverige, for jeg har lidt vikingeblod. Det har vi alle sammen i England på grund af alle de voldtægter, I begik dengang.’”

Hvad synes du om det skandinaviske folk?

”Jeg synes om alle skandinaver. Folk virker intelligente, og de er sekulære og liberale.”

Hvordan ser en almindelig aften ud hjemme hos dig og din kæreste, Jane Fallon?

”Vi beklager os begge højlydt, hvis vi er blevet inviteret til middag. Alle vores aftener er ens. Vi arbejder begge to, så træner vi, går i bad og sætter os i sofaen med en flaske vin. Tidligere sad vores kat Ollie hos os, men vi mistede hende for nogle uger siden. Der er intet, der kan sammenlignes med nydelsen ved at sidde i sofaen. Ikke engang et job. Jeg beklager mig over det: ’Øv! Jeg skal arbejde i aften’. Men man skal jo arbejde, så man har mulighed for at sidde i sofaen hver aften.”

Hvad er det bedste, du ved, når du ikke arbejder?

”Jeg elsker at lege med hunde. Jeg nyder at drikke vin og se Netflix med Jane, tennis, og så nyder jeg at vandre rundt i en skøn by.”

Du har tidligere sagt, at du nyder at se tv-serier inden for scandi-noir-genren, og at du var vild med serier som ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’. Hvad er det, der gør dem så gode?

”Jeg startede med at se ’Broen’ og ’Forbrydelsen’, men jeg mener nok mere generelt euro-noir-genren. Jeg har brugt det som en generel beskrivelse, fordi jeg har set virkeligt gode ting fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island. Der er noget helt særligt ved de serier. Det er nok det visuelle og tempoet, der adskiller sig fra andre serier. De virker mere filmiske. De skaber en særlig, nærmest surrealistik stemning. Der er flere steder, hvor der ikke er andet end sne, og folk lever der, hvilket forekommer surrealistik i mine øjne. Der er noget magisk ved de skandinaviske serier.”

Ricky Gervais under optagelserne til anden sæson af ’After Life’ med Joe Wilkinson, som spiller byens postmand, en af mange personer, der går hovedpersonen, Tony, på nerverne.

Du virker som en mand, der kan sige hvad som helst, uden at det bliver akavet. Er der slet ikke noget, der kan få dig til at græmmes?

”Der er masser af ting. Der skal meget til at gøre mig flov, men hvis andre mennesker bliver flove, bliver jeg pinligt berørt. Eller hvis jeg ser en reality-serie som ’Big Brother’, og der er to, der flirter, så har jeg en stærk trang til at forlade lokalet. Men det tillader min kæreste ikke. Jeg bliver meget ubehageligt til mode, når nogle flirter eller siger sindssygt dårlige scoretricks. Jeg kan ikke have det.”

Man bruger ofte humor til at håndtere uheldige og tragiske situationer. Er det i orden at lave sjov med coronavirus?

”Man skal altid bruge humor til at klare sig igennem svære perioder, men det kan ikke være en erstatning for reelle foranstaltninger. Man kan lave sjov med det tragiske, men man skal stadig gøre det rigtige. Det er netop det, humoren kan, ikke? Vi mennesker leger med tanken om at gøre det forkerte, men vi bør gøre det rigtige. Man kan lave sjov med alt. Folk siger ind imellem: ’Du gør grin med frygtelige emner, men du hader dyremishandling.’ Ja! Jeg kan godt fortælle vittigheder om det. Man skal bare ikke mishandle dyr. Man kan fortælle vittigheder om at begå mord. Man skal bare ikke slå nogen ihjel. Så skal det nok gå. Hvis det værste, der kunne ske, var, at man lavede vittigheder om alle de dårlige ting, så ville vi have et fantastisk samfund. Det er ikke det, at man laver sjov med alt det onde, der er problemet. Det er selve ondskaben, der er problemet.”

’After Life’ handler om død og sorg. Var du bekymret for, om seerne overhovedet ville synes, det var sjovt?

”Nej, man kan lave vittigheder om alt. Det er virkeligt, og det er eksistentielt. Serien handler om en mand, der har mistet alt og stiller spørgsmålet: ’Er livet værd at leve?’ Jeg bekymrede mig om, hvorvidt seerne ville være i stand til at græde og så le lige bagefter. Men det kan de, for de er mennesker, og vi gør det hele tiden. Du kan læse en sur tekstbesked og grine ad det. Det sker hele tiden. Vi griner til begravelser, hvis der bliver fortalt en morsom historie, det kan vi godt klare. Jeg forstår ikke, hvorfor vi bekymrer os så meget om fiktion, når livet er 10 gange værre.”

Tror du selv på et liv efter døden?

”Nej. Vi eksisterer ikke i 13,5 milliarder år med omkring 90 år, hvor vi er på eventyr. Vi har en bevidsthed, vi filosoferer over vores egen eksistens, vi elsker, spiser, drikker vin og nyder vores hunde – og så dør vi. ’Det var så det. Det var da meget sjovt.’ Og så er alt præcist, som det var i de 13,5 milliarder år, inden vi blev født. Mit seneste onemanshow ’SuperNature’ handler blandt andet om, hvordan jeg hverken tror på himlen, reinkarnation eller spøgelser.”

’Ricky Gervais: SuperNature’, Royal Arena 12. september 2020.

Se, hvad vi ellers skriver om: Satire, Interview og Netflix