Musikchef for Roskilde Festival: ”Til Thomas Helmig bliver der folkefest og fællessang. Det er vi ikke for fine til. Den type koncerter skal vi også kunne rumme”

Hvad kommer bag på de fleste ved at lave en festival som Roskilde Festival?

”At Roskilde Festival i en uge om året er Danmarks fjerdestørste by, der skal indeholde alt fra kunstmuseer, spillesteder, gode restauranter til små, snuskede værtshuse, store boligområder, hvor folk skal bo, og alt derimellem. Det siger lidt om det apparat, som vi skal sætte op, pille ned og drifte undervejs, og der er behov for en ret voldsom infrastruktur. Det er en stor operation. Det er ikke bare en stribe koncerter, der bliver sat op én efter én.”

To års aflysninger må have skabt en grundangst for endnu en aflysning. Hvornår begyndte du virkelig at tro på, at I kunne få lov til at invitere over 100.000 mennesker til Roskilde efter den lange festivaltørke?

”Da der blev åbnet op i efteråret sidste år, begyndte vi for alvor at sætte næsen op efter, at vi kunne afholde Roskilde i år. Og da jeg stod i Parken med 40.000 andre mennesker til koncert med The Minds of 99, var det svært ikke at forestille sig andet. Men så fik vi en nedlukning mere for lige at gøre det lidt mere spændende. Vi var stadig optimistiske, men også realistiske, i og med at vi godt vidste, at det ikke skulle strække sig for langt ind i foråret. Det ville skabe for meget usikkerhed og medføre, at vi kunne få svært ved at lukke aftaler med kunstnere. Heldigvis kom genåbningerne i Europa og herhjemme i tide.”

Hvad har været de største udfordringer?

”Det er et 2020-budget på indtægtssiden og et 2022-budget på udgiftssiden. Det vil sige, at vi ligesom resten af verden er ramt af stigende priser på en masse forskellige ting. Så vi skal få de ting til at balancere, og det kommer vi også til at se på vores resultat, da vi nok får et mindre overskud end normalt.”

Anders Wahrén

39 år. Har siden 2014 været programchef på Roskilde Festival med ansvar for det samlede program. Er derudover bestyrelsesmedlem for spillestedet Gimle og bestyrelsesleder for Music Export Denmark (MXD). Har arbejdet med koncertproduktion og -booking på spillestedet Gimle fra 2002 til 2004 og som bookingagent og koncertpromoter for Live Nation Denmark fra 2007 til 2011. Bor på Vesterbro i København med sin kommende hustru og to børn fra tidligere forhold. 

Kommer festivalen i år til at være anderledes, end vi kender den?

”Ja. Vi har blandt andet valgt at få skabt nogle lommer på festivalpladsen, hvor der er lidt mere luft og ro. Når alt buldrer afsted med fuld fart igen, har vi tænkt, at der måske er endnu flere, der godt kan få brug for et pusterum. Det kan godt være, at vi som land har været genåbnet siden januar, men i tre år er der altså ingen af os, som har prøvet at stå med over 100.000 mennesker på en mark i Roskilde. Det bliver voldsomt, men det bliver også voldsomt fedt.”

Denne her sommer bliver kulminationen på nogle meget hårde år, og der virker til at være et stort undertryk, især blandt unge. Er I klar til det pres og den energiudladning, der forventeligt må komme?

”Vi ser det kun som en positiv ting. Selvfølgelig vil der være et pres – også rent fysisk – men det er vi vant til at håndtere. Selvom vi ikke har afholdt festival i to år, har vi været engageret i alle mulige andre ting i mellemtiden. Så organisationen er klar. Og så er det vigtigt at huske på, at det er med positivt fortegn. Det bliver en energiudladning, ja. Men det betyder ikke, at folk ikke passer på hinanden. Det gør de altid, og sådan tror jeg også, at det vil være i år.”

Har Astroworld-fadæsen, hvor 10 mennesker mistede livet som følge af ’kompressionskvælning’ grundet den ringe crowd control, skærpet jeres sikkerhed ekstra meget?

”Den tragedie har selvfølgelig fyldt meget i medierne, og vi har jo selv som organisation oplevet noget lige så tragisk med ulykken i 2000 under Pearl Jam-koncerten. Men siden da er der også blevet arbejdet ekstremt meget med sikkerhed til koncerter og på festivaler, og det har vi selv været en stor del af via et paneuropæisk samarbejde. Jeg føler, at vi er på forkant.”

