Så er der godt nyt til kultureliten: Grand Teatret lancerer streamingtjeneste

Netflix for connaisseurs.

Så er der godt nyt til kultureliten: Grand Teatret lancerer streamingtjeneste
Offentliggjort

Næppe træder man nogen over tæerne ved at påstå, at størstedelen af de tusindvis af titler, streaminggiganten Netflix byder på, ikke er sådan helt vildt meget værd. Hvor mange gange har man ikke skulle zappe igennem bunkevis af enten egenproduceret, plat og/eller decideret ringe indhold for at ende med at sætte en ’Beckham’-dokumentar på, som man ikke engang for alvor har lyst til at se.

Overfloden af primært dårligt indhold på streamintjenester er et problem. Et luksusproblem jovel, men ikke desto mindre et problem. Dette er der dog intet af på det danske markeds nyeste streamingtjeneste. Grand Teatret lancerer nemlig den 1. december en streamingtjeneste, der byder på lige præcis fem film.

”Streamingtjenesten Hjemmebio+ er tænkt som en filmklub for det arthouse-interesserede publikum, der ikke kun orienterer sig mod de allernyeste blockbusters, men for hvem filmens kvalitet er vigtigere end nyhedsværdien,” skriver Grand Teatret i en pressemeddelelse.

Hjemmebio+ byder hver måned på et meget smalt, skarpt kurateret program på fem film, der skifter den første hverdag i hver måned. Filmene er udvalgt fra biografens eksisterende katalog og vil plædere for, at film stadig bør ses, selvom de ikke er oppe i tiden.

Tjenesten koster 75 kroner per måned, og i december byder udvalget på Pedro Almodovars ’Parallelle mødre’, den danske ’Stille liv’ med Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksen i hovedrollerne, den Oscar-nominerede ’The Quiet Girl’, det italienske epos ’Nostalgia’ og det franske musikdrama ’Tenor’.