Rummet er smukt og faretruende i den seneste trailer for ’Interstellar’

Rummet er smukt og faretruende i den seneste trailer for ’Interstellar’
Offentliggjort

Hvor mange trailers kan man lave for den samme film uden at mætte publikums nysgerrighed?

Man skulle tro, at fire var lige i overkanten. Men når afsenderen hedder Christopher Nolan, en af de sidste 10 års mest feterede instruktører, er der selvfølgelig mere end almindelig megen interesse, der skal slides op, inden man får nok.

Instruktøren har netop udgivet den fjerde og hidtil seneste trailer for sin næste film ’Interstellar’, og fordi de enkelte trailere hver især er fattige på plotafslørende informationer, føles det ikke som om, man allerede har set filmen.

Tværtimod er de fire film til sammen med til at optrappe forventningerne uden fuldsstændig at spolere mystikken.

Allerede sidste år anslog den første teaser et af ’Interstellar’s hovedtemaer, den menneskelige pionerånd, uden at det dog var til at udlede noget om filmens handling.

I maj måned blev vi introduceret for hovedpersonen Cooper (Mathew McConaughey) og hans familie, og vi fik præsenteret hans mission: Som astronaut at drage ud i rummet for at sikre en hungersnødstruet menneskehed overlevelse.

Den tredje trailer kom i juli og lagde vægten på hovedpersonens følelsesmæssige og moralske dilemma.

I går kom så den fjerde i rækken. Nu har vi efterhånden forstået, at Coopers eksistentielle valg går på, om han vil redde menneskeheden eller være en god far for sine børn, og vi har også forstået, at han måske netop er det sidste ved at gøre det første.

Men selv om gentagelserne begynder at trænge sig på, kommunikerer den seneste trailer effektivt, at 'Interstellar' også er en eventyrlig sci-fi-film med betagende scener fra rummet – et verdensrum, der ikke nødvendigvis er særlig venligt over for opdagelsesrejsende.

Jo, sgu, selv efter fire trailere, har man stadig lyst til at se den film. Den får premiere 6. november – lad vær’ at downloade den.