Men der eksisterer vel en udbredt moshpit-kultur på Roskilde Festival, som kan anses som farlig?

”Moshpits er noget, vi har haft på festivalen i 30-40 år i forskellige grader. Det var forbudt i nogle år efter 2000, men vi har i årenes løb modnet vores holdning og blandt andet indført ’High Energy’-koncerter, hvor vi på forhånd gør opmærksom på, at en koncert forventes at være en fysisk oplevelse. Det er en del af vores tilgang, hvor vi arbejder mere med dialog med gæsterne end forbud og kontrol. Forudsigelighed og en følelse af at vide, hvem man skal gå til, hvis der opstår ubehagelige situationer, er med til at skabe øget tryghed.”

Hvorfor har I ændret så meget i programmet fra det oprindelige 2020-program?

”Det skal selvfølgelig afspejle, hvor vi er nu. Der er nogle ting, der er overført, fordi de stadig er aktuelle, eller – for nogles vedkommende – igen er aktuelle. Og så har vi også haft behov for at booke nyt. Jeg og mit team valgte tidligt at sige, at vi er nødt til at tænke det som en ny festival, hvor vi planlægger forfra. Vi kan godt booke nogle ting, som vi havde booket før, men vi er nødt til at vurdere dem på samme måde som alt muligt andet, vi kunne vælge at booke til 2022. Så alt er vurderet på ny og med friske øjne. Dette års program indeholder jo en del musik, der slet ikke fandtes for to år siden. Musikken og mentaliteten har rykket sig. Jeg synes, at det ville være utidssvarende at give deltagerne det samme produkt i år, som vi havde tænkt os at præsentere i 2020.”

Det lyder til at have været lidt af en udfordring?

”Det har helt sikkert været en hurdle, og det har fordret en masse svære diskussioner internt, fordi vi har skullet sortere i et meget stort udbud. Det er jo et program, der gerne skal være repræsentativt for tre års musikalsk udvikling. Eksternt var det også svært for dem, der var booket til 2020, men ikke blev genbooket, og skulle have besked på det, og det har selvfølgelig skuffet en del.”

Ja, hvordan har det været at lave de opkald?

”Det har været nogle svære telefonsamtaler. Vi prøver altid at forklare, at vi er nødt til at være den Roskilde Festival, som vi er kendt for. Nemlig en nutidig festival. Det har gjort mest ondt at ringe til folk fra vækstlaget og fortælle, at de alligevel ikke får den chance, som de var tiltænkt at få. Det er det løft, som kan være med til at skabe deres karriere fremadrettet, så det er jo et hårdt slag. Den bekymring har de store navne ikke, her rammer det på en anden måde. Hvis vi ser på en som Jada, der oprindeligt skulle have åbnet Orange Scene, så tror jeg, at hun er glad for at være rykket til en nattekoncert på Orange, fordi hun har udviklet sig i mellemtiden. Normalt er det en plads, vi reserverer til dem, der er lige på kanten til det helt store gennembrud, og der, synes jeg, at Drew Sycamore passer bedre ind. Det er fuldt fortjent, og jeg er sikker på, at det kan løfte hende.”

Hvad lægger I vægt på, når I sammensætter programmet?

”Et program indeholder op til 185 navne, hvoraf 45 af dem spiller på de mindste scener i løbet af festivalens første dage, og så er der de resterende. Vi ved, at når kunstnere som Dua Lipa, Post Malone og Tyler, the Creator spiller, så vil rigtig mange af vores deltagere stå der sammen. Og så spreder de sig igen, og så skulle det gerne være sådan, at de kan gå til forskellige oplevelser derfra. Det kan være en genre eller en særlig energi, man søger. Der prøver vi at levere nogle spændingskurver på vores forskellige scener, der gerne skal tilbyde forskellige ting hele tiden. Det kan godt være, at man ikke vidste, at man havde brug for at høre trancemusik fra Mali, men måske er det den stemning, man søger, og pludselig er man gledet ind i et telt sammen med nogen, man har mødt på vejen, og på den måde får en stor oplevelse.”

Hvorfor bliver kunstnere som Gilli og Kesi overset gang på gang?

”Det er liveoplevelsen, der er alfa omega – ikke streaming-tallene – og det er vores fineste opgave at sørge for, at folk kan få de her liveoplevelser. Det kan nogle gange betyde, at også meget populære kunstnere bliver valgt fra. Vi rejser ud i verden og ser det meste, hvis ikke det hele, live, så vi kan stå inde for, at de kunstnere, vi præsenterer, er gode live. Vi har et stort publikum, og det er et privilegium at booke kunstnere til over 100.000 mennesker. Og de står op om morgenen og går ind på pladsen for at se, hvad der sker og går på opdagelse. De bliver trukket ind under teltdugen, bliver hængende, engagerer sig og går hjem og finder ud af, hvad fanden det lige var, de havde hørt.”

Så det er ikke bevidst, at I ser bort fra to af de største kunstnere herhjemme?

”Det har været en fortælling, at de har følt sig overset. Jeg synes ikke selv, at vi har forsømt den danske hiphopscene, men det er rigtigt, at der er nogle store navne, som vi ikke har præsenteret publikum for. Det samme vil andre store navne fra andre genrer kunne skyde os i skoene med rette. Men det er også vigtigt at sige, at vi gerne vil booke nogle kunstnere herhjemme, hvor det betyder noget og gør en forskel. Det betyder rigtig meget for især de nyere kunstnere at få en plads på vores scener, fordi det virkelig kan gøre en forskel. Det samme kan også gøre sig gældende for Tessa, tror jeg. Hun har rykket sig helt vildt meget de seneste par år, men det betyder alligevel noget, at hun kan få et show på Arena, hvor hun kan spille for 17.000-20.000 mennesker. Det er ikke sikkert, at det ville betyde lige så meget for de her helt store navne, der har etableret sig rigtig stærkt, og som har en fanbase, der kan gøre, at de kan spille store shows på egen hånd.”

Hvordan lægger man sin egen musiksmag til side, når man skal lave programmet?

”Vi skal altid huske på, hvem vi booker til. Vi skal lave et program, der er sprudlende, kreativt og nytænkende, og som henvender sig til en målgruppe, som er 23-24 år i gennemsnit. Jeg synes selv, at jeg formår at lægge min egen smag til side, men det er også vigtigt at huske på, at vi ikke skal gøre det i så høj en grad, at vi ikke selv kan mærke det. Mit team og jeg har jo også en ekspertise, som vi skal trække på. Jeg har set nogle tusinde koncerter flere, end mange af vores gæster har. Det betyder ikke, at jeg har bedre smag, men det betyder, at jeg har en bedre føling med, hvad der fungerer på en stor scene. Jeg kan godt se, når noget spiller på en scene, selvom det ikke er musik, jeg selv ville sætte på derhjemme. Og det er der, at fagligheden ligger.”

Hvor stor er fleksibiliteten, fx ved aflysninger?

”Jeg var i London i sidste uge, hvor jeg talte med en af de ældre agenter, der fortalte mig, at der engang var en såkaldt standby-liste, hvor der var en til to acts, som var booket uden at vide, om de skulle spille eller ej. Jeg var selv lidt usikker på, om det var en myte eller ej, men det eksisterede i hvert fald i 90’erne. Det er helt umuligt at dække det ind én til én. Så vi håndterer det, når det opstår. Vi har en liste over, hvem der er på tour, og som har et hul i kalenderen. Vi har et tæt samarbejde med andre festivaler, hvor vi koordinerer, hvem der får hvem de forskellige dage og sådan nogle ting. Der kan vi også følge med. Derudover begynder ordet også at sprede sig, når en aflysning rammer, og så rækker en del agenturer ud med bud på, hvem der kunne fylde ind.”

I har booket Thomas Helmig. Hvordan kan det være?

”Når man er Thomas Helmig, er der Aarhus, og så er der resten af verden, og idéen stammer fra en dialog helt tilbage i 2019 med ham og hans folk om, at han gerne vil spille ét show ud over et på Aarhus Stadion (Ceres Park, red.). Det har hele tiden været med forudsætningen om en anden type koncert end dem, han måske er vant til at spille på sin ’hjemmebane’, hvor han spiller for fans, der kender det meste i forvejen. Den ambition er blevet båret med ind i 2022, hvor Thomas Helmig kommer med et helt særligt show, som det ikke er op til mig at røbe detaljerne omkring. Der er dog ingen tvivl om, at det her bliver en samlende koncert med en dansk legende, hvor der er folkefest og fællessang. Det er vi ikke for fine til. Den type koncerter skal vi også kunne rumme.”